Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 27. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
URD
at Øinene saa ud som om de var sunkne ind i deres Huler, og
at heades Teint var graa. Hun kjølede den smertende Pande
med et fugtigt Klæde og forlod saa Værelset, idet der lagde sig
et strengt Udtryk over hendes Træk.
I Døren, som førte ind til Dansesalen, blev hun staaende.
Her hvirvlede Parrene om mellem hinanden. Man lo, man
snakkede, og derimellem hørtes Sporernes Klirren og Glassenes
Klang. Der dansede Lore med Fyrst Sissi; hendes Kinder
glødede, hendes Øine straalede, Liv og Livslyst talte ud af hver
Bevægelse, mens hendes skjønne Skikkelse vuggede sig efter
Musikens Toner. Hermann derimod var ikke at se.
Et Hus fuldt at Narre! tænkte Edda, og dog opsteg der et
Ønske hos hende om at ogsaa hun kunde deltage i denne
Narre-leg og uden Bevidsthed dukke ned i denne Strøm. En Herre
engagerte hende, og hun maadte le ad lians forbausede Ansigt,
da hun erklærede ikke at kunne danse.
— Godt, saa tillader De istedetfor, at jeg nyder Deres
Selskab nogle Minuter. Ønsker De nogen Forfriskning? De ser
træt ud.
— Nei Tak, men jeg vilde være Dem taknemmelig, om De
vilde sige Husets Frue, som netop nu er ophørt at danse
derhenne i den anden Ende af Salen, at jeg gjerne saa, at hun
sendte min Far til mig.
— Med største Fornøielse, og han ilte bort.
Hermann var imidlertid gaat ind i Bøgeværelset, hvor han
fandt Eddas Far omgivet af en Kreds ældre Herrer; Doktorens
skarpt tegnede Ansigt lyste frem gjennem Tobaksrøgen. Man
syntes at være midt oppe i en ivrig Debat, og Helm havde
øiensynlig paa Grund af sit slaaende Vid tilegnet sig Ledelsen
af Underholdningen.
Nu viste ogsaa Lore sig i Døren og vinkede ad Svogeren.
— Edda er atter ganske frisk, hviskede hun, da han traadte
hen til hende. Hun sidder derinde i Sideværelset ganske alene
og venter paa sin Far, hvem det formodentlig falder vanskelig
at løsrive sig fra den livlige Underholdning. Du holder hende
nok imidlertid med Selskab. Hun nikkede venlig til ham, og
han ilede hen til det af Lore betegnede Værelse, — det samme,
i hvilket han sidst havde været sammen med Edda. Denne
havde allerede set at han nærmede sig. Hun sad paa den samme
Stol som tidligere, og dog syntes hun at være en anden, saa
forandret var hele hendes Ydre.
— Er De nu atter ganske rask, Frøken Helm ? Jeg har
sjelden befundet mig i en saa hjælpeløs StilliRg.
Edda smilte uvilkaarlig over Modsætningen mellem den høie,
kraftige Skikkelse og den indrømmede Hjælpeløshed! Hun
maatte tænke paa, hvilket forbløffet Ansigt han maatte have sat
op, da hun besvimte.
— O, det gik hurtig over. Men jeg beklager at have skræmt
Dem.
— Jeg saa sti-aks, at det intet alvorligt var, sagde Hermann
forlegen. ImiÄertid sidder Deres Hr. Far meget fornøiet i
Røgeværelset og underholder alle de Tilstedeværende!
— Jeg har allerede bedet Lore sende ham herind. Vil De
være saa venlig at meddele ham, at jeg nu gjerne vilde tage
hjem? Jeg tænker vi begge nu har faat nok af Selskabet; det
er allerede langt over Midnat.
Taus adlød han Ordren. Man dansede nu Kotillon. Han
tog en Buket friske Lillekonval og kaldte derpaa paa den gamle
Herre. Edda kom de to Herrer imøde fra Garderobeværelset;
hun var indhyllet i en stor graa Kaabe og et tæt sort Slør,
gjennem hvilket hendes Ansigt lyste næsten spøgelseagtig blegt.
Herman n bemerkede forbauset det sælsomme Udtryk der
hvilte over hendes Træk. Man maa altid være forberedt paa at
se nye Sider hos hende, tænkte han, idet han førte hende til
Vognen.
Da hun allerede havde taget Plads, rakte han hende den
lille Buket.
— Én liden Erindring om denne Aften, sagde han.
Hun tog Blomsterne med en forvirret, keitet Bevægelse. —
Tak. Godnat, Hr. von Weynitz.
Et kort Haandtryk, og Vognen rullede bort.
— En kjæk, klog Karl, denne Weynitz! Jeg synes bedre
om ham end om Broren! Et godt Stof, og en Mand som staar
fast paa egne Ben, sagde Doktor Helm, idet han hyllede sig
tættere ind i sin Pels.
Edda krøb taus sammen i Vognens ene Hjørne. Hun
trykkede Fingrene fast om den lille Buket og sænkede, idet hun
trak Veiret dybt, Ansigtet ned mod den. Den friske Duft lagde
sig over hendes Tanker som en yndig Drøm.
— Dumhed! hviskede hun pludselig, og med et hastigt
Ryk trak hun Vinduet ned og kastede Blomsterne ud.
— Luk dog Vinduet til! mumlede hendes Far søvndrukken.
Edda svarte ikke; med Læberne fast sammenpressede og
en dyb Rynke mellem Øinene stirrede hun ud gjennem de
mørke Ruder, mod hvilke Sne og Regn piskede. — —
Da Hermann vendte tilbage til Selskabsværelserne, rustede
Gjesterne sig til Opbrud. Han var i daarligt Humør og træt.
Der hvilte ogsaa et træt Udtryk over Lores Ansigt, der hun
stod omgivet af en Kreds Herrer og Damer, og med et
møisom-melig fremtvunget Smil modtog hver enkelts Forsikring om at
Aftenen havde været „yndig". (Forts.)
Bryllupssang.
i tar et Varsel, som det er,
og derfor tar vi Maiens Dag
med Solskin over ung Trær
og Vindens varme Drag, —
vi vet, den spaar —
den lyse Vaar —
paa eders Lykkes Høitidsdag
om Ungdomsmot og Hjertelag,
om alt, som fagert er.
For som det tidt og vel er sagt,
at Vaaren er de Unges Tid
i Glædens Lys, i Lykkens Pragt,
om end i Alvors Strid,
saa er det nu,
som hun og du
gaar ind mot Lykken, som I fik,
med Sang i Sind, med aapent Blik,
med alt, som fagert er.
Ja, I, som eier Vaarens Sang,
saa lys og underfuld den er,
I kjenner og dens dype Klang,
som gjennem Livet bær,
at Lykken er
alene der,
hvor to vil sprede Solens Skin
i Livet for hverandre ind
og alt, som fagert er.
Andreas Jynge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
