Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 8. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
_URD
En Fyrstindes Barndom.
Den lille fjortenaarsgamle Pige, hvis Billede vi
ovenfor gjengiver for vore Læsere, er nu en
meget højtstaaende Dame. Det er gaat med hende
som med den unge Pige i Eventyret; hun flk
Prinsen og — — — nei det halve Kongerige fik hun
ikke; thi Prins Bernadotte maatte frasige sig sin Ret
til Tronen for at kunne ægte den han havde kjær.
Men det er som liden Pige vi denne Gang skal
stifte Bekjendtskab med Prinsesse Bernadotte, som
den hun var, da hun endnu hed Ebba Munck, og
som Skolepige sammen med sine tre trofaste
Veninder gik om til de Fattige og Syge, feiede Gulve,
vaskede Smaabørn og lavede Mad. De tre
Smaapiger havde dannet en Syforening, som de kaldte
E. L. G. (En liden Gave). De kom sammen hver
Lørdag Eftm., og for de 6 Øre enhver af Medlem,
erlagde i Afgift, samt andre tilfældige Gaver, kjøbte
de Materialet til de Klæder som de forfærdigede, og
som uddeltes Juleaften, naar det lille „Trekløver"
samlede en Skare fattige Barn om den store
Julegran i Ebbas Hjem.
Den store Velgjørenhed som i det stille
udøvedes i Ebbas Hjem, skriver Idun, hvorfra vi har
hentet de fleste af disse Oplysninger, lærte hende
tidlig at tænke paa de Fattige; saaledes sendtes t.
Eks. hun og hendes et Par Aar ældre Bror paa
Forældrenes fælles Fødselsdag med forseglede
Pengebreve til fattige, ensomme og glemte Kvinder,
som engang havde set bedre Dage. Det var rørende
at se disse to Børn, ukjendte som de var i Byens
Udkanter, spørge sig frem fra Dør til Dør og
endelig, naar de fandt Adressaterne, levere sit Brev uden
at oplyse om hvem Giveren var.
Endnu et fremtrædende Træk ved Ebbas
Karakter var en medfødt Hang til Enkelhed.
Karakteristisk i saa Henseende er en Ytring af hende som
Barn: Naar jeg blir stor, vil jeg aldrig være fin
og gaa paa Visitter som de Voksne. — Og hvis hun
nogen Gang havde en Dragt som hun syntes vakte
137
Opmerksomhed, var det meget vanskeligt at faa
hende til at bære den.
Saa gik Aarene hen, og Ebba var ikke længre
en liden Pige; men de fattige Barn havde hun ikke
vokset fra. Og de paa sin Side havde heller ikke
glemt hende, og saa hændte det mere end en Gang,
at hendes Protegéer, naar de kom op for at tale
med „Frøkenen", ved Synet af hendes Ansigt glemte
alle de høflige Ord deres Mødre havde formanet
dem til at bruge, og blot spurte om „Ebba" kunde
hjelpe dem med det eller det. Og „Ebba" optog
ikke denne Tiltale unaadigt; men lo saa
hjertensgodt og var altid rede til at hjælpe -med Raad eller
Daad.
Men en Dag gjorde Sorgen sin Indtrædelse i
det lykkelige Hjem. Ebbas Far, den af alle ærede
og agtede Oberst Munck, døde, og Ebba selv forlod
Hjemmet, kom ud i den store Verden, kom høit,
lige til Kongeborgen, og ved Synet af hende gik det
Kongesønnen som det gik de fattige Børn i
Jønkø-ping; han glemte den Mur der skilte dem, glemte
Frøkentitlen, og saa blot den vene Ebba for hvis
Fod han lagde sin Fyrstekrone og sin Rettighed til
en Kongekrone.
Men endnu som Prinsesse fortsætter „Ebba"
den Kjærlighedsvirksomhed hun begyndte som Barn.
Brødrene
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
esværre sandt, I to Vismænd! Men jeg vil — o, der
er han allerede tilbage !
Og med en Kjæmpebuket af Marschal Nielroser
i Haanden og smeltende Sne paa Spidsen af de
lakerede Støvler viste Russeren sig atter.
— Hvor Kusken smilte over hele Ansigtet! Hans Næse lyste
som et Fyi’taarn.
Uden al videre Forklaring lagde han Roserne i Lores Haand.
— Ak hvilken Pragt! Har De medbragt de herlige Blomster
fra Paris? Men Fyrste, De falder jo tilbage til Deres gamle Feil,
uagtet jeg har forbudt Dem denne Ødslen med Blomster. Giv
heller Pengene til de Fattige.
— Det gjør jeg ogsaa! Men dette er et Leilighedskjøb. Jeg
saa Buketten i et Butikvindu i „Unter den Linden", lo han muntert.
— Hvad tager man sig til her i Berlin om Aftenen?
Hvormed fordriver en Ungkarl Tiden? søgte han at aflede Samtalen
for at undgaa Lores forskende Spørsmaal.
Hermann gav ham nogen Raad. — Hvor bliver Bruno af?
tilføiede han og saa paa Uret.
Lore trak paa Skuldrene. — Han har formodentlig et eller
andet Sted truffet nogen gode Venner.
— Ja, Deres Hr Gemal er et saa charmant Menneske, en
fortræffelig Kamerat — jeg kjender ham fra Paris : man slipper
ham aldrig, nrélite Russeren. — —
Klokken var over elleve, da de tre omsider brød op.
— Tør jeg byde Dem min Vogn, Frøken Helm?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
