Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. Lørdag 13. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(183
og gav sig tildels Æren af at have indrettet en liden Vinterhave
i sin Kones Boudoir. Nu sad han i sit Værelse mellem de
programmæssig opstillede Spilleborde for de ældre Herrer og i’øgte
en Cigar. Vinduerne stod aabne; Tjeneren havde fyret for
sterkt.
Selv i dette Øieblik, da han var i et meget slet Humør,
og han befandt sig alene, lænede Husets Herre sig elegant mod
Stolen. — Man kunde fotografere ham hvert Sekund, havde Edda
engang sagt om ham paa den korte Maade hvorpaa hun pleiede
at udtale sin Dom. Brunos Øine hvilede paa et fransk Spil
Kort, fra hvis Omslag Hjerter-Es lyste frem, og jo længer han
saa derpaa, desto ubehageligere blev ham Synet deraf. Han
vendte rask Spillet om og lagde et andet oven paa. Atter kom
Hjerter-Es op! Det var latterligt!
Han havde ieftermiddag forsøgt at gjøre et Overslag over
Indkomster og Udgifter, og var kommet til et meget ubehageligt
Resultat. Det var dumt — her i det fdisteragtige Berlin faldt
ikke Kortene længer heldig for ham. Han spilte forsigtigere end
i Pariser=Klubbene, og her gaves altid Folk som var fornuftige
og kunde finde en Udvei, selv om de havde tabt.
Han var ingen lidenskabelig Spiller. Først havde han i Paris
leilighedsvis ladet sig overtale til et Parti Makao, fordi han af
selskabelige Hensyn ikke godt kunde undgaa det. Kortene havde
med en forbausende Vedholdenhed bragt ham Held, og saa
spillede han oftere og oftere. Snart tabte han, som alle Spillere,
Agtelsen for Penges Værd, hans Fordringer voksede. Han
spilte og spilte, tabte, men vandt altid mere og holdt sig
paa Høiden. Han betragtede ikke Hasardspillet som en
nervepirrende Underholdning; det var blevet ham en Forretning, ved
hvilken han ordnede sine Indkomster. Havde han havt nogle
heldige Dage, saa glemte han ofte i Uger sine Bekymringer, for
derpaa atter at blive mindet derom gjennem nogle høie Regninger.
Men saadanne rolige Pauser var i den sidste Tid stadig blevet
sjeldnere. Lore var en upraktisk Husmor, fordi han, der var
saa sorgløs og gavmild, aldrig havde tvunget hende til at holde
sig til en fast afmaalt Indtægt, og Husholdningen kostede meget,
da Bruno ikke var stolt nok til at kunne modtage ogsaa
forvænte Gjester paa en tarvelig Maade. Med Møie bestred han
den ene Udgift efter den anden, og kun hans eksempelløse
Letsindighed var Grunden til at han endnu havde bevaret sin
Munterhed, om ogsaa nu og da, som netop nu, alleslags beklemmende
Tanker kunde opstige hos ham. Dette dumme Hjerter Es! Netop
dette Kort havde igaar kostet ham en betydelig Sum. Han havde
en Følelse, som om det store røde Øie smilte skadefro til ham.
Saa kom noget farende ind i Værelset — en overgiven,
barnagtig og munter Latter lød bag ham, og Lore, i fuldt Toilette,
kastede sig som et overgivent Barn ned i en Lænestol og
vedblev at le. Ærgerlig vilde han spørge, hvad det betød; men
hendes Latter var saa frisk og smittende at han ikke kunde
modstaa den, og glad og smilende nød han det smukke Syn
hans Frue frembød.
— Hvor fortryllende du ser ud, Lore! sagde han, idet han
trykkede et Kys paa hendes Læber. Hvad er forefaldt? hvad
ler du af?
Endelig fattede hun sig saa vidt at det lykkedes hende at
svare.
— Jeg tror jeg dør af Latter. I en Time har jeg ved Hjælp
af min Kammerpige bestræbt mig for at pynte Edda til Ballet
Vi maatte klæde hende paa som et Barn. Men endelig var alt
færdig, og da jeg saa seiersglad stiller hende foran mit Speil,
bliver hun saa rød som en Pion og gjør Indsigelser mod at vise
sig nedringet i Selskab. Kan du tænke dig et saadant Mønster
paa Snerperi! Hun ser forøvrigt fortryllende ud. Hun sidder i
mit Værelse og er aldeles rasende; hun forlanger at jeg skal
hjælpe hende med at faa Kjolen, der er snørt sammen i Ryggen,
af hende. Og dertil har hun Taarer i Øinene. Jeg er ganske
raadløs, hun vil faa ophovnede Øienlaag og rød Næse, og Virk-
ningen af min lange Forberedelse vil gaa tabt. Du maa hjælpe
mig Bruno!
Atter kastede Lore sig bagover og brød ud i Latter. — Er
det ikke komisk? En Pige paa femogtyve Aar og Læge, og
alligevel saa snerpet! Det kunde være Stof til et Lystspil.
— Jeg skal hjælpe dig, Lore! Kom, lad os gaa til hende
— hun vil snart lyde Fornuftens Stemme.
— Javel, kom med!
Hun’ilede foran, rev Døren til Garderobeværelset op og meldte
med høi Stemme: Min Ægteherre, Bruno von Weynitz!
Edda stod opreist midt i Værelset med nedhængende Arme
og skjælvende Læber; mellem Øienbrynene saaes en dyb Rynke.
— Er hun ikke smuk? udbrød Lore.
Bruno blev forbauset over Eddas eiendommelige Udseende
og rakte hende rask sin Arm. — Vil De gjøre mig den Glæde
at lade Dem føre nedenunder af mig?
Hun blev staaende ubevægelig, men energisk løftede han
hendes venstre Haand og lagde den paa sin Arm, idet han førte
hende ud. Hendes næsten for fine Arm hvilede som Elfenben
paa hans Kjoles sorte Klæde.
Samtidig med dem indfandt ogsaa de andre Gjæster sig i
Selskabsværelserne. Fyrst Sissi, livlig og straalende, ilede foran
alle andre. Han havde en prægtig Buket Syrener i Haanden,
som han overrakte Husets Frue. — Jeg er umaadelig glad, sagde
han, efterat den første Hilsen var vekslet; tænk Dem, jeg har
skrevet noget, er traadt ind mellem Journalisterne — for Pokker,
hvem er det? udbrød han og saa over mod Edda, som stod
noget fjernet ved Siden af Faren, som imidlertid havde indfundet
sig. Virkelig, er det den kolde Doktorinde! Hun er superb!
— De har god Smag, sagde Lore, idet hun langsomt skød
Slæbet tilbage med den venstre Fod.
Fyrst Sissi klemte Lorgnetten fast over Næsen, idet hans
Blik mønstrende gled hen over den unge Piges Skikkelse.
Figuren var næsten kantet, som paa et sekstenaars Barn, og dog var
den gratiøs, fin og symmetrisk! Det alvorlige Hode med den
matte Teint, som stod fortræffelig til det straalende, mørkerøde
Atlask, de buede, let aabnede Læber, de store dybtliggende Øine,
som skuede lidt ængstelig ud af det kloge Ansigt, fordi hun følte
Fyrstens Opmerksomhed henvendt paa sig — hun var virkelig
en Fremtoning af en eiendommelig ynde.
En Stund følte Edda sig virkelig forlegen; men derpaa gjorde
hun et Kast med Hodet, som trak den vægtige Fylde af Haar
det pludselig bagover, Rynken mellem de lige Bryn blev dybere,
og hun saa Fyrsten iskoldt og utilnærmelig ind i Øinene.
— Nu Fyrste, har De saa ganske tabt Fatningen, lo Lore
noget tvungent. Hvad siger De om min Kunstfærdighed med
Hensyn til Toilettet?
— Udmerket, som altid ! sagde han, idet han adspredt lod
Blikket glide henover Lores fine Skikkelse.
— Aa nei da, Fyrste! Jeg taler ikke om mig, og det ved
De ogsaa meget godt; jeg mener min Fortjeneste af Eddas
Udseende.
Han betragtede tankefuld en Stund den venstre Hanske og
Silkeforet paa sin Hat, derpaa hævede han langsomt Øinene og
sagde med et Udtryk i sit Ansigt, som vilde være vanskelig at
beskrive:
— Man kunde blive bange. Der er vulkansk Ild under
Asken.
— Gaa, Fyrste. — De forsøge at være aandrig!
Han rystede paa Hodet. Maa jeg føre Dem tilbords, naadige
Frue?
— Nei, ikke idag — min Svoger vil føre mig tilbords. Men
tag De Frøken Helm; jeg vilde gjerne engang se den vulkanske
Glød lyse. Vi sætter os ved Siden af hinanden.
Hun havde bemerket Hermann og vendte sig imod ham.
— Som De befaler, svarte Fyrsten, idet han traadte tilbage.
Men De maa bære Ansvaret.®
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
