Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 8. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
urd
Jeg var mig ikke bevidst at jeg tænkte at gaa
ud; jmen jeg tog mekanisk paa mig Hat og Kaabe,
og var ude paa Gaden inden jeg fik Tid til at tænke.
Jeg gik som en Søvngjængerske. Jeg var mig intet
klart bevidst, førend jeg fandt mig selv staaende
udenfor Agnes’ Bolig, stirrende op mod
Barnekammervinduet hvor Lampen lyste. Og mens jeg stod og
saa didop, tænkte jeg paa hvad dette lille Barn havde
været for sin Mor. Mere end et almindeligt Barn,
til og med mere end et almindeligt „eneste" Barn.
Nils var et Barn som var kommet efter et
mang-aarigt, barnløst Ægteskab, et Barn som hans Mor
havde længlet efter og haabet paa, som hun havde
fortvilt over, og hvis Fødsel liun havde velsignet
som den største tænkelige Lykke.
Jeg erindrede den Gang Agnes fortalte mig, at
hendes Forhaabninger skulde blive til Virkelighed.
Jeg huskede, at da jeg hørte Klangen af hendes Ord,
syntes jeg Sproget ikke kunde have et vakrere,
varmere og lykkeligere Tonefald, naar det skulde ønske
et,endnu ufødt Menneskebarn velkommen. Og jeg
erindrede da Agnes i dette samme’ Barnekammer
hvor Lampen nu brændte, løftede Barnet op af
Vuggen for at vise mig det. Aldrig har jeg set et
mere forklaret Udtryk i noget Menneskeøie.
Det snøftede og skreg indeni mig; men jeg kunde
ikke graate. Da jeg kom hjem, gik jeg forbi
Kjøkkenet, hvor Maria fremdeles sad og læste i sin Bibel.
Hun spurte mig om jeg var syg, og om hun
skulde hjælpe mig tilsengs.
— Nei, nei, sid slille og læs, sagde jeg, med
samme uklare Forestilling som nys, at hun gjorde
noget som var vor Herre velbehageligt, og som kanske
skulde blidgjøre ham.
Jeg laa i min Seng og lukkede Øinene.
Da var det det begyndte: Jeg saa Syner drage
forbi, og jeg hørte Stemmer — eller rettere, jeg
gjennemlevede det som aldrig er hændt.
Jeg hørte en Stemme hviske: Agnes’ lille Gut
er farlig syg. Og mens Ordene endnu lød i mine
Øren, og inden jeg havde kunnet fatte deres
Indhold, saa jeg det hvide Barnekammer og Sengen
hvor det syge Barn laa. Jeg hørte en raslende Lyd
og krampagtige Hosteanfald: jeg saa de smaa Hænder
fægte ud i Veiret og Munden snappe efter Luft. Og
jeg saa Agnes. Hun stod bøiet over Sengen med
Armen under Puden paa hvilken Barnets Hode hvilte.
Ved hvert Anfald løftede hun Puden op, forat Barnet
ikke skulde kvæles. Og da saa jeg lille Nils’
Ansigt. Gode Gud! For hvert Øieblik som gik blev
det frygteligere derinde i Barnekammeret. Det
frygteligste var Udtrykket i Agnes’ Øine, naar hun
saa op fra Barnet og fæstede Blikket paa et Hjørne
af Værelset hvor Skyggerne havde samlet sig. Det
var som om hendes Blik droges derhen af en
magnetisk Magt; der kom et Udtryk i hendes Øine af
forstenet Rædsel, og hun trykkede Armen med Guttens
Hode nærmere mod sit Bryst, ligesom for at gjemme
og beskytte ham mod den hun saa. Og jeg vidste
at det var Døden hun saa, — ogsaa jeg saa ham.
Men hver Gang hendes Blik droges henimod
Skyggerne derborte, gik der Kuldegysninger gjennem mig
af Rædsel ved Tanken paa at hun ogsaa kunde se
mig. Thi jeg stod der ved Siden af Døden. Usynlige
Hænder holdt mig fast — jeg forsøgte at komme
bort; men jeg kunde ikke undfly.
Da Lægen ordnede sine Instrumenter for Opera-
tionen, førtes Agnes ud; men jeg var tilbage —jeg
saa–-—.
Der fulgte en Stund da jeg var fuldstændig
mod-standsløs og borte. Men nu hørte jeg den samme
Stemme sige:
— Du ved jo at lille Nils er død.
Jeg vidste det, og det var mig som om jeg
umuligt kunde overleve det.
Jeg satte mig op i Sengen og tørrede Koldsveden
af min Pande. Jeg forsøgte at tænke for at døve
Angsten.
— Det var kanske bedst at jeg gik op til Agnes,
talte med hende. Kanske det vilde lindre, om jeg
bad hende tilgive mig — have Forbarmelse med
mig !
Nei, nei, det var umuligt. Jeg vilde ikke kunne.
Og den fremmede Stemme sagde, at det eneste jeg
havde at gjøre var at tie for Agnes’ Skyld, og for
min egen. Noget saadant kunde aldrig tilgives,
aldrig glemmes. At sige det var det samme som en
ubønhørlig Skilsmisse mellem mig og Agnes. Og
vi behøvede hinanden. Aldrig, aldrig liele mit Liv
kunde jeg med Ord eller Handling lade hende
ane–—.
Og i denne Stemning gled andre Syner forbi.
Jeg sad hos Agnes, mens det døde Barn laa i
Værelset ved Siden af. Og det jeg da oplevede, forekom
mig ligesaa forfærdelig som det jeg nylig havde
gjennemgaar
Agnes havde lagt Armen om mit Liv og ludede
nu Hodet mod mit Bryst.
— Med dig kan jeg tale om min lille Gut, sagde
hun, med en dyb, undertrykt Snøftning. Du holdt
saa meget af ham — det var jo ogsaa umuligt andet
— men han holdt saa meget af dig. Naar jeg tænker
paa at det ikke er otte Dage siden han sad paa dit
Knæ inde i Barnekammeret, og du fortalte ham
Eventyr! Husker du hvor henrivende han var, naar
han sad og saa saa alvorlig paa dig med sine store
Øine, og hvor ivrig han lyttede til alt hvad der
fortaltes. Og saadant Minespil naar du fortalte noget
som var rigtig spændende! Var det ikke merkeligt
hvor godt et saadant lidet Barn forstod sig paa Spøg?
Aa hvor han lo! Har du nogensinde hørt et lidet
Barn le som han? Det var som Musik. Ja det
vaiet deiligt Barn. Sidste Gang jeg var ude med liam,
merkede jeg at flere vendte sig om for at se efter
ham. Han var saa vakker; Farven var saa frisk, og
Øinene lyste. Hendes egne Øine straalte idet hun
talte. Saa fyldtes de pludselig med Taarer. —
— Ved du, jeg angrer saa bittert at jeg ikke
lod ham gaa med os den sidste Søndag da han bad
saa meget om at faa være med. Jeg sagde nei, da
jeg var bange for at han skulde blive for træt, og
jeg altid syntes det var bedre for liam at gaa med
Barnepigen. Vi maatte jo undertiden stanse og tale
med Bekjendte som vi traf, og jeg var altid urolig
for at han skulde forkjøle sig. Dada fortalte, hvor
jublende glad han blev da han fik se dig. Han
sprang fra hende saa fort at hun ikke kunde følge
med. Og hvor ligt det var liam, en saadan liden
Skjelm som han var, at gjemme sig under din Kaabe!
Var det her, lier hvor jeg nu ligger? Ak mit Barn,
mit Barn!
Det skreg og raabte indeni mig: Det er jeg
som liar myrdet dit Barn! Men jeg tvang mig til
at tie, jeg følte at jeg ikke havde Ret til at berøve
hende den Smule Trøst hun havde i mit Venskab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
