Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 15. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
urd
nøiet end den gamle Frøkenen nede paa
Nabogaar-den; nu kunde hun da trygt gaa over Gaarden igjen,
naar hun skulde op paa Udsigten.
Men sent en Kvæld lød en ynkelig Hyl udenfor
Johannes’ Vindu, netop som han havde lagt sig.
Det hørtes ud paa Laaten, som om Karo lovede Bod
og Bedring. Johannes haabede ogsaa det bedste.
Dagen efter ramponerede Karo alligevel Kjolen
til den gamle Frøkenen, netop som hun kom opover
Bakken for at gaa op paa Udsigten.
–Nu var der ingen Bøn for det. Karo
skulde skydes. Der blev saa aldrig Folk af den
Hvalpen alligevel. En kunde prøve baade med
Lækkerhed og Vondord; lige lidet hjalp det, mente
de allesammen. Ja, Lars Husmand mente nu sit,
han da; men nu var der ingen, som tog Hensyn til,
hvad Lars sa. En Fillebikje kunde ikke bli andet
end en Fillebikje, selv om den havde aldrig saa godt
Gneldremaal. Var Karo med i Skogen, saa løb den
efter hver en liden Kvist, som faldt ned. Og sov
gjorde den om Nætterne, saa En gjerne kunde bære
den ud. Men Sau og Gjed kunde den jage, og rive
Klædesplag istykker, og holde Leven, saa Folk ikke
kunde faa Ro.
Nei, Folk blev der aldrig af den Bikja alligevel.
Det var da ikke værd at gjøre sig Uvenner med
hele Bygden heller.
–Og saa en Dag efter Kvældsværd slængte
Johannes Geværet over Skulderen og lokkede Karo med
sig. Hvalpen sprang glad og fornøiet foran opover
Engene. Vov—vov—vov — hvad skulde dette betyde
—vov—vov—vov — i Skogen med Johannes —vov
—vov—vov — skulde den slet ikke ha Juling. Det
var noget, dens Hundeforstand ikke kunde begribe.
Men da den oppi Skogen blev bundet til en liden
Gran, og Johannes fjernede sig nogle Skridt og tog
Geværet ned fra Skulderen, begyndte den at forstaa;
den ståk Halen mellem Benene og vilde smyge
bagom den vesle Granen.
I det samme fløi et Par Fugle op skræmt af
Skuddet; og da Røgen trak væk, laa Karo der; den
rørte sig endnu.
Vov—vov—vov ! sa den ligesom i Drømme og
langt væk. Og saa blev den liggende stille.
Brødrene
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ndelig en Aften — vi stod efter Dansen lige ved et
• Hegn bag hvilket Hestene hørtes at pruste og snøfte
^ i den stille Nat. Paa Himlen glimtede Stjernerne
saa klare og straalende, og i Øst stod Maanen
flammende som en Brandfakkel, — hvorledes alt gik til,
det ved jeg ikke, endskjønt jeg tror jeg spillede en
temmelig dum [Rolle. Jeg følte hendes hede Aande paa mine
Læber, hendes bløde Arme om min Hals. Jeg kyssede hende
og skjælvede over hele Legemet ved den Storm der rasede i
mit Hode. Jeg havde en Følelse af at Djævelen holdt mig fast
ved Haarene med en Jernhaand. Da stødte jeg hende bort fra
mig med et Skrig, i to Spring var jeg ved Siden af min Hest,
og i næste Øieblik jagede jeg henover den natmørke Steppe.
Var det en Skuffelse, eller hørte jeg virkelig en Kvindes Latter
bag mig? Efter et kort Ridt gjorde jeg Holdt. Bevægelsen og
den friske Luft havde afkjølet mit Blod; jeg skammede mig
over min taabelige Flugt, det latterlige ved min Opførsel blev
mig klar. Jeg vendte Hesten, ilede samme Vei tilbage og sneg
mig sagte omkring hendes Fars Hus. Lyden af Stemmer trængte
sig ud fra det sammenfiltrede Buskads som dannede et
Lysthus; det var hendes Stemme og en Mands — —. Forsigtig
kigede jeg gjeunem Løvet. Jeg troede at skulle kvæles; der gik
som en isnende, stivnende Gysen gjennem mine Lemmer. Hun
sad paa en ung Kosaks Knæ, og han kyssede hende, idet han
sagde: Hvad har den rige Herre gjoi’t? — Han er dum som
en Pope, han sprang op og løb hort. — Hold paa ham min
Due; han vil ikke være gnieragtig, og saa bygger vi os et lidet
Hus. — Jeg følte i hin Stund et opirret Dyrs Raseri i mit
Indre. Maanen skinnede klar, selv gjennem det tætte Løvværk
trængte dens Straaler. Derpaa saa jeg ham slynge Armene om
hendes Hals, saa hans tykke Læber mod hendes Ansigt — jeg
betvang mig og gik bort med en uudslukkelig Følelse af Foragt
i mit Hjerte. Da jeg kom til Besindelse, sad jeg i en Landsby
-skjænkestue med en Brændevinsflaske foran mig. Det var
ganske simpelt Brændevin, og jeg drak og drak, uagtet det var mig
modbydeligt. Saa erindrer jeg kun, at alt syntes mig morsomt,
rosenrødt og komisk! Og jeg lo uafladelig og drak indtil
Bevidstheden forlod mig, og jeg faldt afmægtig om paa Stengulvet.
Fyrsten taug, idet han aandede dybt; i hans Ansigt
arbeidede det urolig; hans store, kraftige Tænder lyste hvide og
glinsende mellem de fulde Læber.
— Skal jeg fortælle videre, Hr von Weynitz? Nuvel, jeg
begyndte at studere. En vaagnende Tørst efter Kundskab
fængslede mig til Arbeidet. Forøvrigt — et Menneske paa atten
Aar, en Fyrste med saadanne ødelagte Ungdomsdrømme, med
en næsten uindskrænket Kredit — De vil selv kunne tænke
Dem hvad der maatte komme ud af dette! Tiltrods for alt
sank jeg ikke helt: der gaves noget som var sterkere end
Tillokkelsen ved Drikkelagene, end de Smigrerier som overalt blev
rakt min forkjælede Forfængelighed. Den Dag oprandt da jeg
blev betagen af Væmmelse for mig selv, og jeg vaagnede. — —
Jeg reiste til Wien, til Italien, der vår en Storm og et Baseri i
mit Bryst som om jeg maatte opleve noget nyt, noget stort.
Jeg begyndte at skrive, at digte, søge Omgang med Kunstnere,
med fremragende Mænd, og fandt hos dem meget af Værd. Men
Agtelsen for Kvinden var død indeni mig, og dog grebes jeg ofte
af Længsel efter kun at finde en som jeg kunde se op til. et
Væsen som vilde tænke og føie med mig. Kun en der ikke var
som de andre, der ikke speidede efter Navn, Rang og Rigdom !
Saa kom jeg til Paris. Atter blev jeg ført ind i det gamle Liv
i denne By, hvor det er saa let at styrte fra Nydelse i Nydelse
naar man har Penge. Jeg har ofte forbandet min Bigdom. En
ussel russisk Violinspiller og hans Kone der, elendig og hungrig
men noksaa tilfreds, boede i fjerde Etage paa et Tagværelse,
opvakte ved sin Tilfredshed min Misundelse. Jeg kunde ikke
afholde mig fra at give ham saa mange Penge at han havde
kunnet leie sig et anstændigt Hjem. Otte Dage senere traf jeg
ham i et udsvævende Selskab i Bois de Boulogne. Jeg kunde
have slaat ham ned som en skabbet Hund!
Atter hørtes en skraldende Latter fra Sideværelset; et
eiendommeligt Smil, der næsten gav ham et ældgammelt Udseende,
gled over Russerens Træk.
— Hvor mange Nætter har jeg ikke tilbragt paa samme
Maade! Han stirrede paa Hermann med vidt opspilede Øine,
mens der hvilte et blidt og drømmende Udtryk over hans Ansigt,
Men saa lærte jeg at kjende Deres Svigerinde. Jeg kan ikke i
Ord udsige’hvad der dengang spirede op i mig. Hun har opdr^-1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
