Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 8. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
urd
Frøkenen tog uden videre mod Fyrstens Tilbud og satte sig
med de to Herrer op i Vognen. Al tillært barnagtig Snerpethed
var hende fremmed.
Hun boede i Byens Midtpunkt, i den ældste Del af Berlin.
Da hun var steget ud her, kjørte Hermann og Fyrst Sissi ned
ad „Unter den Linden". Den sidste havde slaat Vognvinduet
ned, trods den sterke Kulde, og sad med aaben Frakke og
straalende Øine ved Siden af sin Ledsager, nj’sgjerrig betragtende det
natlige Liv i den fremmede By.
— Ah, ganske smukt, dette nye Beiiin! sagde han, idet han
bød Hermann en Cigar.
— Nu er vi ved Hotellet, Deres Durchlauchtighed!
F}rrsten sprang rask ud af Vognen.
— Maa jeg bede Dem vente et Øieblik, Hr. Løitnant —
jeg vil kun bestille et Værelse og lade min Bagage bære op —
vil De spise tilaftens et eller andet Sted med mig? Jeg kan
ikke sove før Klokken et.
Hermann vilde meget heller kjørt til sin Bolig; men det
forekom ham uhøflig at afslaa den Fremmedes Anmodning,
derfor sagde han: — Godt, saa kjører vi sammen.
Efter nogen Minuters Forløb kom Russeren tilbage. —
Hvorhen vil De føre mig? Er det langt borte?
— Nei, kun .nogen Minuters Vei.
Hermann gav Kusken Adressen, Fyrst Sissi nikkede
bifaldende med Hodet og saa en Stund eftertænksom hen for sig
bag Kuskens brede Byg. Derpaa udbrød han pludselig, idet han
lagde sin slanke Haand paa Hermanns Arm: Nu er jeg
lykkelig! Nu ruller atter Blodet ganske fornuftig gjennem mine
Aarer; jeg er glad og fornøiet, fordi jeg ved, at jeg hvert Øieblik
kan se Deres Svigerinde. Ak, hvor den sidste Tid i Paris var
afskyelig! Og Deres Svigerinde! Hun er saa smuk, saa
madonnaagtig! Og saa venlig mod mig! tilføiede Fyrst Sissi for
sig selv.
Men Hermann havde hørt det. I hans Ansigt kunde man
have læst Mismod og en vis Ærgrelse over den dumme Samtale.
Busseren betragtede sin Ledsager opmerksomt; pludselig slog han
over i en ganske anden Tone, og med en Stemme saa blød som
en Kvindes fortsatte han, idet han lagde Haanden paa Officerens
Knæ: — De holder meget af Deres Svigerinde?
— Hvortil — hvad skal det tjene til? Ja visselig, som en Søster.
Han lagde et vist Eftertryk paa det sidste Ord.
— De er haard mod mig, hvis De anser Forholdet mellem
Baronessen og mig — nu hvorledes skal jeg udtrykke mig —
som Udslag af en slet Pariservane,maaske som noget endnu værre.
— I saa Tilfælde vilde jeg ikke sidde her ved Deres Side.
Durchlauchten bed sig i Læben. — De skal lære at forstaa
mig, om vort Bekjendtskab ogsaa først blev sluttet idag. Jeg
har kjendt Dem allerede i længre Tid meget godt gjennem Deres
Svigerinde, og jeg vil nu fortælle Dem min Historie. Men vi er vist
ved Maalet. Godt. Kan vi faa et Værelse for os selv? Jeg
vilde gjerne tale uforstyrret med Dem.
Bestaurationen var temmelig godt besøgt, men det
lykkedes dog de Ankomne at finde en stille Plads.
— Chateau la Bose? spurte Fyrst Sissi med en
Ilovedbøi-ning henimod Hermann. — Tillader De! Han skjænkede
langsomt begge Glas fulde, kastede sig tilbage i Stolen, slubrede
forsigtig og med Kjendermine i sig den sterke Vin og lod de blaa
Bøgskyer fra en Cigar langsomt stige op mod Taget. Med
Øinene halvt lukkede, som saa han langt, langt ud i det Fjerne,
begyndte han:
— Deres Svigerinde sagde, at jeg skulde have begivet mig
tiltjage til min Steppe. Ja, der er jeg vokset op, hist nede paa
Steppen, hvor Wolga lader sine mørke Strømme saa hyggelig
melankolsk rulle ud i Havet. Min Far har jeg aldrig kjendt.
I flere Aarhundreder er Mændene i vor Familje døde af
Hjerteslag, pludselig, uden forudgaaende Sygdom. Saaledes ogsaa han.
Hvorledes det gaar til? Nu, Sandheden til Ære — det lyder
afskyelig; men ingen af mine Forfædre skal endnu være blevet
revet’bort i nøgtern Tilstand. Det er som en Skjæbne, som en
Forbandelse i vort Blod. Jeg føier det selv i mig. Der er
Tider da jeg maa kjæmpe derimod med al min Kraft og dog
ligge under. Paa andre Mennesker virker Nydelsen af Alkohol
paa en anden Maade end paa mig — jeg liar set Folk blive
lystige, bedrøvede og søvnige. Af dette sporer jeg intet; jeg
tror at føie mig ganske normal, bliver i fuld Besiddelse af min
Aandskraft, kun at denne virker meget mere samlet. Blodet
banker som Hammerslag i mine Aarer, min Fantasi arbeider
i et rasende Tempo, og jeg er istand til at tænke mere i et
Sekund end ellers i Timer. Men kort og godt — min Far døde
ti Dage efter min Fødsel, og min Mor fulgte ham snart. Den
gamle Maruschka, min Amme, og en Onkel, en fjern Slægtning
af min Mor, opdrog mig, det vil sige, den sidste forkjælte mig
naar han var drukken, og slog mig naar han til andre Tider
havde Smerter i Hodet. Forøvrigt voksede jeg op som
Ukrudtet bag Bondens Lerhytte. Da jeg var otte Aar, fik jeg en
Lærerinde, en tysk ung Pige, som efter nogen Tids Forløb blev
drevet bort ved min Onkels Kjærlighedserklæringer.
Denne tyske Opdragerinde var den eneste Kvinde der i
min Barndom udøvede nogen Indflydelse paa mig, thi Maruschka
kunde jeg slaa eller kjærtegne, hun var lige taknemmelig for begge
Dele, maaske mere for det første, fordi det forekom hyppigere.
Senere blev Opsigten overdraget en Huslærer; men denne drak
og spilte med min Onkel istedetfor at bekymre sig om min
Uddannelse. Hele Dagen gjennemstreifede jeg nu Steppen paa
raske Heste, saa Solen gaa glødende ned over den og laa med
Hodet paa Sadlen hele Natten igjennem, drømmende i det
fugtige Steppegræs eller di’ivende om i Kosaklandsbyerne, der ofte
laa Mile borte fra Godset. Da jeg blev ældre, følte jeg at jeg
var Herre, at hele denne Eiendom var min, en Eiendom som
var større end Øiet kunde naa. Jeg kunde ride i Timer, og
det var endnu min egen Grund min Hests Hove berørte. Min
Onkel var hørt op med at prygle mig, siden den Dag jeg havde
holdt den knyttede Haand op for hans Næse. Nu skulde jeg i
et Institut i Moskwa; jeg lo min Onkel ud, og reiste ikke. Det
kunde nok været tiltrækkende for mig at komme til Byen; men
der var noget som holdt mig fast — som var sterkere end
Længslen efter det Fremmede.
Fyrsten taug et Øieblik og bøiede lyttende Hodet til Siden;
der lød Klirren af Glas fra et Sideværelse, og Stemmen af et
Fruentimmer der lo og talte livlig og overgivent, trængte sig
ind til dem.
— Lystigt Liv! sagde Busseren sarkastisk, idet han gjorde
en Bevægelse med Hodet henimod det tilstødende Værelse.
— Ønsker De en Cigar til? Men det kjeder Dem vel at høre
om mit Liv. Ikke? Virkelig ikke? Nuvel, mig gjør det godt
atter en Gang at tale om disse Ting, og da De er Baronessens
Svoger, skal De lære mig at kjende. Altsaa: hvor var det jeg
stansede? Jo rigtig! Jeg var i Tidens Løb blevet atten Aar,
en fuldt udviklet høi Yngling. I en langt bortliggende
Kosaklandsby havde jeg set hende; hun gav min tørstige Hest Vand
ved Cisternen. Hun var slank og smidig som en Gazelle, med
to Fletninger saa tykke som min Haand nedover R}rggen, røde
Læber, mellem hvilke Tænderne, der lignede Stepperævens,
skinnede frem. Hun vakte i mit Bryst hin Følelse som Menneskene
kalder Kjærlighed, hun, Barn af en fattig Kosak. Jeg nærmede
mig hende med den vaagnende første Kjærligheds ængstelige
Frygtsomhed ; hun var ikke uvenlig. Hvor Blodet rullede varmt
i Aarerne i de stille Sommernætter, naar vi med de andre Par
dansede rundt Ilden efter Tonerne af Kosaksange! Hvor
Klæderne flagrede og Lemmerne straktes ud! Men jeg vovede dog
neppe under alt dette at berøre hende.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
