Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 15. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Rosen og Liljen*).
Af Halvor Heyerdahl.
Paa Marken tvende Blommer saa skjønne monne staa,
de nikkede saa venligt alt under Himlen blaa.
Den ene var en Rose, som bølgede saa glad,
den anden var en Lilje med snehvide Blad.
En Yngling gik i Enge og saa de Blommer smaa,
han smilede saa venligt alt med de Øine blaa.
Han kyssed Liljens Blade og hegnede den ind
og rydded Græs tilside for Solens klare Skin.
En Herremand i Enge saa og de Blommer smaa,
han vilde tage Liljen, men Liljen vilde staa.
Da sagde han til Bosen: du følger mig vel ind
og staar udi mit Vindu i Solens klare Skin.
Der staar du mellem Blommer, imellem Sølv og Guld,
der føler du ei Storm, ei Slud og Vinterkuld.
Da svulmed Rosens Blade, den følte sig saa stor,
og spottende den sagde saa til Liljen paa Jord:
„Farvel min Søster Lilje, paa den pragtløse Eng,
naar Vinterkulden kommer, hvad gavner saa din Dreng.
Mens jeg staar blandt Levkøier, blandt Nelliker i Guld,
du vissen ligger henstrakt paa den stivfrosne Muld".
Men Liljen svared ikke, den smilecl til sin Ven,
og hele Himlen smilede til Liljen igjen.
Blandt udenlandske Blommer snart Bosen stod i Flor,
den følte sig som Dronning, den følte sig saa stor.
Men snart den Plads maa vige for Blomst af større Glans,
og snart dens Knop blev taget alt til en livløs Krans.
Og kolde Blikke tørrede saa langsomt den hen,
at snart paa Marken atter den ønsked sig igjen.
Da sank dens stolte Hoved, da blev hver Gren saa tør;
thi Dug fra Himlen fik den ei længere som før.
Og ingen Haand den lædskede med Vanddraaben sød,
og ingen Taarer randt der ved Purpurrosens Død.
»
Men vreden Haand den rykkede fra Guldpottens Kant
og slængte den paa Mødding som andet usselt Tant.
Men Ynglingen tog Liljen og plantede den ned
med Hjertefryd og Gammen i lille Blomsterbed.
Som Førsteblomst i Bedet beskeden mon’ den staa,
mens kjærlig Ynglingsøiet bestandig paa den saa.
Han vanded den af Kilden, han vanded den saa fro,
mens hele Himlen smiled, og alle Blommer lo.
Og selv da Høsten nærmed sig med sin kolde Nat,
saa var dog aldrig Liljen af Ynglingen forladt.
Han kyssed paa dens Stængel, han aanded paa dens Blad,
og hver Gang Liljen tøed, han var saa sjæleglad.
Selv dengang Stænglen segned, han freded om dens Rod,
og næste Foraarsmorgen i Pragt den atter stod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
