Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 15. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
urd
ligget, — saa flk den se noget, som hang og slang
og fristede den.
Klatsch! der laa Fruens nye Bordtæppe paa
Gulvet — og den store Glasvasen i hundre Kn^s. Døren
gik op, og Fiuen kom skjældende og smældende ind.
Og Karo fik Juling for første Gang i sit Liv.
Men det var bare Indledningen.
Dernede i Smaabyen fik Hvalpen den slemme
Vane at gjø ad alt muligt, for der var jo saa meget
at gjø ad. Saa var det et Klædesplag, som hang
paa Væggen og slang, saa var det en Kat, som gjorde
Kunster, og saa kunde der komme en fuld Mand
ude i Gaden. Vov—vov—vov! det maatte jo
altsammen begjøes; hvad havde den ellers faat et sligt
Gneldremaal for.
Men en Dag blev den puttet i en Kurv, og da
den kom ud igjen, var den kommen til en Plads
langt oppi Lien.
Men her var da ingen Ting at gjø ad; ikke en
fuld Mand — ikke. en Kat engang; bare engang
imellem en Skjære, som forsvandt ved det første vov!
Karo sad ofte paa Stenhellen udenfor Døren og
tænkte den Vintren — tænkte paa Byen og alt det,
som var dernede — tænkte paa, at det i Grunden
var noksaa kjedeligt saa’n at være moralsk fordærvet
og skulle lære Folkeskik.
Men saa kom Vaaren og med den Jagttiden, og
Karo kom tiiskogs.
Vov—vov—vov! Dette var noget andet end at
sidde paa Stenhellen og sture. Vov—vov—vov ! der
var en Ekorn — bare Karo ogsaa havde kunnet
klatre. Vov—vov—vov! Der kom en Skjære
skvat-rende — vov—vov—vov!
Men saa med en Gang vankede der Juling.
Karo kunde ikke forstaa dette. Slig gik det Dag
efter Dag. Var da ikke de to Mænd ogsaa i Skogen
for at more sig?
— — Nei, det var en Fillebikje; det var de
enige om. Og saa blev Karo solgt for Spotpris og
kom ned paa den store Gaarden.
Der skulde Hvalpen være Gaardshund; for sligt
Gneldremaal skulde En aldrig ha hørt.
Men den første Kvælden — for et Lurveleven!
Karo skulde ligge ude i Hundehuset; men ikke før
havde de lagt sig paa Gaarden, før de hørte et langt,
ynkeligt Hyl udenfor Døren.
Johannes, som laa inde i Stuen, reiste sig op
under Skindfælden, søvnig og grætten : Tschju, vil
du tie !
Vov -vov—vov—u—u—uh !
Johannes sprat op af Sengen og bort i Døren i
bare Underbukserne.
Vil du holde Kjæft, di Fillebikje du er!
Vov—vov—vov! lød det tappert bortmed
nærmeste Hushjørne.
Set slig Bikje!
Johannes bort i Sengen igjen og trak
Skindfælden over sig.
Men da var Karo udenfor Døren igjen med et
langt, ynkeligt Hyl. Johannes maatte gjøre sig baade
lækker og blid i Stemmen for at faa den ind.
— Den næste Morgen laa Karo ude paa
Laave-broen og spekulerte. Jo, den havde faat en vann
Modtagelse der paa Gaarden. Først et svare Leven
med Katten inde i Sengen, hvor de begge vilde finde
sig en Soveplads. Saa derfra midt oppi Hønseflokken,
som i Morgenstilheden gik og pillede Brødsmuler
ude ved den store Stenhellen; der blev en Kylling
bidt i ene Benet, saa den maatte dræbes. Saa var
der et Par nye Bukser, som hang og slang og viftede
i Morgenvinden ude paa Havestakittet. Karo kunde
jo ikke tænke sig andet, end at de var hængt der
til at lege med. Og saa — — ja, saa vankede der
Prygl, saa de hørte det helt ned paa Nabogaarden.
Huf! den følte Svien efter Svøbesnerten endnu; det
kløede og ståk over hele Kroppen.
Hvad skulde den nu ta sig til? Det var
sandelig ingen Moro at ligge her saa uvirksom.
Der kom en deilig stor Flue — hid og did, hid
og did; nu var den høit, nu var den lavt, saa frem
igjen og saa tilbage; nu var den lige over Karos
Næse — baf!
Nei, der var ingen Moro ved slige Fluer; se,
der fløi den over Taget.
Men der hang en Skindfæld paa Rækværket
det skulde være noget at lege med. Karo skakkede
paa Hodet, snart paa den ene Kant, snart paa den
anden, — Halen bevægede sig svagt, ganske svagt;
bare den Skindfælden snart vilde røre paa sig.
Men med et stod Halen stille — stille — stille;
Hodet blev staaende paaskakke; hele den vesle
Kroppen var spændt Nysgjerrighed.
Frem om Hjørnet paa Fjøset kom der en
underlig Fyr; han havde sidt hængende Ragg, langt
Skjæg og to lange Horn, som krummede sig bagover;
det var en morsk Fyr, for det var sjølveste Bukken
paa Gaarden. Den gik med sindige Skridt, nikkende
i Takt, og stansede lige nedenunder Laavebroen.
Karo gjorde sig færdig til Angreb; dette maatte
være noget at ruske i ; den lagde sig plat ned med
Hodet strakt forover, Halen stille, Forbenene færdige
til Sprang og vov—vov—vov — lige imod den anden.
Men Mads Gjedebuk var ikke af dem, som taalte
Spøg; han følte sig ligesom den fornemste der paa
Gaarden; selv den store, sinte Purken frygtede ham,
og den vesle Saubukken, som gjerne vilde gjøre sig
til, værdigede han ikke engang et Blik. Og han
skulde nok vide at lære deri nye Fyren Respekt.
Han stod lidt og mønstrede Hvalpen; tog saa
et Par Skridt forover. Karo trak sig undaf; saa gik
det Skridt for Skridt — den ene forover, den anden
bagover, indtil Karo stod ude paa Kanten af Laavebroen.
Vov—vov—vov!
Men i det samme følte den ogsaa Bukkens lang
Horn i Siden, og med et ynkeligt Hyl deisede den
udover Laavebroen og for med Halen mellem Benene
over Tunet — gjørende en lang Omvei — og ind
i Gangen.
Fra den Dag var Mads Buk noget af det
frygteligste, Karo kjendte. Den kunde ligge ude i
Grønsværet paa Tunet og svinge med Halen saa inderlig
fornøiet, mens den med Øinene fulgte Svalerne, som
fløi over Hustagene; alt kunde være Fred og Glæde;
men fik den saa Øie paa et langt Skjæg og et Par
høie, svarte Horn stikkende frem om Hjørnet paa
Fjøset — straks smøg Halen ind mellem Benene,
Ryggen blev krum og Ørerne sidt hængende — slig
løb den med enkelte rædde Bjæf over Tunet og ind
i det første, det bedste Gjemmested, enten det va
ind i Stuen eller under Staburet.
Ikke stort bedre gik det hos den vesle Saubukken
heller; den kunde se uskyldig nok ud, naar den
stod der og tyggede paa en Kvist — rigtig saa
inderlig purkeful og fornøielig og oplagt til en Spas; inen
bedst det var, lik Karo en i Siden, saa den trillede
bortover.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
