Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 6. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(177
Jenten og G uld spilt et*)
Der var engang en liden
Jente, som boede hjemme hos
Far og Mor. Hun havde det
godt der, legte og sang Dagen
lang. Hun hvilte ved Mors Hjerte
og red paa Fars Knæ, og Englene
legte sammen med dem.
Strengeleg var deres største Glæde,
og naar Tonerne bruste som
bedst, da lo den lille Jente høit
af Fryd. Men den gode gamle
Konge i Landet havde Brug for
en ren Sjæl, og han sendte sin
Tjener ud for at finde en. Da
kom Tjeneren til den lille Jentes
Far og sagde til ham: „Følg
mig til din Herre". Faren
kyssede sine Kjære og sagde: „Herre,
din Tjener kommer".
Men den lille Jente graat for sin Far, som hendes
Hjerte skulde briste, og hun syntes aldrig mere hun
kunde blive glad.
Den gode gamle Konge, som var meget
barnekjær, ynkedes over hendes Sorg. Han strøg hende
over Hovedet og sagde:
„Græd ikke, kjære Barn, du skal faa et
Guldspil, som er saa deiligt, at bare du rører ved det,
klinger det saa alle haarde Hjerter maa smelte, og
der blir ikke nei for dig at faa.
Jenten blev saa glad, at hun begyndte at le og
vilde straks faa Tag i det.
„Nei ventr du vesle Jente", sagde Kongen, „Veien
er lang og trang der Guldspillet skal findes. Du
maa gaa paa din bare Fod for at finde det. Det
hænger i et høit Træ henne i Mørkeskogen. Jeg
vil give dig et Lys i Haanden, saalænge du bare
passer, at det ikke slukner, skal du ikke være ræd
hverken for Mørke eller Trold".
Da gik Jenten paa sin bare Fod med Lyset i
Haanden for at lede efter Guldspillet, som var saa
deiligt, at alle haarde Hjerter maatte smelte bare
de hørte det klinge.
Hun gik mange Dage og Nætter over Berg og
Hammer. Om Dagen plukkede hun Blomster, som
hun fæstede ved sit Hjerte. Om Natten pudsede
hun Lyset og tænkte paa Guldspillet. Hvorsomhelst
hun mødte en Syg eller Sorrigfuld tog hun en Blomst
fra sit Hjerte og lagde paa den Syge og Sorrigfulde,
da svaltes det hede Blod, og det tunge Blik
løftedes med Haab og Mod. Hvorsomhelst hun mødte
et Kryb paa sin Vei gik hun varligt tilside for ei
at knuse det. Mange, mange Dage gik hun over
Stok og Sten, over høiest Fjeld i Hagl og Snestorm.
Men hun skjærmed for Lyset, og Foden trætnede
ikke. Hun smilte, naar hun tænkte paa Guldspillet.
*) Skrevet tor mange Aar tilbage og tilegnet en Veninde, som nu er
afgaat ved Døden.
Da kom hun til en mørk Skog, hvor hun
maatte bryde sig gjennem, saa Fødderne blødte.
Mørkere og mørkere blev det, fuldt op af Ugler var
der ogsaa, og de skreg saa stygt. „Her er farligt
mørkt", tænkte hun; men hun saa paa
Lysestumpen, at den holdt ud — og gik trøstig paa. Da
tudet Katuglerne:
„Uhu, du svarte Jente, du er altfor styg til at
kunne finde Guldspillet. Uhu, reis did du kom fra".
Da lo Jenten, saa de hvide Tænderne lyste.
„Jeg er altid pen nok for dig, Katugle", sa hun.
Da hylte Natuglerne: „Uhu, du sulter ihjel paa
Veien, du stygge, fillede Jente, reis hjem, sy dig Sko
og kog dig Mad".
Men Jenten rysted paa Hovedet: „Jeg har ikke
Tid. Du maa ikke faa ondt i Øinene af at se paa
mig, Natugle". Da tudet alle Uglene i Kor:
„Uhuhu!" Du kan aldrig naa Guldspillet, det
hænger for høit for dig". —
Da begyndte den lille Jente at skjælve og ryste
saa alle Blomsterne faldt fra hendes Hjerte, og hun
ikke kunde røre sig af Pletten hun stod paa. Bleg
og skrækslagen troede hun at hun maatte dø, om
hun ei fik spille paa Guldspillet. Da sukkede hun
i sit Hjerte: „Hjælp mig, Herre Konge!" Den gode
gamle Konge, som elskede alle Smaabørn, levede
endnu. Han bevægedes i sit Hjerte over hendes
Nød og kaldte alle sine Undersaatter sammen for
at spørge, om nogen kunde frelse Barnet. De Vise
svarede: „Som man reder, saa ligger man". De
andre sagde intet. Thi Skogen var saa mørk. Da
traadte en Dverg, en Myre og en Jæger frem.
Dvergen sagde: „Jeg mødte hende i en tung
Stund, da gav hun mig en Blomst fra sit Hjerte, og
jeg blev igjen glad, derfor vil jeg frelse hende".
Myren sagde: „Hun traadte mig ei under sin Fod,
som andre Mennesker pleier, derfor vil jeg frelse hende".
Jægeren sagde: „Jeg var bidt af vilde Dyr, var
saaret og syg, da lagde hun en Hjerteblomst paa
mine Saar — og jeg blev helbredet, derfor vil jeg
frelse hende".
Dvergen, Myren og Jægeren drog da ud i den
mørke Skog. Dvergen hamred og smeded det røde
Guld, at Jenten ei behøved at sulte ihjel. Myren
rydded afveien de skarpe Torne, som saarede hendes
Fødder. Jægeren skjød baade Katuglene og
Nat-uglene, plukkede op hendes Blomster og fæstede dem
igjen ved hendes Hjerte. Da lukkede den lille Jente
op sine Øine og saa i Skinnet af Lyset Guldspillet
hænge lige ved sig. Hun tog det og raabte høit:
„Jeg takker dig, min Herre Konge".
Nelly.
„Linjen".
(Efter „Die Zeitu.)
Elie a la ligne siger Pariseren om en Kvinde
hvis Toilette passer fuldstændig til hendes Væsen.
Denne korte Sætning er karakteristisk. Den viser,
at Toilettespørsmaalet i Paris i vore Dage er noget
mere end et blot og bart Forfængelighedsspørsmaal.
Man opfatter det som en Slags Kunst, der staar i
Berørelse med selve den store Kunst.
Elie a la ligne — hun har fundet sin Linje!
Det første en Pariserinde med en Smule kunstnerisk
Smag foretager sig, er den nøiagtigste Selvprøvning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
