Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 16. Lørdag 22. April 1899
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
urd
tredie til Dronning, havde liun det Uheld, at Kronen
faldt af hendes Hode. De Norske som var tilstede,
havde lagt Merke hertil og sagt til hverandre : Det
skulde da vel ikke være et Omen, at Kronen
virkelig falder af hendes Hode.
Det var netop ved den første franske Krigs
Udbrud. Da Hovedstaden blev indtaget af de Franske,
og Folket flygtede, sad den lille Dronning paa sit
Slot og fældte bitre Taarer, og ikke mindre tungt
faldt det hende nu, 15—16 Aar senere, da hun blev
forvist fra sit Land, det Land hvor hun var født og
baaret, for aldrig mere at vende tilbage. Hun havde
bønfaldt om at faa blive paa Øen; hun kunde gjerne
bo i en liden Hytte nede ved Strandbredden, sagde
hun, og ernære sig som Fiskerkone; men ogsaa
denne Gang var hendes Bønner forgjæves —
ubarmhjertig blev hun drevet ud i den for hende saa kolde
og fremmede Verden.
Det var rørende at se hende da hun blev ført
ned til Skibet. Grædende kastede hun sig paa Knæ
paa Strandbredden og kyssede den Jord hun nu for
altid skulde forlade, og saa blev hun ført ombord
paa Skibet, der skulde føre hende bort.
Kronen var faldt af hendes Hode, — „Tegnet"
var virkelig et Tegn.
*
Nedenstaaende Uddrag af et Privatbrev, som
velvillig er os overladt af en af Missionærerne paa
Madagaskar, der fortiden opholder sig herhjemme,
tror vi vil være af megen Interesse. —
–Nu sidste Lørdag havde vi en interessant Tur
op i Museet. Det var ikke mere med den gamle
Ærbødighed og høitidelige Følelse vi skred ind
under Ørneporten, ingen Bajonetter stængte mere
for Helligdommen, og allerede paa lang Afstand
lyste „L’ecole le Musée de Vilers" en imøde. Det er
jo paa en Maade en smuk Tanke, at Oplysning og
Kundskab har taget Herredømmet, hvis det bare er
sandt.
Vi gik ind til venstre for det store Slot ad en
ældgammel Port, som blev arbeidet i
Andrianampo-nimerinas (Madagaskars Harald Haarfager) Dage, og
restaureret under Ranavalona 1, men ikke rørt siden,
saa den var skrøbelig. Det Hus, Dronningen boede
i i Tsarahafotra, er revet ned, og Museet er i et
pent Træhus bag Slottet. Vi kom ind i en liden
Entrée, løste en Slags Billet og kom saa ind i en
nydelig Sal med et Galleri rundt; det var den
almindelige Audienssal, med røde og forgyldte
Tapeter, Lysekrone og røde Fløilsgardiner.
Der hang Dragter lige fra de Lamba,
Andri-anamponimerinas Lig havde været svøbt i, til den
sidste Dronnings moderne Hatte og Kjoler. Der var
Overflod af Kongekaaber i Silke, Fløil og Guld, foret
med Hermelin og Zobel. Alt tilhørende Ranavalona
1 var rødt; hun elskede jo ogsaa Blod. Der var
bitte smaa Bukser og Jakker, som havde tilhørt
Radama II, da han var liden. Det er umuligt at
huske end sige fortælle om alt det, vi saa der. Paa
hver Side af Salen var der smaa Kabinetter, helliget
hver Konges Minde. Morsomt var det at se de
Kjæmpegeværer, som man brugte i Andrips Dage,
og den Kniv, hvormed han skar Rift i Skindet, som
han sendte ned til Betsibokongen. Det Vand, hver
Konge sidst havde drukket af, var opbevaret paa en
Flaske, og i Radama Iis Grav ogsaa det sidste
Brændevin og Eau de cologne. Ranavalona II var den
eneste, som ikke havde noget med sig i Graven; det
viste, at hun var en Kristen. Der var Skatte af
Guld og Sølv, Lænker af Sølv, som havde været
rundt Kisterne, Sølv i Masse, men temmelig anløbet.
Trist var det at komme ind i den sidste
Dronnings Rum; der hang store Billeder af hende og
Premierministeren paa Væggen. Paa Bordet laa
Albums og Presenter, deriblandt en fransk Salmebog,
som hun havde faaet af de franske protestantiske
Prester Lauga og Kruger. Det mest interessante var
dog Andrianamponimerinas Hus, det allerførste Slot
altsaa, et Træhus i almindelig gassisk Stil med kun
et Værelse; det var tapetseret med Matter. Taget
var sort af Røg, hvad jo heller ikke er at undres
over, for fra den Dag Andrip døde og til den Nat,
da Dronningen drog ud af Byen, forvist fra sit Folk
og sit Land, havde der aldrig været slukket paa
Arnestedet.
Sengen var næsten opunder Loftet; en næsten
lodret Stige førte derop. Under Gulvene var der
Huler, som havde været Opbevaringssted for Penge.
Langs Væggene paa Hylder stod Tallerkener paa høi
Fod, som Kongen havde brugt, naar han havde
Gjestebud. Man viste den Stok, som han havde brugt,
da han som Smaagut vogtede Kvæg, ligesaa den
Matte, som han brugte til Beskyttelse imod Regn,
og hans Spade.
Ovenpaa i en uhyre Sal i det store Slot var en
Mængde Ting, fra Andrips Filanjon (Bærestol), et
frygteligt Uhyre, til de fine forgyldte Bærestole, samt
Dronningens Glashus, det samme som hun reiste i, da
vore Smaapiger mødte hende og paa gassisk Vis tog
Hatten af for Dronningens Byrder.
Alle kongelige Senge stod udstillet, en
ældgammel Seng var aldeles beslaaet med Sølv; men det
mest glimrende af alt var dog den Tronhimmel af
rød Silke og Guld, som den franske Republik
forærede Dronningen for nogle Aar siden. En
Skjæb-nens Ironi!
Vi, som havde seet Dronningen i hendes
kongelige Pragt, omringet og hyldet af Tusinder, og nu
vidste hende forvist til et fremmed Land, sendte
hende en deltagende Tanke og gik triste ud igjen
igjennem Ørneporten. — — — — — — — — —
Dronningen af Madagaskar siddende paa sin Trone.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0164.html
