Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 18. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
107
George Sand.
(Oversat fra Engelsk).
(Slutning).
ødt i det sidste Aar af det første Keiserdømme levede
Gçorge Sand under den fransk-preussiske Krig og
saa Fred og Lykke vende tilbage. Hun var altid
sikker paa at den gode Tid vilde komme, skjønt hun
i de mørke Dage da den lange Kamp varede, sørgede
dybt over sit ulykkelige Fædreland og var meget
ængstelig for sit eget Hjems Sikkerhed. En Gang var Preusserne
lige i Nærheden, og hun skrev til en Ven at hun arbeidede,
ventende paa at hendes „Kradseri skulde tænde Preussernes
Piber".
„Bliv ikke syg, bliv ikke i daarligt Humør, min gamle
Trubadur, sig, at Frankrige er galt. Humanitet Dumhed, og at vi
alle er uudviklede Dyr; De maa dog elske Dem selv, Deres Race,
fremfor alt — Deres Venner. Jeg har mine triste Timer.
Jeg betragter da mine Blomster, hine to Smaapiger der altid
smiler, deres henrivende Mor og min gode strævsomme Søn,
som man vil kunne finde paa Jagt, gjørende Optegnelser i sin
Katalog, forrettende sit daglige Ai’beide og dog saa munter som
„Punch" i sine sjeldne ledige Øieblikket Senere skrev hun mindre
let, men ligesaa forhaabningsfuldt: „Jeg siger ikke, at
Menneskeheden er paa Veien til Fuldkommenhed; jeg tror det tiltrods for
alt, men jeg vil ikke disputere om det, thi enhver kan dømme
fra sit eget Standpunkt, og for Øieblikket er der daarlige Udsigter.
Desuden, jeg behøver ikke at være forvisset om vor Planets og
dens Beboeres Frelse for at kunne tro paa Nødvendigheden af
det gode og skjønne; dersom vor Planet afviger fra denne Lov,
vil den uddø, dersom Indbyggerne sønderriver den, vil de
ødelægges. Jeg for mit Vedkommende ønsker at holde fast derved
til mit sidste Aandedræt, ikke med nogen Vished eller Fordring
paa at finde „et godt Sted", men fordi min eneste Glæde er at
holde mig og mine paa den rette Vei".
George Sand døde 1876, næsten 72 Aar gammel. „Det er
Døden", sagde hun til dem som stod omkring hende; „jeg beder
ikke om, at den skal komme, men jeg sørger heller ikke
derover"-En Uge var hun meget lidende, men hun var bevidst og modig
til det sidste; hendes Tanker vendte sig til den rolige
Landsbykirkegaard hvor hun snart skulde hvile; og nogen af hendes
allersidste Ord hentydede til Trærne som vokste der. Hun øn_
skede ikke at nogen af dem skulde ødelægges, idetmindste
forklarte hendes Børn saaledes de Ord: »Bør ikke ved det
Grønne"-Til Begravelsen, som fandt Sted i øsende Begnveir, kom
Landsbyens Folk i Flokkevis, selv de som boede flere Mil borte; de
havde for længe siden ophørt at kalde hende Kommunist. Der
var ogsaa Forfattere, Videnskabsmænd og Kunstnere, thi hun
havde mange Venner og beholdt dem hele sit Liv. Hendes Kiste
blev baaret af 6 Bønder, foran gik 3 Kordrenge med Sognets
gamle Klokker. Hun blev begravet ved Siden af sin Far,
Bedstemor og to smaa Børnebørn, som hun havde mistet. — Et simpelt
Granitmonument viser nu hendes Hvilested. —
George Sands Verker — Noveller, Historier og Skuespil —
er saa mange at kun faa af dem kan nævnes her. Blandt de
berømteste er: »En Rei s endes Breve", den uheldige »Hun
og han", „Lucretia Floriani", „Consuelo" og de tre yndige
Fortællinger fra Bondelivet ined Titelen: La P et ite Fad ette",
hvorpaa det bekjendte Skuespil „Fanehon the Cricket" er
bygget, „La Mare du Diable" og Francois de Champi",
som hun siden dramatiserte. — „En Reisendes Breve" er
en forunderlig Serie, skrevet paa en Reise gjennem Schweiz og
Italien i Selskab med Digteren Alfred de Musset, en tidligere
Venskabsforbindelse, beskrevet i „Hun og han", udgivet efter
hendes Død. Dette Arbeide blev sterkt kritisert; men man maa
huske paa, at efter Bruddet mellem George Sand og de Musset,
havde heller ikke de Musset spart hende i sine Vers. Hendes
Bog skulde være et Forsvar for hende selv; men det fældte
Dommen over ham. Den blev snart besvart af Digterens Bror
i en anden Fortælling „Han og hun", i hvilken Madame Sand
blev fremstillet i et Lys, endnu mere ugunstigt end det hvori
hun havde stillet Helten i sin Historie. Det er sandsynligt at
begge Bøger indeholdt en Del Sandhed. Utvilsomt havde baade
de Musset og Madame Sand feilet; thi to saa udprægede
Personligheder kunde ikke længe have lempet sig efter hinanden. Dette
burde alligevel ikke være blevet forelagt Offentligheden.
I „Lucretia Floriani" troede man, at hun havde begaaet
en lignende Vildfarelse *), thi mange antog at Karl fremstillede
hendes gamle Ven og Kamerat, Komponisten Chopin. Hun negtede
imidlertid at dette var Tilfældet, og det er ikke sandsynligt at
hun blot havde isinde at tegne et Portræt, skjønt der var
adskillige Lighedspunkter mellem dette og hendes fordums Ven.
Dog, da ukloge Bekjendte lagde sig imellem, foraarsagede Bogen
et Brud mellem Chopin og hende. I mange af hendes andre
Verker har nærgaaende Kritikere ment at opdage fremragende
Personer, som hun kjendte; nogen har endog troet, at de i den
ideale Heltinde „Consuelo" kunde opdage den navnkundige
Viardot.
„Consuelo", skjønt en af de mest indviklede, var af mange
anset som den bedste af George Sands Noveller. Der er Styrke
i den; men Begivenhederne synes urimelige og Personerne
uvirkelige. De af George Sands Bøger som vil blive længst læst, er
sikkerlig Fortællinger som: „André", „La Marquise" og de
underholdende Fortællinger vi ovenfor har omtalt. I disse er
hendes Helte og Heltinder grebet ud af Livet, og Skuepladsen
dc Steder hun har besøgt paa sine Reiser, eller — og dette langt
hyppigere, som laa lige i Nærheden af hendes eget Hjem, i hendes
smukke og frugtbare Fødeegn.
Vaardag, Vaardag!
Lekende Sol i lunefuld Flimren,
Sydens Ynde i skiftende Skimren!
Flammende hed du kysser min Mund,
skyggekold i det næste Sekund.
Vild og feiende bort det gamle,
seierstolt skjøn du det nye vil samle,
aa hvor jeg elsker dig
Vaardag, Vaardag!
Vaardag, Vaardag!
Frelser og frir os fra Vinterkulde.
Vaagner og ser! Her er Hænder fulde!
Arbeidsivrigs søger at gavne,
Hjerternes Krav vil de finde og favne.
Alt for længe i Mørket vi strede,
gi os lidt Sol og skinnende Glæde!
Da vil vi elske dig
Vaardag, Vaardag!
I. N.
*) Som man vil se ved at sammenligne denne Udtalelse med hvad Chopins
Biograf siger om samme Sag, er Meningerne om Bruddet mellem George
Sand og Chopin meget delte. Red.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
