Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 29. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(169
Børnenes Spalte.
Storken fortæller.
Frit efter Emil Frommel
ved
Elisa Kielland.
,et var engang alle Fuglene havde Storthing, for
Fuglene har ogsaa Storthing, — men bare en Gang i
mellem. Da de saa havde arbeidet ordentlig der
og faaet alle de nødvendige Sager fra sig. sa’
Fuglenes Præsident, at nu syntes han de maatte fornøie
sig lidt bagefter alt Strævet sit; — det morsomste,
han vidste, var at høre Historier; havde nogen af Fuglene en
Historie, saa maatte han endelig komme med den. Han syntes
nok Fuglene maatte have meget at fortælle — de sidder jo paa
Hvermands Tag, og titter ind gjennem Vinduerne hvor de vil,
de bygger sine Reder paa Tagene og ved Skorstenene, og
delfølger mangt et Ord med Røgen, som trækker op af Skorstenen;
Fuglene de kan nok følge med, hvad der gaar for sig inde i
Husene de. —
„Jau, sa’ en gammel Stork, jeg har nok baade seet og hørt
mangt og meget i mit lange Liv jeg, og vil I høre, saa kan jeg
nok fortælle noget ogsaa".
„Storken har Ordet", sagde Præsidenten.
„Jeg har i "fire Aar boet paa Taget af en Prestegaard ude
paa Landet, begyndte Storken, om I bare kjendte Stedet, vilde
I misunde mig min Bekvemmelighed.
Vi har for det første nede paa Prestegaardstunet den
deiligste grønne Dam, hvor der findes Bataljoner af de fedeste Frøer
man kan ønske sig, og det kommer jo godt med for den, som
har Kone og Børn at forsørge. —
For det andet er Prestegaarden akkurat efter mit Hode:
koselig gjemt under de store Lindetrær, som giver baade Skygge
i Redet og Ly for Regn og Storm.
Men det bedste af alt er dog den glade Barneflok, som vi
har derinde i Huset. Den holder jeg af næsten som mine egne
Storkeunger. Næstefter Nattergalen og Lærken kan ingen levende
Skabning synge saaledes for os Storke som disse muntre Børn.
Naar Far eller Mor tegner en eller anden Fugl for dem, maa
der altid med det samme skrives ved Siden: Dette skal være
en Spurv, og dette skal være en Lærke osv., for de kjender dem
ikke, men os kjender de allesammen, de kan selv tegne os Storke
lyslevende paa Papiret bare med et Par Streger/
Presten er en rigtig Morgenfugl, næsten som en af os; han
staar op Kl. 5 om Morgenen. Naar Klokken blir seks, raaber
han gjennem det store Talerør ind i Barnekammeret og vækker
dem derinde med det gamle Vers:
„Op i Jesu Kristi Navn,
den mørke Nat er gangen",
Og da skulde I bare se, hvor fort det gaar at komme sig
ud af Sengen, i et Nu er det gjort. —
Om Sommeren er Børnene ude ved Brønden under
Lindetræet og vasker sig. — Den store Svamp gaar da fra Haand til
Haand. — Derpaa kommer de løbende for at omfavne og kysse
mig, og jeg gaar aldrig op paa Taget til mine egne, før jeg ser
Børnene staa i Række og Rad inde i Stuen allesammen.
Presten spiller paa det gamle Husorgel, og to af Gutterne
spiller Violin. Derefter hører jeg de beder en Bøn med
hverandre.
Og nu gaar det løs paa et helt Bjerg af Mors varme
Hvedekager, som de faar til at forsvinde med forbausende Hurtighed.
Naar de saa har sunget en Takkesalme, tager Presten dem med
sig ind i Studerværelset.
Der staar et langt Bord, paa Bordet en Globus; paa Væggene
hænger Landkarter, og paa Hylderne staar udstoppede Fugle, i
Skabene tørrede Blomster, Stene og Sylteglas med Salamandre
og smaa Slanger. I kan ikke tænke eder hvor rart der ser ud.
Altsammen har Presten samlet for Børnenes Skyld, og saa holder
han Skole, og i Timerne blir altsammen nøie betragtet og
forklaret. Saaledes gaar det til Middag. Da maa alle være pudsede
og pene. Far selv har klædt sig om og faaet sin Fløilskalot paa.
Bordsalmen blir sunget, og saa smager Mors gode, tarvelige Mad
allesammen deiligt. —
Om Aftenen, naar Presten kommer hjem fra sine Besøg i
Menigheden, gaar alle Børnene med sin Mor for at møde ham,
og der blir en Hilsen og Kyssen, som de ikke skulde seet
hverandre paa et helt Aar. De mindste byttes om at blive baaret
hjem af Far. Og saaledes gaar den ene Dag som den anden.
De to ældste af Gutterne gaar paa Skole i Byen, naar der saa
skal sendes Skole- og Kostpenge ind til dem, da gaar det just
ikke saa flot til derhjemme i Prestegaarden, for der er aldrig
mange Penge der. Og Gutterne derhjemme maa nok gaa med
mangen Lap baade paa Albuer og Knær og andre Steder — men
glade og fornøiede er de bestandig baade de store og de smaa.
Engang, det var i Krigens Tider*), kom pludselig
Preste-manden stigende ud af Tagvinduet med en liden Kasse i Haanden
og skjøv den forsigtig indunder Redet vort mellem de tykke
Grene. Det var Kirkens Penge og hans egne Nødskillinger, som
var i Kassen, og dem betroede han os. — Ingen fiendtlig Soldat
vilde falde paa at søge efter noget i Storkeredet, skjønner I.
En anden Gang, det maa jeg fortælle, da hændte der mine Folk
noget rigtig forunderligt.
Børnene har ofte Moro med os Storke, og engang før vi
drog mod Syden, kom de hen til Storkemor og knyttede et rødt
Silkebaand om hendes Hals, og i BaaRdet var der fæstet et lidet
Brev.
Med store Kragetær.stod der i Brevet:
Gamle Prestestorken vor
nu igjen paa Reisen gaar,
over Hav og Fjeld og Dal
did, hvor han ei fryse skal.
Hvorsomhelst han kommer »hen
tag imod ham som en :Ven,
for han er saa brav en Mand,
som og dygtig klapre kan.
Kjære Stork, vi beder dig,
tag os med et Stykke Vei,
alle har vi ønsket tidt
at faa se af Verden lidt.
Men at reise, ved vi nok
koster for saa stor en Flok,
og vi er saa mange vi,
tykke, gode alle ti.
*) Man maa huske, at dette foregaar i Tyskland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
