Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. Lørdag 25. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(117
En Skitur.
ren hyggelige Bondegaard ligger helt nede
i Dalbunden; en liden Elv stryger forbi.
Den er dækket af Sne og Is og nynner
ikke nu paa sin sommerglade Sang. „Du
skulde være her om Sommeren, naar vi
hører Elven", siger Konen, saa vi skjønner
straks, den er hendes Kjælebarn. „Vi" er 6 unge
Kristiania-Damer, som har benyttet Julen til at lære
Vinterlivet paa Landet at kjende*). Vi huserer i «3
koselige Værelser ovenpaa i det lille, lividmalte Hus,
og vore kjære Ski staar ude ved Husvæggen og glæder
sig til en Tur indi den Birkeskogen, de ser tvert
over Veien.
Igaarmorges vaagnede vi ved den lovende
Veir-rapport: 10 Graders Kulde, klart Veir. Det er ellers
ikke vor sterke Side at rive os ud af Søvnens Arme;
men dengang gik det forbausende let. Snart høres
Klapringen af Ski ude paa Tunet. Et Par
Paabin-dinger skal stelles lidt paa. En Herre har engang
forsikret mig, at en Dame-Paabinding, som var iorden,
kunde han ikke tænke sig. Den sorteste
Uretfærdighed naturligvis; ihvertfald var alle vi temmelig snart
parate — og startede vor Tur. At „starte" heroppe
vil sige noget andet end i vor kjære Hovedstad. Her
glir Skierne fra første Tag ud i den myge, hvide
Sne; 2 Meter fra Huset stryger vi forbi den første
hvidpudrede Gran. Al Skiløbningens intense Nydelse
føles fra første Stund. Ingen myldrende Sværm af
sportsklædte Skiløbere og Løbersker af Navn eller
Gavn, ingen skingrende Farver, ingen „Kvalm i Gata"
af alle, som stræver op mod Frognersæterens
forjættede Haller. Ingen Trik, ingen Sod — alt er stille,
alt er rent, alt er friskt. — Vi siger ind gjennem
Skogen, som begynder lige ved Huset. Der lyder et
myndigt „Stop!" fra Bagtroppen; vi vender os om,
hører et Knep, og før vi ved Ordet af det, er vi
forevigede. Med stille Fryd over, at Topluen sad
pent paa, vandrer vi videre, videre forbi de
snetyn-gede Grane og Birkerne med Snesløret over sig.
Her aabner Skogen sig, og vi kan se udover Dalen.
Bunden, den brede, store Elv, som i en liden Fos
nu og da lar os ane, hvad den duer til om Sommeren,
den har vi allerede lagt et Par Hundrede Meter
under os. Hvid og skinnende ligger den deilige
Bygd for os, vid til alle Kanter, saa man kan puste
godt ud, mens de djerve Konturer af de høireiste
Aaser gir Bygden sin kjække Ramme. Dalen har
denne vidunderlige Fred over sig, som giver
Vinterlandskabet dets største Charme. Fred og Hvile, til
Vaaren kommer med Larm og Liv — en hvid,
hellig Fred, som Vintersolen gjør straalende skjøn.
Vi stirrer — og ønsker at kunne bevare Billedet i
Manuskriptet er desværre, af Mangel paa Plads, blevet liggende en Tid i
Redaktionen.
vort Sind, lige skjært, lige tindrende friskt, som
det ligger for vort Øze.
Det gaar jevnt opover; den ene Fjeldrække
dukker frem bag den anden. „Snefjelde" er de jo
nu alle, høie og hvide, skinnende mod Himmelens
Blaa. „Pene Bakker", siger Anna fornøiet; hun
fryder sig ved at komme saa langt op i Høiden
uden at behøve at grue for en svimlende Nedtur.
Men saadant bør man nødig udtale. Aldrig saasnart
var vi dreiet om næste Sving, før Veien tog til at
sætte ret opover Dalsiden. Den var kjed af disse
pene. tækkelige Omveiene; nu skulde det gaa ret
paa Maalet, selve Fjeldvidden. „Farvel", sagde Anna
med Gravrøst, Hildur sagde ikke noget; men hun
vendte ogsaa om. — Ja, nu begyndte det at gaa
varmt til! Votterne af, Luerne langt bagi Nakken,
og saa strævede vi os opigjennem, med Skierne snart
til den ene, snart til den anden Kant, trampende for
at sætte fast Fod i Bakken. Et lidet Pust, et Blik
paa Fjeldene i Vest, paa Bakkerne under os, saa
„paa’n igjen".
Den ene Kiev efter den anden med et Par Meters
jevn Vei indimellem for at gi os Tid til at reflektere
over Situationens Alvor. Videre og videre opover;
Luften var saa let, at vi ikke kunde bli andpustne,
den bare strøg os svalt om Kinden og hviskede os
i Øret: „Fjeldet, Fjeldet, nu er du snart paa Fjeldet".
Stigningen begyndte at gi sig. Veien gik nu i
gemytlig Skraaning opover med smaa elegante Svinger
indigjennem Granskogen. Trærne var dryssende
fulde, Himmelen blank og blaa, Solen skinnede og
kastede Guldskjær over Sneen, som ingen
menneskelig Fod havde berørt og knapt noget Øie seet paa.
I Vest ståk den ene af Jotunheimens Toppe frem
efter den anden, gamle, kjære Kjendinger, som vi
aldrig havde hilst paa ved Vintertid før. Skierne
gled saa let i den løse, bløde Sne, bar os videre
indover mod det forjættede Land, som vi alle droges
imod, Fjeldvidden. Men vor Begeistring og vor
Længsel kunde desværre ikke stanse Solen paa dens
Bane. Den var kommet lavt ned i Vest — den
korte Vinterdags Herlighed var snart forbi. — Der
dukkede Li-Sæteren frem; nu var vi oppe paa selve
Fjeldvidden, som strakte sig hvid og uendelig
indover. Vi fulgte den med lange Blikke, grebne af
en betagende Længsel efter at faa leve længe, længe
i Viddens rene Fred, faa juble ined Nordenvinden i
dens feiende Dans, faa hvile Sind og Øie i de store,
rene Linjer.
Men vi fik nøie os med Synet, Drømmen, og
saa tænke paa den alvorligere Del af Festen,
Nedturen. Dobbeltstaverne sammen, Knærne lidt bøiet,
Hjertet op i Halsen, Luen nedover Ørene — og
Tungen ret i Munden! Det første Stykke hadde vi
en lekker Fart. Vi kunde gladelig faa Tid til at
sanse al Herligheden omkring os, og satte saa
nydelige Smalspor, at den grætneste Skiløber vilde
beundret dem. Men saa bar det nedover den første
Kiev. Hei, du klarte den, Modet er vokset til
Overmod, skraasikker er jeg paa at klare Svingen der.
Men dengang svigtede Lykken den kjække, jeg gjør en
grundig Kolbøtte, og gruer mig for at faa Nr. 2 i
Rækken over mig. Heldigvis, jeg kom da undaf,
farer videre nedover, gjør snart igjen en „Kjærring",
op igjen med skjælvende Knær, til næste Sving skal
klares. Au, den høire Skien skjæver ud i
Sne-fonnen, og jeg staar snart og ryster mig som en
Puddelhund efter et friskt Bad. Endelig greier jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
