Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 20. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
URD
Kristiania den 1G/s 99.
Pintse. Det er Vaarens Høitid, i dobbelt
Forstand, vi denne Uge feirer. Med Vaar over Sindene,
med Vaarens Glæde i Hjertet og Vaarens Løftning
over Tanken kom den, hin Pintse for et Par
Aartusinder tilbage, og med Vaar i Naturen, med spirende
Liv, med vaagnende Kræfter kommer den Aar efter
Aar tilbage som et Aandepust fra den evige Sommer.
Aandens Lov i Naturens Verden!
Vinteren er saa forfærdelig lang og mørk og
trist mangen Gang, ikke alene Vinteren ude i
Naturen, med Storme, Kulde og Mørke, men den tunge,
mørke Vinter som saa ofte lægger sig over Sjælene,
Mismodets, Skuffelsernes og Smerternes Vinter. Men
ogsaa Vinteren maa have sin Tid; det nytter lidet
selv at søge at forkorte den og kalde Vaaren frem.
Tid for Vinteren! Tid for Kulden og Mørket, Tid
for Lidelserne og Sorgen. Men ikke Tid og Rum
for Tvil og Utaalmodighed, ikke Tid og Rum
foldet som er ondt. —
— — Midt i Verdens dybe Ve
at spire uüder Vintersne — —
se det har Naturen at lære os! Og lærer vi først
det, saa er vi igrunden hjulpne, thi da kommer
Vaaren, Aandens Vaar — Pintsen — lige saa sikkert
til Sjælen som Dagen følger paa Natten, og da vil
Vaaren først være af den rette Slags, med friske
Blomster og ren Luft, og Høsten bringe god og rig
Frugt.
Saa vil vi som Blomsten aabne Sjælens Blade
mod Solen, mod Naturens og Aandens Sol, som
Vaaren og Pintsen sender os. Og vi vil lade Solen
varme vor forfrosne Sjæl og lyse over vore mørke
Tanker, saa Hjertet kan slaa varmt for alt hvad der
er godt og skjønt, og Blikket aabnes for Livets
Visdom. —
Suen Dufuas Folk.
Skal det bli din Saga — Sven Dufvas Folk?
Da han stod der paa Broen og stred,
da han ofred sig selv — da han kjæmped og led,
var han da en Profet — en Tolk?
Vi kjender hans Saga — enkel og stor.
Han stemte sit Bryst imod —
han bød dem sit unge, kraftige Blod,
om de spared hans Fosterjord.
Vi husker hans Saga, hvor kort den blev.
Da han segned og havde forblødt —
da han laa der og farvede Græsset rødt,
var det Landets Saga, han skrev?
Skal det bli din Saga — du arme Land?
Naar endt er den grusomme Leg,
skal du ligge magtløs, stille og bleg,
som han gjorde, den ene Mand?
Som han har du Hjertet paa rette Sted.
Du ofred for Frihedens Sag
dit Hjerteblod draabevis Slag for Slag,
mens du haabed og kjæmped og led.
Du Stakkar — hvad hjælper dit Krigermod?
Din Herre, han taaler ei Skud,
ei Sablernes Blinken, ei Kuglernes Bud.
Han kværker blot stille foruden Blod.
Den fredkjære Kjæmpe — det falder ham let
at slette ud Dvergens Spor.
Og mens han raaber sit: >Fred over Jord«
han krænker den helligste Ret.
Der gaar som et Suk gjennem Landenes Flok.
De ser lidt forskræmte mod Øst;
men de roer sig snart — de har jo en Trøst:
den ene — han redder os nok.
Aa nei — lad det ikke gaa nu som da —
da han kjæmped den eue Mand.
Nu kjæmper et lidet fortvilet Land,
og Hjælpen ser til — langt derfra.
Ima.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
