Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 20. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
197
Madame Séuerine,
La Froncles Redaktør.
(Oversat fra „Idun").
„ Je crois å ce
magnetisme qui
s’exerce å travers
le temps et la
distance, qui abrége
l’un, supprime
l’autre;å
l’inflüen-ce de ce vouloir
ar-dent dont
s’im-prégne 1’atmosphære entre le but
et l’effort; qui les
rapproche
fatale-ment, sans qu’on
ait rien fait qu’
hypnotiser son
réve".
Severine.
Citatet, som
jeg har hentet
fra Madame
Severines noble og af
en dyb Følelse
gjennemtrængte
Bog „Pages
My-stiques", kunde
. kanske bringe nogen til at tro, at jeg i disse Linjer agter at
presentere en Slags moderne Sibylla, en Spiritist, som i de
anførte Ord udtaler sin Livsanskuelse. Langt fra det. Den
franske Forfatterinde og Journalist, hvis Billede vi idag forestiller
Læserne, lægger for Dagen i hele sin Udvikling, i alt sit
Forfatterskab en nøgtern og sund Verdensanskuelse, en klar
Tankegang og et skarpt Blik for Virkeligheden og det praktiske Livs
Krav. Den citerede Sætning er kun et Udtryk for den
Sympati hvormed hun omfatter hele sin Slægt, som alle Livets og
Naturens skiftende Foreteelser, et Udtryk for hendes sterke
Rapport med alt det store, gode og ædle i Verden.
Uden at De behøver at være Spiritist, elskværdige
Læserinder, kan De meget godt tænke Dem, at De idag stifter
Bekjendtskab " med den saa meget omtalte, omskrevne og
omtvistede Madame Severine, og dette saa meget mere som hun, da
hun gav mig sit Portræt for „Idun", medsendte en Hilsen til
dets Læsekreds.
Det er nu omtrent et Aar siden jeg saa hende første Gang,
denne lille gratiøse, indtagende Kvinde, med det gulrøde Haar
og de perlehvide Tænder, en „vraie parisienne de Paris."
Der nede i Palais de justice lyste hun med sit straalende Smil
som en Solstraale mellem de alvorlige, sorte Advokatrober paa
de lange Bænkerader, hvor hun havde Plads blandt de
skjæg-gede, mørke Journalister. Man behøvede ikke at se hende, man
følte dette lyse, varme, alt omstraalende Smil overalt i Salen.
Trofast sad hun der paa sin Plads hver Dag under
Zolapro-cessens stormfulde Uger, fulgte Forhandlingernes mindste
Detaljer og gav følgende Morgen i sit Blad, „La Fronde", en klar,
spirituel, af. psykologisk Skarphed gjennemtrængt Resume over
hvad der var passert. Altid var hun i første Række. Labori,
Zola, Clemenceau, Anatole France, alle Mærkesmænd paa
Revi-sionssagens Side, trængte omkring hende for at trykke hendes
Haand. Hun vilde forsætlig, maaske ogsaa rent ostentativt
markere sin Plads i Striden.
— De vovede meget i de Dage, Madame, sagde jeg til
hende, da Samtalen en Gang faldt paa hendes tapre Kamp et
Aar tilbage.
— Aa Monsieur, jeg er vant til at vove noget. Men naar
jeg tænker paa den Tid, er jeg dog ofte forbauset over at vi
slåp fra det med Livet. Jeg opbevarer endnu i mit „Museum"
et Par sønderrevne Dragter fra Slagfeltet, thi jeg stod
bogstavelig midt oppe i Bataljen.
Madame Séverine gav virkelig en Karakteristik af sin
Udvikling i disse Ord: Jeg er vant til at vove noget. Faa
Kvinder har i saa høi Grad og i den Betydning som hun selv banet
sin Vei gjennem Livet.
Siges det ikke som en temmelig almengyldig Regel, at det
er Omstændighederne som danner Mennesket? Madame
Séve-rines Løbebane modsiger denne Paastand, thi det kan snarere
siges, at det er hun som har skabt de Omstændigheder under
hvilke hun vilde udføre sin Gjerning i Livet. Fra hendes
spædeste Barndom har der i hendes Sjæl virket en Impuls,
Oppo-sitionsaanden, som er blevet behersket af Intelligensen, og det er
denne Impuls som har ledet hende i hendes Selvopfostring til
en Revolutionens ægte Datter.
Jeg har nævnt, at hun er en „parisienne de Paris".
Stakkars Barn, hun havde ikke meget Sol i den lille Leilighed
hendes Forældre beboede paa Hjørnet af rue Helder og rue
Taibout, men hun sovnede og vaagnede ved Brusen fra de store
Boulevarder, og tidligt hørte hun Verdensstadens Hjerte slaa.
Hjemmet var ogsaa i aandelig Henseende skummelt. Faren,
tjenestegjørende ved Prefekturen, en Pligtens Slave og
regelmæssig som Uhret, var af en gammel jansenistisk Familie, og
hans religiøse Livsanskuelse, somber og kold som den var,
paa-trykte Hjemmet et Præg af Kloster. Hans Modsætning i
Opfatningen af Livets vigtigste Spørsmaal var hans Ægtefælle, en
Dame med et ganske rigorøst Temperament, men med en Smule
Voltairsk Aand, som det parisiske Bourgeoisi er det den Dag
idag — Fritænker men samtidig religiøs ved et nobelt og varmt
Hjertes Impuls.
Barnet af denne ægteskabelige Forening havde arvet et
Skarpsind der i sig optog de vigtigste Elementer af de saa
forskjellige og dog i mangt og meget saa beslægtede Naturer.
Modsætningen Forældrene imellem dannede hos Barnet
Oppo-sitionssindet, som jeg ovenfor betegnede som en Motor i hele
Madame Severines Virksomhed; men det for begge Karakterer
fælles Drag af en religiøs Hengivenhed for det Bedste i Livet,
fandt hos Barnet Udtrj’k i en varm Medfølelse for det Ringe,
det Foragtede, det Undertrykte, det Forfulgte i det moderne
Samfund, en Medfølelse som i ikke mindre Grad end
Oppositionslysten udmerkede den franske Forfatterindes Livsgjerning.
Da jeg har talt saa meget om Revolten i dette
Forfattergemyt, kan jeg ligesaa gjerne fortælle om en Episode hvor
deune for første Gang gjorde sig gjældende. Ogsaa denne lille
Begivenhed viser, hvor meget Fantasi, Digtningens
Grundforudsætning, Barnet besad.
Hun var fem Aar gammel. Foran den aabne Kamin sad
Moren i de lange Vinteraftener, mens de ventede paa Faren,
og forkortede Tiden med Eventyr og faits divers fra det
virkelige Pariserliv. Det var Historier om røvede Børn, om
Zigeunere som paa de store Boulevardmarkeder foreviste
Prinsesser, som de om Natten havde stjaalet i Fantasiens,
Operar-nes og Sensationsdramaernes Slot, om unge, vakre Prinser der
kom som Befriere og for store Summer løskjøbte disse
Cirkusteltenes Heltinder og Fyrstinder, gav dem tilbage til de
sørgende Familier og giftede sig — naturligvis — med de
Skjøn-heder de paa en saa underbar Maade havde befriet.
Behøver man at fortælle, at den Slags Historier gjorde stor
Lykke hos et fantasirigt Barn, og at de fødte Længsel efter Lys
og frisk Luft hos et lidet Væsen som hidtil kun havde set
Livet gjennem de låve Vinduer i en parisisk Baggade.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
