Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. Lørdag 13. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
URD
ikke har jeg Influenza heller. Naar jeg bare kunde
linde Apotheket."
„Kjære Dem, jeg har alle Slags Mediciner
hjemme. De kan faa baade Febrin og Pyrin —
Nafta først og fremst — Nafta trænger De til, for i
Tilfælde af Influenza" —
„Jeg mener Sporvognsapotheket," svarede jeg
ganske irriteret. Skulde jeg da endelig, til al anden
Vederværdighed, ogsaa paanødes Influenza?
I Hospitset kvikkede jeg mig med en liden Lunch.
„Bliver Fruen hjemme til Middag?" spurgte
Opvartningspigen.
„Det tror jeg knapt," svarede jeg, for jeg skulde
paa Visit til Konsul Paulsens, min Mands kjære,
gode Venner fra Sandefjordssomrene, og de vilde nok
ikke slippe Taget saa let.
Konsulens Bolig var ikke vanskelig at linde.
Den dominerede med Taarne og Spir. Tjener med
Sølvsnor i Entréen. Lysekroner og Speile. Jeg fulgte
den fineste Coutyme og sendte ind mit Kort. Imens
lik jeg da af Galoscherne — Kristianiasølen er jo
verdensberømt — tog en Oversigt over Hat og Slør,
knappede den sidste, gjenstridige Hanskeknap og
begyndte allerede saa smaat at angre paa, at jeg
ikke havde taget min broscherede Silke med; skulde
den Leilighed se mig i Selskab, og man kan jo
aldrig vide —.
Tjeneren med Sølvtressen kom høitidelig og
afmaalt imod mig: „Konsulen var ikke tilstede, og
Fruen var desværre ikke ganske tilpas, saa hun
kunde ikke tage imod Visitter. Men hun ønskede
gjerne at faa vide min Adresse."
„Jeg bor i Smaalenene," svarede jeg raskt.
Intet \ idere Bryderi for min Skyld, kjære, gamle
V enn er!
Altsaa en ensom Middag paa Hospitset, hvor
ingen anden Tilreisende viste sig.
„Bliver Fruen hjemme til Aften ogsaa ?"
Hvor kunde hun falde paa det?
Gamle Tante Pettersen sad da paa sin Tue tryg,
og hendes Adresse kjendte jeg. I Sporvognen
rumlede jeg afsted til St. Halvards Plads. Og tænk,
hun blev glad, hun blev virkelig oprigtig glad!
Hendes Stue var saa liden, men den gamle,
hyggelige Mahogni talte sit eget Sprog. Zwibelløgene
blomstrede i Glas, som for 40 Aar siden. Trods
Alderdom og den altid fortærende Tidens Tand, var
der noget ungt, varmt og tiltalende baade over Tante
og hendes Omgivelser — skal jeg kalde det Hjertelag?
Og vi snakkede løs om al Verdens Ting, saa
at Tiden rent fløi fra os.
„Vorherre har skaanet Synet," sagde Tante. „Og
hvad er ikke Synet for en Gave! Og Helbreden er
heller ikke daarlig. Strøget her er livligt.
Sporvognene ringer og fortæller om travle Mennesker.
Damppiben hviner, den melder nyt udenfra og
minder om alle de fornøiede Reisende, som skal
afsled, eller kommer hjem. Og her bor jeg mellem
to Kirker, kan komme baade i Høimessen og i
Aftensangen. Velsignede Prester, som besøger mig.
Imorgen er jeg buden til Middag hos vor Sogneprest".
Et barnligt Sind. en nøisom Sjæl — det
prikkede i min Samvittighed, og det gik op for mig, at
jeg igrunden var et Uhyre, som reiste for
Fornøiel-sens Skyld og var bitter Misfornøielse.
Langfredag oprandt, og jeg sukkede længselsfuldt
efter Brev fra mine kjære Smaapiger — ja, fra begge,
lange, lange, Breve.
„Posten ucfleveres vel tidlig her i Byen?"
„Her udleveres ikke Post paa Helligdage."
„Ikke Post i en Hovedstad? Er det muligt" ?
Eller var jeg kommen til store St. Bernhard?
„Det er da godt at tænke paa, at Postbudene
faar Søndagshvile. Det er et stort Fremskridt."
„Da maa nok Fremskridtene gaa baglænds her
i Byen," svarede jeg, men mere vilde jeg heller ikke
udlade mig med, skjønt jeg havde adskilligt paa
Lager. Kan de 200,000, som Kristiania brisker sig
af at sidde inde med, undvære Post paa Helligdage,
maatte det sagtens gaa an for en stakkars
Paaske-reisende.
Med Kirkegang og Spadsertur paa Fæstningen,
som det endnu ikke er lykkets nogen at rive ned,
sneg Dagen sig hen. Et Visitforsøg hos vor forrige
Guvernante, som vandt i Lotteriet, blev gift og sad
godt i det, faldt uheldig ud. En krøllet Mamsel
meddelte, at „Herskabet skulde reise til Rivieraen
samme Aften," der var ingen Adgang.
Hjemlængselen slog nu sin Klo i mig. Tre
Dage til kunde jeg ikke holde det ud. Her gik jeg
alene, og hjemme sad mine kjære Smaapiger alene,
nei, hurtig besluttet, — jeg vilde overraske dem
med at komme Paaskeaflen. Vende den berømte
Centralby Ryggen, uden at have seet hverken
Holmenkollen, eller St. Hans Haugen, Husflidsudstillingen,
Automatkaféerne, Blomqvist, eller nogen af vor
Hovedstads Merkværdigheder.
En eneste Myr i den store Myretue, en Myg paa
Elefantens Ryg, en fremmed i en fremmed By, reis
hjem igjen og hold dig herefter i det, som de Lærde
kalder dit eget M i 1 i ø.
Forfatterindens Hjem*).
En deilig Maiaften vandrede jeg gjennem Parken,
aabnede Porten til Landeveien, og uden at jeg tænkte
nærmere over det, stod jeg nogle Øieblikke efter
lige overfor „Lily Cottage". Da jeg nærmede mig
Haveporten og saa derind, bemerkede jeg, at det
smukke gamle Hus var mørkt, øde og forladt. Jeg
vidste, at Eierinden var borte, og det var ikke
underligt, at hendes hjemlige lille Rede bar Præg af hendes
Fraværelse. En Mængde Slyngroser, der dækkede
Muren, saa ud som lyttede de efter hendes
hjemvendende Fodtrin. Paa den store Græsplæn, hvor
jeg havde set hende lege med Hundene, hævede en
Klynge hvide St. Johannesliljer sig paa sine slanke
Stengier mod Himlen, aabnende sine rene Bægre for
Stjernelyset og de milde Aftenvinde. Duften af
Kaprifolium og vilde Boser fyldte Luften med yndige
Drømme, og da jeg lænede mig over Rækverket og
lod Blikket glide hen til de lange Skygger, Trærne
kastede paa G ønsværet, begyndte en Nattergal at
synge. Den lille Sangers bløde og klagende Triller
sænkede sig ned i Nattens Stilhed, og de sølvklare
Toner forenede sig til en vidunderlig skjøn Melodi.
De milde Toner sang om „blid Tilfredshed" og
blandede sig med Duernes fjerne Kurren. Jeg lyttede,
til mine Øine fyldtes af vemodige Taarer ....
*) Efter Marie Corellis: The Sorrows of Satan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
