Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 29. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(57
WSijf^omdL.
Feminismen i Frankrige.
ni.
Paris.
’i ser altsaa, at Kvindesagsbevægelsen er
ligesaa stor i Frankrige som i andre
civiliserede Lande. For den, der med Forstand
gransker Slutningen af det 19de
Aarhundrede, vil Kvindens gradvise Frigjørelse
være et af de mest slaaende Fakta. Denne
Frigjørelse indskrænker sig ikke til et eneste Omraade: i
enkelte Retninger er den social, i andre er den
politisk, industriel, kunstnerisk o. s. v. I de
forskjellige Elementer for menneskelig Virksomhed ser vi
Naturkraften bryde frem som af et Puppehylster,
hvori dens Handlekraft og Evner har ligget i Døs
lange Aarhundreder igjennem. Vi kan i Sandhed
sige, at Kvinderne vaagner til Virksomhed lig
Naturen, der bæver, naar Foraaret er nær. Det tyvende
Aarhundrede og de følgende Tider vil faa se,
hvorledes denne Bevægelse, der er saa stor, saa
enestaaende i Verdenshistorien, udfolder sig.
Hvorledes vil denne store Bevægelse kunne naa
Maalet? og hvilken Bolle bør Kvinden selv have
deri ? Kvinden arbeider allerede nu paa sin
Frigjørelse med den Begeistring og den Aandsfriskhed, som
er eiendommelig for Ungdommen, thi det maa ikke
glemmes, at det kun er denne store
Begynderbevægelses Barndom, vi har for os. Men det er ikke alt.
Først maa alle Verdens Kvinder forene sig i et og
samme Øiemed, og den universelle Solidaritet maa
oprettes. Man siger, at Kvinderne er solidariske sig
imellem. Det er ikke saa. Der gives ingen fælles
Ansvarlighed mellem Kvinderne, og Kvinden er selv,
jeg gjentager det, den dødeligste Fiende af Kvindens
Frigjørelse. Dette maa ophøre, thi alene Enighed
gjør sterk. Kvinden maa kun regne paa sig selv.
Om Manden end er aldrig saa meget Feminist,
forbliver han dog altid Mand, det vil sige, fiendtlig
stemt mod den nye Kvinde; han kjæmper, han vil
bevare de Privilegier, som han gjennem
Aarhundreder har frastjaalet Kvinden, lian vil ikke, kan ikke
forstaa, Ulykkelige, hvilken Fordel han selv vilde
have af Kvindens moralske Frihed, slig har
Opdragelse og Undervisning gjennem lange, lange Tider
forfusket hans Aand og ved speciel Arvelighed
frembragt det ufuldstændige Væsen, som kalder sig Mand.
Derfor maa Kvinden gjøre Regning paa sig selv,
naar det gjælder det enorme Værk, som hun endnu
har tilbage at fuldføre. Og da Kvinden maa kjæmpe
mod Manden, er hendes første Pligt at forstaa
ham. Kvinder, I kjender ikke Mændene, I
gjør eder falske Begreber om dem, derfor er det, I
lider, derfor er det, I er ulykkelige, thi I er alle
ulykkelige. Der gives ingen lykkelig Kvinde.
Det er en Paradoks, ikke sandt? I Kvinder,
Hustruer, Mødre, Søstre, unge Piger, overvei i ede-s
inderste Sjæl, om I er lykkelige. Kjender I Lyk-
ken? det er faafængt at ville spørge efter en
lykkelig Kvinde, men umulig vilde det være at faa
vide alle deres Navne, som intet ved af den
menneskelige Lyksalighed, thi deres Tal er Legio. Ja,
der gives ingen lykkelig Kvinde! og hvorfor ikke?
Fordi I ikke kjender Mændene eller rettere, I
kjender dem slet og tilskriver dem Dyder, som de neppe
eier. Hvad søger I hos Manden? Kraft? Rigdom?
Aand? I vil ikke kunne sige det, I ved det ikke
selv. Undskyld, at jeg taler saa frit, det er en Ven,
som taler til eder, og hvis jeg taler ilde om eder,
da er det, fordi jeg beklager eder og vil eder vel:
jeg taler altid ilde om dem, som jeg holder af. Ja,
I gjør eder ingen tilstrækkelig klar Forestilling om
Manden, I er ikke ved fuld Bevidsthed. Og den
første Betingelse for at kunne seire, er at være ved
sin Bevidsthed. Ak, tal ikke om de to Kjøns
fysiologiske Forskjel. Det er usandt. Det er noget,
som Mændene har opfundet. Paavirkede af dem,
gjentager I Kvinder det. I lange Tider har I intet
udrettet, derfor er I svagere end Mændene; I er
viljeløse, fordi eders Vilje er svækket, I forstaar ikke, I
ønsker ikke at bruge eders Vilje, deri stikker
Ulykken og i intet andet. Forstaa at bruge og sætle
eders Vilje igjennem, forstaa at være sterke og at
bedømme Manden. Det er ikke Strid mellem de to
Kjøn, jeg efterstræber, men Søskendeforhold; dog,
da Kamp maa til for at naa dette, saa hold eder
færdige, mine Damer.
Kampen mellem Manden og Kvinden begynder
med Ægteskabet. Naturen har oprettet Ægteskab
for at forene de to Kjøn, Menneskene har forandret
det til en Kamp! Sligt er Frugt af Fremskridt og
Civilisation. Med Ægteskabet begynder altsaa
Kampen mellem de to üendlige Leire. Baade Mand og
Kvinde lider derved, men Kvinden lider mest, fordi
Manden er koldere, han forstaar sig ogsaa bedre paa
Kvinden, han ved ogsaa bedre at hypnotisere og
suggerere hende. I Almindelighed tror man det
modsatte, tror, at Kvinden ved sin Skjønhed
suggererer Manden. Det er igjen en Feiltagelse.
Kvinden suggererer Manden udenfor Ægteskabet, men
saa snart det gjælder Ægteskab, blir Kvinden
underordnet, man kan næsten sige Slavinde, da det efter
den moderne Civilisations Regler ikke er med hende
Manden gifter sig, men med hendes Medgift, hendes
Stilling, hendes Gods. Det er saaledes ikke
Kvindens Skjønhed, som suggererer Manden, men
hendes Guld. Tvertimod paavirker Manden Kvinden
ved sin brutale Kraft og ved sine Løgne, thi han
ved at love Kvinden Paradiset og skaller hende som
oftest blot et Helvede. Hvem bærer Skylden?
Manden? Ja, men ogsaa Kvinden. Hun maa ikke lade
sig skuffe af Mandens udvortes Løgne. Hun maa
være tilstrækkelig selvbevidst og moralsk sterk nok
til at se Tingene og Mændene lige i Øinene, hun
maa ikke lade sig forføre af Mandens Ord, falske
Følelser og smukke Løfter. Hun maa altid frit
vælge sin Livsledsager, hun maa tage ham for hans
egen Skyld, for hans moralske og intellektuelle
Skjønheds Skyld; hun maa ogsaa være overbevist
om, at Manden tager hende ene og alene for hendes
egen Skyld, at han ikke ser andet i hende end en
god Hustru, som er istand til at forstaa ham og
dele Livets Glæder og Sorger med ham. Kvinden
maa aldrig glemme, at hendes moralske Frihed maa
naa saa vidt som til moralsk at løfte og fornye
Manden og de kommende Slægter samt bilægge Stri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>