Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 15. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
145
get mig som et Barn, dels i Spøg og dels i Alvor; jeg begyndte
atter at føie Agtelse for mig selv, at arbeide, at leve som et
fornuftigt Menneske. Jeg havde gjenfundet Troen paa Kvinden, paa
det Gode og det Ædle.’
Der laa noget i disse Ord som gik Hermann til Hjerte, noget
som vakte Sympathi i hans Indre.
— Og De elsker min Svigerinde?
Russeren hævede afværgende Haanden.
— Ikke det Ord! Nei! Man har saa ofte med det Navn
betegnet en Følelse som er lav. Nei lad det være! Jeg har aldrig
tænkt paa at strække Haanden ud efter hende. Hun er saa ren
at en Engel maatte bøie sig for hende.
Hvad skulde Hermann svare herpaa ? Han nænnede ikke at
berøve denne ideale Tro om ogsaa kun et Atom af hvad den
indebar. Og dog, idet hans Blik forskende streifede Fyrsten,
opsteg der i ham en uforklarlig Følelse af Angst. Bag alt dette
Sværmeri, bag al Selvfornægtelse af Kjærligheden, syntes der ham
at lure endel asiatisk Vildhed, som engang herjende vilde bryde
sig en Bane gjennem den møisommelig opbyggede Dæmning.
Vilde Lore da have Kraft til at modstaa den ?
De blev en Stund siddende tause lige overfor hinanden, idet
de forsynede sig af Betterne, som stod foran dem. Da Hermann
et Øieblik gik ud af Værelset for at give Tjeneren en Ordre,
stødte han i Entréen, fra hvilken Dørene til de mindre Værelser
førte ind, mod en Herre.
— Tilgiv! — Hvad? Du her, Bruno?
— Aha, gamle Lurendreier! I Selskab, hvad ?
— Ikke paa den Maade du tror, Bruno ! Hvad bestiller du
endnu her ? Jeg var iaften hos din Frue, hun ventede dig
forgjæves.
— Jasaa. Der gled en Skygge over Brunos glade, letsindige
Ansigt. Det maa Himlen vide! Jeg blev siddende og hænge
efter Middagen; vi sad længe ved Bordet, og da vi havde
spist, vilde mine Venner ikke lade mig gaa. Det var alle Folk
som jeg kjendte fra tidligere. Sidder du ganske alene her ved
din Flaske?
— Nei. Jeg er sammen med edei’s saakaldte Fyrst Sissi, det
andet Navn kan jeg ikke udtale.
— Hvad? Er Sissi her? udbrød Bruno. Haha, Lores Skygge!
Men Menneskebarn, hvad tager du dig for med ham?
— Vi drikker netop den anden Flaske Chateau la Bose!
Bruno rev Døren op. — Fyrst Sissi, ved Himlen! Jeg har
savnet saa Deres Pariser-Ansigt. Chåteau la Rose — den er for
sterk for Dem, Fyrste. Men kom, her i Sideværelset er lystigt
Selskab. De andre har bragt nogle Damer med. Fremad gamle
Nihilist og Verdensforagter! Skjønt er Livets grønne Træ!
Russeren smilte over hele Ansigtet; han beundrede øiensynlig
denne Weynitz med sit uforstyrrelig gode Lune.
— Nuvel, jeg har intet derimod, endskjønt disse Damer–
— Kom nu ikke med nogen Dumhed! Naar jeg som er
Ægtemand er med, kan De godt komme!
— Jeg vil gaa hjem, sagde Hermann noget melankolsk.
— Vær nu ingen Nar! Kom Menne! raabte Bruno til ham,
idet han kaldte ham ved det gamle Navn fra Barneaarene. Vi
kommer ikke saasnart sammen igjen.
Men Hermann vilde intet høre herom. Han var træt, svarte
han, og Bruno tog Fyrsten under Armen og førte ham ind i
det andet Værelse, mens Hermann begav sig paa Hjemveien.
Han faldt hen i Grublen; hans Tanker dreiede sig om den
forløbne Dags Hændelser. Han tænkte paa Mødet med hin Edda
hos Svigerinden. Hun havde ikke mishaget ham. Disse
eiendommelige, alvorlige, klare Øine i det fine, aandrige Ansigt! Og
saa hendes Væsen! Dette kolde, tilbagestødende og ved Siden
deraf denne aabne Ærlighed!
Og Bruno, hvad slags Menneske var vel han? Havde han
overhovedet nogen Karakter ? Nei — kun en Blanding af
legemlige Fortrin med alle mulige elskværdige Egenskaber og Vaner.
Kunde vel saadanne Naturer kaldes lykkelige, der ubetænksomt,
næsten ubevidst, kun følgende sin »Tilbøielighed lod sig forlede
til det som var daarligt. Og hvor var Veien at finde for den
som virkelig vilde være et helstøbt Menneske? Var ikke
Lykken og Samvittighedens Ro kun at finde naar man ærlig stræbte
efter store Formaal?
Den hvem Hei’manns Tanker dreiede sig om, mens han gik
henad „Unter den Linden", gik flere Timer senere henimod
„Thiergartenstrazze". Han glædede sig over den kjølige Luft,
der blæste ham saa ren imøde, og begjærlig inddrak han det
friske Vindpust, idet han besluttede endnu at spasere omkring
en Stund for at forjage Virkningen af den nydte Vin og
Ciga-retterøgen fra sine Klæder.
Han slentrede op og ned foran sin Bolig. Fra
Hjørnevinduet skinnede et mat Lysskjær rolig, næsten melankolsk ud i
Nattens Mørke; det var et svagt, rødligt Lys, som kom fra den
lille Lampe i Soveværelset. Lore havde vel allerede længe hvilt
paa sit Leie, og som hun pleiede med den høire Arm under det
rødlig blonde Haar. Hvor ofte havde ikke Synet af hende
henrykt ham, naar han kom hjem om Natten! Ingen var dog saa
smuk som hun! Ønsket om at gjøre noget godt for hende
netop idag, og noget særlig, opsteg hos ham. Trods den sene
Time ilede han til den nærmeste Droskeplads og lod sig kjøre
hen til Friedrichsstrazze. Her stod som altid Blomstersælgere,
næsten halvfrosne af Kulde. Han kjøbte hele Indholdet af nogle
flade Kurve. Saa steg han atter op i den anden Klasses Droske,
som han havde taget uden.at gjøre noget langt Valg, og ordnede
Blomsterne til en Buket, mens han glædede sig over sit geniale
Indfald at trække en Traad ud af den iturevne Vognpude, med
hvilken han derpaa bandt Buketten sammen. Lore elskede jo
Blomster! Kun opfyldt af denne Tanke ilede han med Violerne
og Sneklokkerne opad Trappen, kastede Hat og Frakke af og
listede sig forsigtig hen til Lores Leie.
Hun sov ikke, hun havde ikke kunnet sovne ind, og hendes
brune Øine stirrede ham vidt aabne imøde, mens hun smilte.
Det var ikke en grætten Hustru som var ifærd med at overøse
Manden med en Strøm af Bebreidelser, det fortalte Blikket;
hendes Følelse og fine Takt hindrede hende fra en saadan
Fremgangsmaade.
— Godaften Bruno!
— Godaften — eller rettere Godmorgen, Lore! Her! og
han trykkede de kolde, friske Blomster i hendes Haand.
— Et forbauset: Ak hvor faar du disse fra ? var Svaret,
idet hun dybt aandende skjulte det rødmende Ansigt i Blomsterne.
— Hvor de er vakre!
Hun saa op paa ham, mens hele hendes Ansigt straalte af
Glæde. Han havde altsaa dog tænkt paa hende under
Fraværelsen ! Hun bredte Armene ud og drog hans Hode ned til sig,
rækkende sine Læber mod hans. Da saa hun noget lyst, fint
glinse paa hans Frakke.
Hendes Øine blev hængende ved det; hendes Læber besvarte
ikke hans Kys. Et Kvindehaar laa paa hans Frakkekrave, et
brunt Kvindehaar! Hendes Arme gled ned, om hendes Mund,
der netop smilende havde været rakt mod ham, lagde der sig
et koldt Udtryk, og Blodet begyndte pludselig at banke i hendes
Tindinger.
— Ja Tak, det var meget — venlig af dig!
— Hvad betyder det, Lore ? spurte han, forskrækket over
den pludselige Forandring.
Ligesom tilfældig gav huu Buketten et Stød henimod
Sengekanten, saa den rullede ned paa Gulvet. O det er intet! Men
du skulde være lidt omhyggeligere med dine Klæder! sagde hun
med en klangløs Latter. Hun pegte paa Haaret der laa paa hans
Frakke; han greb efter det, og det blev hængende ved hans
Fingre, idet det skinnede i Lyset. (Forts.)
/V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
