Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 29. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
urd
Brødrene
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ed du saa ganske bestemt, Lore, at denne Russer aldrig
vil overskride Grænsen som han nu har sat sig med
Hensyn til eders venskabelige Forhold? Og om
ogsaa saa var — en Fru von Weynits staar her ikke
udenfor Verden!
— Bah, de Sladdermunde! Hvem kan undgaa dem?
Hovedsagen er dog at have en god Samvittighed.
— Den ser ingen!
— Altsaa igjen vore Medmennesker som vi skal frygte 1 Nei,
nei! Fyrst Sissi er istand til at begaa en eller anden forfærdelig
Dumhed, om jeg jager ham bort, thi jeg udøver virkelig en god
Indflydelse paa ham.
— Føler du dig ganske sikker ligeoverfor ham, Lore?
Der for en varm Rødme over hendes Ansigt, mens deres
Blikke mødtes.
— Pfui, Hermann! udbrød hun med en bitter Latter, idet
hun rettede sig op. Men om jeg nu engang ikke følte mig sikker
— hvad skader saa det, om jeg stiller mig paa samme
Standpunkt som Skabningens Herrer? Klangen i hendes Stemme skar
ham gjennem Hjertet. Det var ikke mere den Lore som han
engang havde elsket. Der laa noget dristigt og tillige frivolt i
hendes Ytring, og der opsteg en sterk Vrede hos ham mod den
som havde afstedkommet en saadan Ødelæggelse i denne
Kvindesjæl. — Lorel sagde han kun med dyb Stemme, i hvilken der
sitrede noget af hans indre Bevægelse.
Da — det var det samme Ansigt som han saa godt kjendte
hos sin lille Kusine; denne skarpe Sammenpressen af
Mundkrogene og de store, langsomt tilsynekommende Taarer! Han
havde bevart dette i sin Erindring; intet andet Menneske i Verden
græd paa den Maade. Nogle Taarer rullede ned paa hendes
med Pelsværk besatte Kaabe, frøs i den kolde Luft og blev
liggende som glinsende Perler. Han saa ned paa dem, og han følte
sig ganske blødgjort.
— Lore, vær ikke bedrøvet 1 Du er ikke klar over din egen
Sjælstilstand. Hvad er der skeet? Eller er du blot nervøs ?
Hold Hodet høit, Lore!
Hun svarte ikke, og idet han gjættede hendes Tanker, tilføiede
han:
— Det er sandt at Bruno er en Smule let, og mangen god
Følelse kommer af den Grund ikke frem, men et er vist: han
elsker dig høit.
— Ak ja, det ved jeg — hun hævede energisk Hodet — ja,
ja, han elsker mig, paa sin Maade. Men undertiden ønsker jeg
at have nogen som jeg kunde støtte mig til! Hun lænede sig
tungt mod hans Arm.
— Hvad vil der blive at hende? tænkte Hermann med en
ubestemt Frygt. —
Imidlertid tumlede Berlins elegante Verden sig paa Isen.
De ventende Vogne kjørte i Skridt op og ned, mens de med
voksne Døtre velsignede Mødre vandrede paa Bredden indhyllet
i varmt Pelsværk, en af dem ærgrende sig over, at den ældste
atter lod sig føre henover Isen af en elegant Gardeofficer istedetfor
af den tykke pommerske Godseier.
Fyrst Sissi var allerede paa Banen. Han var iført en
sælsom — Sportsdragt, en Blanding af eir russisk Nationaldragt
og en moderne Pariserdres. Men tiltrods herfor saa han godt
ud, med den uundgaaelige Buket i Knaphullet og den kjækt opad-
dreiede Knebelsbart. Han løb udmerket godt, var lutter Liv og
i stadig Bevægelse, og naar han lagde sin Færdighed for Dagen,
samledes straks en Skare Lærelystne og Beundrere om ham, saa
at han saa sig tvunget til lynsnart atter at forsvinde mellem
Mængden, for senere at kunne drage bort med Fru von Weynits.
Hermann maatte hilse paa flere Kamerater og Damer han
kjendte fra før af. Han traf ogsaa Edda Helm, der saa utrolig
enkel ud imellem hele dette pyntede Selskab. Hun havde intet
Pelsværk paa, kun en tætsluttende Jakke, som mere syntes at
passe for Foraar og Høst end for en Vinterdag med ti Graders
Kulde. Ikke engang Muffe; hun havde stukket sine Hænder ned
i Sidelommerne paa den til Aarstiden lidet svarende Jakke, og
mellem Ærmet og de sorte uldne Hansker saaes to røde Striber
af Haandleddet.
De fleste saa en Smule spodsk paa hende; men de
skarpere Iagttagere mønstrede dog i Forbifarten med Interesse
det fine, let rødmende Ansigt, med de kulsorte Øine og de skarpt
tegnede Bryn.
Hermann hilste paa hende. Siden deres første Møde havde
de kun truffet hinanden engang tilfældig paa Gaden, og han
havde ved denne Leilighed grebet sig i det Ønske endnu ofte
at træffe sammen med den unge Doktorinde hos Svigerinden.
Nu løb han ved Siden af hende og gjorde et Forsøg paa,
som Skik og Brug var, at række hende sin Haand til Støtte,
men opgav smilende dette Forsøg, da hun, i Modsætning til
andre Damer, slet ikke syntes at bemerke det. Hvilke merkelige
Skabninger disse Kvinder der gik ind i Mandens Kald, dog var>
tænkte han. De vokser lige ud over de Grænser som Herrernes
Galanteri ellers pleier at omgive dem med. Nuvel, hun var nu
engang saaledes, sagde han til sig selv. Og dog blev Resultatet
det, at Edda mod hans Vilje opvakte en Agtelse i hans Indre
som var ham selv ubegribelig, thi han holdt paa det engang
vedtagne og det som ikke ståk af fra Mængden. Han betragtede
hende taus fra Siden af. Selv den Maade hvorpaa hun bevægede
sig paa Skøiterne var eiendommelig. Der var ingen usikker Vuggen,
ingen mindre elegant Kradsen med Skøiterne i Isen; i sikre, store
Tag gled hun ved Siden af ham henad Isen, mens kun den jevne
Viften af hendes Klæder forraadte den lette Bevægelse.
Endelig stod hun stille; hun smilte, mens Kinderne rødmede,
utvungent til sin Ledsager og sagde, idet hun trak et dybt
Aandedrag: — Herligt!
At svare et simpelt „Ja" herpaa forekom ham overflødig,
og hun syntes heller ikke at vente Svar.
— Jeg har endnu ikke set Deres Svigerinde.
— Hun løber derhenne med Russeren.
Edda satte et Ansigt op som havde han sagt noget
ubehageligt, og trak paa Skuldrene, uden at tage Hænderne op af
Lommerne.
— Hvad mener De? spurte Hermann.
Der viste sig et næsten forbauset Smil paa hendes Ansigt,
fordi han havde gj ættet hendes Tanke.
— Som Menneske intet, som Kvinde særdeles meget. De
der kjender Deres Svigerinde, vilde ganske ligegyldig kunne se
paa dette eiendommelige Forhold. Hun er uforsigtig, fordi der
ikke falder hende en Tanke eller Handling ind som ikke er
pletfri. Hun har levet sig ind i en Beskytterindes Rolle overfor
dette ustyrlige, store Barn, og kan ikke komme ud heraf, fordi
ingen hjælper hende og aabner Øinene paa hende.
— Sig det til hende De, Frøken Helm!
— Nei, det formaar og vil jeg ikke. Saadant kan ingen
Kvinde sige til en anden; vi har nu engang vore berettigede
Svagheder.
Hermann følte at hun havde Ret og undrede sig over
hendes klare Synsmaade.
— Den eneste som bør gjøre dette, er Deres Bror.
— Weynitz saa forbauset paa hende. — Efter min Mening
kan han kun gjøre to Ting — enten lade Sagen gaa som om
den ingen Betydning havde, eller anmode Fyrsten om at ophøre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
