Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 1. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
Sorgens Skygge.
eg syntes min Sorg var den tungeste paa
Jorden. I)en kasted Skygge over hele mit
Liv, og det blev mørkt omkring mig, hvor
jeg kom hen.
Men en Nat, da jeg laa og vendte mig
søvnløs paa mit Leie, stod der med é t en
skinnende Engel foran mig.
„Vil du vide, hvorledes du skal blive fri for
Sorgens Skygge?" spurgte han. „Sorgen selv kan
jeg ikke tage fra dig, inen Skyggen kan du blive kvit".
„Sig mig, hvad jeg skal gjøre!" sagde jeg.
„Følg mig!" svarte han.
Jeg stod op og fulgte efter ham. Vi gik
igjennem de mørke, folketomme Gader, til vi kom til et
festlig oplyst Hus.
Vi gik incl ad Porten og kom op i en Sal,
hvorfra hundrede oplyste Vinduer straalle ud imod
Gaden.
Oiet blev i Førstningen blændet af Lyshavet
dernede; men til min Forundring saa jeg hverken
Lys eller Lamper.
„Hvorfra kommer delte straalende Lys?" spurgte
jeg min Ledsager.
„Se dig om !" svarte han med et alvorligt Smil.
Salen var fuld af Mennesker, og ved at se
nærmere paa dem gjorde jeg den Opdagelse, at det var
fra enkelte af disse, Lyset kom, medens andre slæbte
store, mørke Skygger med sig.
„Aa", sagde jeg, „nu forstaar jeg, at det er Glæden
og Sorgen, du vil vise mig.
Den Kvinde derborte med den store, mørke
Skygge efter sig, hun maa vel have en forfærdelig
tung Sorg at bære paa. Hendes Blik er saa tungt,
al hun næsten ikke kan løfte Øienlaagene, og alle
Folk synes at sky hende!"
„Hun har alt, liun burde ønske sig i Verden",
sagde Englen næslen haardt. „Men idag var hun
misfornøiet med den Kjole, hun fik fra Sypigen;
Tjenestepigen ærgrede hende, Manden var grætten
og Børnene urolige. Den store, mørke Skygge
kommer bare af hendes Egenkjærlighed".
„Men den gamle Kvinde derborte", sa jeg; „hun
med de store, glade Barneøine, „hun svømmer jo
formelig i et Lyshav. Se, hvor Børnene flokker sig
om hende! Alle vil gjerne være i hendes Nærhed.
Lad mig ogsaa komme nærmere! Ti or du ikke,
min mørke Skygge blir borte, naar jeg kommer ind
i den Lyskreds, der udgaar fra hende? Hun har
vist aldrig kjendt Sorg i hele sit Liv".
Min lille, skinnende Ledsager smilte. „Ja, lad
os gaa nærmere hen til hende", sagde han.
Da lik jeg se, at den gamle Kvinde bar Smykker,
der gjerne kunde have passet for en Dronning. Et
Halsbaand af skinnende, hvide Perler, store, lysende
Ædelstene i det graa Haar og i Brystet et Smykke
af funklende Rubiner, røde som Bloddraaber. Men
endda skjønnere var Lyset, der udstraalté fra hele
hendes Person, og mest fra de store, glade Barneøine.
Jeg fik Taarer i Øinene. „Ak", sagde jeg, „findes
Lykken virkelig paa Jorden, saa maa det være her".
Engelen smilte igjen med det samme underlige,
vemodige Smil.
„Perlerne", sagde han, „er Taarer, som denne
Kvinde i Stilhed liar grædt, og Rubinerne er hendes
Hjerteblod, der Draabe for Draabe drypper fra
dybe Saar.
Hun har oplevet det tungeste, nogen
Menneskesjæl kan lide; hun har set sin eneste Søn gaa under
i Elendighed. De skinnende Stene i hendes Haar
er alle de Ofre, hun har bragt, og alle de Lidelser,
hun har baaret med Taalmodighed. Ser du den
lysende, blaa Ædelsten i Midten af Diademet? Det
er Haabet, som aldrig dør i hendes Hjerte, og som
rækker ud over Døden og Graven".
Mit Øie gled nu hen paa en af de mest lysende
Skikkelser; en liden, blaaøiet og guldhaaret Pige.
der var saa bleg, at en gjerne kunde taget hende
for et Marmorbillede.
Ogsaa liun havde hvide Perler om Halsen, men
ingen Rubiner.
Da saa jeg et Par snehvide Vinger løfle sig fra
Barnets Skuldre. Loflet aabned sig, og som en liden,
skinnende Engel hæved hun sig opad, høiere og
høiere, lige til hun blev borte mellem de tindrende
Stjerner.
Jeg saa paa Engelen. Han stod med foldede
Hænder og et ubeskriveligt Udtryk i det rene
Ansigt.
„Hun er gaaet hjem", sagde han. „Hele hendes
Liv har været en eneste Lidelse. Men Taarerne,
som den legemlige Smerte har afpresset hende, er
allesammen blevet til skinnende Perler. Og tilsidst
har selve Lidelsen givet hende hvide Vinger, der
har baaret hende ud af Mørkets Verden til et Land,
hvor der hverken findes Sorg eller Smerte, men
hvor alt er Lys og Glæde".
„Men jeg?" spurgte jeg. „Hvorledes skal jeg
blive kvit Skyggen, der formørker mit Liv?"
„Se!" sagde Engelen og smilte igjen.
Jeg fulgte Retningen af hans Blik og saa, at
Kvinden med Rubinsmykket bøied sig ned over et
lidet, Hilet Fattigbarn, der stod i Fare for at blive
nedtraadt i Svermen. Hun tog det smudsige, lille
Væsen op og trykked det til sit Bryst.
Da funkled Rubinerne med sterkere Glans, og
Lyskredsen omkring hende blev større.
— Og jeg saa den ene Skikkelse glide forbi efter
den anden, mørke og lyse om hverandre. Og jeg
syntes, det begyndle at lysne i min Sjæl. Store, tunge
Taarer trilled ned over mine Kinder, og med
Taarerne følte jeg, at Troen og Haabet kom igjen. Og
se: hver ençste Taare blev til en skinnende Perle.
— Da jeg saa mig om efter Engelen, var han
borte. Jeg laa igjen paa Sengen; Lyset var sluknet,
men gjennem Vinduet saa jeg en stor, tindrende
Stjerne, og jeg hørte en sagte Susen udenfor.
Var det Vindens Sus i Trærne, eller var det
Lyden af Engelens skinnende Vinger?
S. G.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
