Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 27. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
207
og en Veiledning ind til det indre og Hjemmets
Karakteristik. Er Husherren Jæger, er det naturligt,
at han der hænger op sine Jagtsager samt Dyreskind og
Horn. Er han virkelig Skjønner af gamle Ting, er
det ogsaa naturligt at stille op det, som passer her.
Porcellain og Smaating hører dog ikke til i Hallen,
hvorfor man fraraades at her låve Vægpaneling med
opradet Krims-Krams paa. Har man derimod gjort
Reiser og medbragt orientalske Tepper — ostindiske
Bast-Matter eller sjeldne Vaaben og lignende, saa er
Hallen netop Pladsen for deres Opstilling. Jeg har
seet en Hall dekoreret med eftergjorte Gobeliner, der
virkede ganske godt. Men fremfor alt — Hallen
maa ikke tabe sin ceremonielle og høitidelige
Karakter. Dette udelukker dog ikke en Smule
Komfort saasom en Peis eller en engelsk Kamin med
nogle behagelige Stole foran, men det bør naturligvis
være faa Møbler i Hallen. Her gjengives en Hall,
en af disse i engelske Huse almindelige. Jeg har
desværre ikke fundet noget tilfredsstillende Billede
af et stilfuldt og helt gjennemført Forværelse.
Af den allerstørste Betydning for et Værelse er
en Ting, som man en længere Tid har behandlet
utilladeligt skjødesløst, nemlig: Lysets Virken. Man har
troet, at det kun gjælder at skaffe et Værelse saa
meget Lys som mulig, og Vinduerne er blevne større
og større, indtil de nu er blevne til store Gab. Rene
Udstillingsvinduer er praktiserede ind i vore Hjem.
For meget og forlidet skader alt. Disse store, svære
Vinduer i voit kolde, taagede Klima giver Hjemmet
et alt andet end lunt og varmt Indtryk» De store
Vinduer hører Sydens Klima til eller passer i store
Festsale, for vore private Huse og Dagligværelser
passer de nu mindre godt.
Vor Tid har sørgelig lidet benyttet sig af
Fortidens mange Erfaringer paa dette Omraade. Hvilken
Charme i disse smaa inddelte Vinduer, hvorigjennem
Lyset stille og fredeligt lister sig ind, hvor koselige
disse dybe Vindues-Nischer! Hvor forstod man ikke
i de gamle Tider at virke med Lys. Man forstaar
det i de gamle Kirker og Katedraler, man ser en
Sikkerhed i Lysvirkning, som vor Tid ligesom synes
at have glemt. Gjennem Søiler vandrer man frem
i Halvdunkel mod Koret, som straaler i et
eiendommeligt mystisk Lys fra de høie buede Korvinduer.
De smaa middelalderske Hjem synes ogsaa at have
forstaaet at virke med dæmpet Lys. Jeg ved ikke,
om der lagdes Merke til Vinduerne paa
Reproduktionerne i forrige Artikel, men jeg henleder nu
Op-merksomheden paa dem: Nürnberger-Vinduet ined
dets dybe Nische, buede Form og dæmpede Lys, og
det lille sikkert konstruerede venetianske Vindue,
hvori Blomsterne i japanesisk flotte Linier tegner sig
mod Glasset. Altsaa ikke disse store „Lysgap" til
Vinduer; i vort nordiske Klima passer de mindre
bedre, har man nu engang disse store, kolde Vinduer
gjælder det at med noget dunkle og skjønsomt
arrangerede Gardiner dæmpe og fordele Overflodet af
Lys og Belysning.
Som Illustration medfølger et moderne
Værelse-Arrangement udstillet paa Kunstudstillingen i
München 1898. Hvert Aar udstilles her forskjellige helt
dekorerede Værelser. —
Til Slutning et Par Ord om en Dekoration, der
i vore Hjem har taget sig en alt omfattende Plads,
nemlig Blomsterdekorationen. Ingen vil benegte, at
Blomster ordnede med Smag, især da de blomstrende,
gjør stor Virkning, men nu synes disse næsten at skulle
vige Pladsenfor grønne Bladplanter. Bregneplanter her
og Bregneplanter der placeres rundt om som Nips
og Fotografier i Vindueskarmer, paa Borde og Hylder.
Men mer derom senere under Omtalen af Nipseriet
i vore Hjem. — H. F.
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
et var et Sekund af salig Forglemmelse, men derpaa
rettede Hermann sig op. Hvor uridderlig denne
Handling var, hvor uoverlagt! Han styrtede ud,
fandt efter nogen Søgen Lore og hviskede nogle Ord
til hende.
Denne saa ham eiendommelig forskende ind i det ophidsede
Ansigt. — Aa, sligt hænder undertiden, det er ikke noget slemt!
Hvor er hun ?
Han pegte paa en Dør. Da Lore traadte ind, sad Edda
opreist, idet hun stirrede stivt og aandsfraværende frem for sig.
— Min Svoger sagde mig, at De ikke befandt Dem vel. Skal
jeg hente Deres Far, kjære Edda?
— Nei, nei, jeg beder Dem, gjør det ikke! Han vilde blive
ængstelig ! Kun Vand ! stammede hun, idet hun trykkede begge
Hænder op mod Panden.
Lore bragte hurtig hvad hun ønskede, og der for en Gysen
som af Frost gjennem Eddas Lemmer.
— Kom, kjære Barn, her ved Siden af er mit
Paaklædnings-værelse! Læg Dem paa Sofaen ; jeg skal komme igjen om et
Kvarter.
Taus, som et lydigt Barn, fulgte Edda Venindens
Anmodning, da denne aabnede Døren til det tilstødende Værelse og
derpaa gik ud.
Hun aandede lettere og kastede sig paa Chaiselonguen.
Denne afskyelige Dragt, den uvante Omgivelse, Lysene, Heden
og Vinen — alt dette var Skyld heri I Hun forsøgte at erindre
hvad der var forefaldt. Havde ikke nogen sagt, at hun var
meget smuk? Ak ja, hun erindrede — hun havde villet svare,
at det var hende høist ligegyldig. Men om hun ogsaa virkelig
havde udtalt disse Ord, det vidste hun ikke længer. Derpaa
var det forekommet hende, som sænkede en rødlysende Sky sig
ned over hende — en uendelig velgjørende Følelse, en sød
Mathed; noget berøvede hende Bevidstheden, Aanden, som skulde
hun kvæles, og derpaa ? —
Saa var hun faret op, og hun havde befundet sig alene i
Værelset, indtil Fru von Weynitz pludselig stod foran hende.
Der var jo til endelig Slut intet overordentligt herved; et
Bad imorgen iidlig vilde atter bringe hendes Nerver iorden. Og
dog overkom der hende pludselig en Ekkelhed for hende selv;
det forekom hende, som var der foregaat en Forandring med
hende, som var hendes hele Væsen blevet ryset af en Lidenskab
der var hende fremmed og forskrækkede hende. Og pludselig
for den Tanke gjennem hendes Hode: Hermann von Weynitz
var sidst hos dig. Han har tilkaldt sin Svigerinde. Har jeg
forraadt mig selv? Har han bemerket det som foregik inde i
mig ?
Hun sprang op. O hun vilde vise ham, at hun var aldeles
den samme som tidligere !
Hurtig ordnede hun sin Dragt ved Hjælp af den tilkaldte
Kammerpige. Saa kastede hun et Blik ind i Speilet; hun saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>