Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 15. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(143
Den turde tilslut ikke nærme sig Fjøset eller
Laaven; det kunde da være, naar den saa en Høne
gaa for sig selv bortunder Laavebroen og pille Korn;
da begyndte Halen at røre sig — sving — sving,
Hodet ned, Blikket lurende, først i forsigtig, prøvende
Dilt, men saa med en Gang nogle vældige Hop og
vov—vov—vov!
Ko—o—o—kokokokokokokoko !
Der kunde bli et Leven, som vakte Opsigt baade
i Hønsegaarden og i Svinestien; den store Hanen
strakte Halsen tilveirs og blæste Allarm; den gamle
Purken skottede med et Øie gjennem Plankegjærdet,
og Mads Buk, som paa sine gamle Dage ikke gjorde
svært lange Udfarter, kunde stanse op bortmed
Fjøs-væggen og lytte opmerksomt.
Men saa med et kunde Kari Budeie dumpe midt
oppi Legen med den møgede Fjøslimen i den ene
Haand og blæse op:
Den elendige Fillebikja; hu Høi her og beit Beina
a baade Folk og Krøtter; men nei om a kunde passe
Garden lel — skjeldte Kari bortmed Fjøsvæggen
mange Gange om Dagen.
— Aa, du var vel ikke likere du heller, da du
var Hvalp, bemerkede somme Tider Lars Husmand,
naar han hørte det.
Lars var den eneste, som der var lidt Moro ved,
især naar han drog tiiskogs med Øksen eller opefter
Elven med Fiskestangen.
Langt oppi Skogen var der en Slette, hvor
Elven randt bred og stille; der gik Fisken saa fed og
fornøiet. Der gik Lars Husmand og fiskede.
Pip! sa det, da Fisken sprat. Pip! pip! sa det,
da Karo hoppede udi. Her var det Moro at være.
Lars Husmand var da en fornøielig Fyr.
Men Lars likte ikke bestandig dette her; Karo
kunde da gjerne holde sig væk og ikke skræmme
Fisken.
Men Karo kunde ikke indbilde sig andet, end
at det altsammen var til dens Fornøielse.
Vov—vov—vov — der sprat en Fisk. Vov—vov
—vov — der flöi en Svale. Op igjen, saa Vandet
sprøiter omkring. Vov—vov—vov — der er en
Saue-tlok, den maatte Karo hilse paa. Vov—vov—vov —
der løb Sauene ogsaa — det var Moro — i fuldt
Firsprang ind gjennem Skogen — over en høi
Skigard — vov—vov—vov — der blev en hængende igjen
i Benene — vov—vov—vov. Karo kunde jo ikke vide,
at Sauen havde brukket et Bagben, saa den maatte
slagtes.
Johannes og Stubberuden holdt paa at bli helt
Uvenner for denne Sauens Skyld. Stubberuden
forlangte, at Bikja skulde skydes; men Lars Husmand
bad for den; det maatte da gaa an at vænne den
af med slige Fantevaner.
Og Karo blev mere og mere Godvenner med
Lars Husmand; de laa paa Græsvolden ude paa
Tunet i Middagshvilen, og om Kvælden var de
op-ved Husmandspladsen.
Men ud paa Sommeren flk Lars det travlt, og
om Kvældene var der ikke mere nogen Leg; han
laa for det meste og sov. Karo kunde holde saa
meget Leven, den vilde; Lars rørte sig ikke.
Saa begyndte Karo at ligge ude paa Bakken
lige udenfor Indkjørselen til Tunet og kjede sig.
Der var det da at passe paa, om nogen kom nedi
Veien. Det første den saa noget røre sig bag
Buskene nedenfor Skigarden, saa vov—vov—vov —
afsted i fuldt Firsprang.
I Længden blev det noget kjedel i gt dette ogsaa;
thi for det meste var det ikke andre end Johannes
eller Gammelen, han Ola, eller hun gamle Marit
oppi Rønningen, som kom opover Bakken. Og de
var saa stok døve og kjedelige, at de ikke gad røre sig.
Men saa begyndte der udpaa Sommeren at
komme Byfolk til Nabogaarden. Karo kunde oppe
fra sin Udkigspost paa Bakken se, at der var noget
fore dernede; han spekulerte i mange Dage; saa
lurte han sig afsted en Eftermiddag bortmed
Smedjen, hoppede over Skigarden, øgede Farten ned
gjennem Havnehagen og kom ind paa Nabogaarden i
fuldt Firsprang under en vilter Gjøen og med hele
Hønseflokken foran sig.
Jo, der kom den net op i det; Solen sved i
Husvæggene; alting saa ødsligt og dovent ud;
ingen Gris, ingen Kat at more sig med; ikke en
enslig Svale engang — bare nogle næsvise Fluer,
som surrede i Solvæggen. Der hang en rød Klud i
Toppen af en høi Stang. Vov—vov—vov — at den
skulde hænge saa høit.
Men hvad var det, som laa bredt udover
Græsvolden derborte ? Vov—vov—vov ! Det maatte
undersøges; saa deiligt og mygt og blødt det føltes
mellem Tænderne; det var noget at more sig med.
Afsted nedover Veien og udover alle Jorder — vov
—vov—vov—vov—vov—vov—vov — raratsch!
— — Om Kvælden fik Karo Juling; man havde
fundet en af Bydamernes Kjoler i Stumper og
Stykker nede paa en af Jorderne. Budeien havde set
Karo løbe afsted med den.
Men alligevel var Karo fra nu af en daglig Gjæst
nede paa Nabogaarden; kunde han vide andet, end
at Bygjæsterne gjerne vilde more sig, slig som de
skreg og fægtede baade med Arme og Paraplyer,
naar han kom sættende lige imod dem.
Især var det en Fryd at passe paa, naar de
havde sat sig ved Middagsbordet — da at komme
styrtende gjennem den aabne Dør, helst rigtig sølet
paa Labberne, saa det satte store Mærker paa
Gulvet — lige ind og med et Sæt plante Labberne midt
oppi Fanget til den vesle, gamle Frøkenen. For da
blev der Moro; Stole væltede —vo\—vov—vov —
Knive og Tallerkener faldt i Gulvet, saa det klirrede,
Damerne for op og skreg. Og Karo kom i
Perlehumør, for ind gjennem Døren med hele Flokken
efter sig: Dit stygge Bæst! Din Fillebikje! Din
–—! Jo, det var noget til Moro!
En Dag kom Manden paa Nabogaarden op rød
og sint. Johannes sad ude paa Stenhellen.
Han fik passe Bikja si’; nu havde hu’ jaget en
Kylling ned gjennem Fjøslemmen.
Et Par Dage senere kom der ny Besked. Karo
havde flyi lige i Beina paa hu’ Randi, i det samme
hu’ gik ind til Middagsbordet med et stort Fad med
fin Fjeldørret — Ørretten udover hele Gulvet,
Middagen blev for snau; Gjæsterne havde klaget.
Saa blev Karo foræret bort til nogle Kjørere,
som reiste nordover Dalen. Gudskelov, nu blev der
da endelig Fred. Det var saa stille, at de næsten
ikke kunde tro det. Hanen strakte Hals mange
Gange om Dagen og speidede efter den støiende
Hvalpen ; kykeliky — ko—ko—ko—ko—ko — hvor
mon der var blit af ham.
Mads Buk stod ofte og tittede frem over
Fjøs-hjørnet for at se efter Karo. I Grunden var Mads
noksaa vel fornøiet over at kunne faa slippe denne
anstrengende Hustugten. Men ingen var mere foi>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
