Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 3. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
215
Fra Sideværelset hørtes en Barnestemme, der mumlede noget i
Søvne.
— Edgar I udbrød hun og vaklede ind til Barnets Seng.
Gutten sov fast, og vaagnede ikke engang ved det Lysskjær
som faldt henover hans Leie fra det Lys hans Mor nu holdt i
Haanden. Lore blev længe staaende og stirre ned paa hans
rødmende Ansigt. — Nei, nei, du skal ikke behøve at skamme dig
over din Mor, hviskede hun og sænkede langsomt Hodet. — —
I Røgeværelset herskede der en afskyelig Luft. Den kvalme
Duft fra Cigaretter og Cigarer blandede sig med Dunsten fra
Vin, 01 og Punsch. Omkring et rundt Bord sad endnu nogle
Herrer, hvoriblandt Fyrst Sissi, der havde taget Plads i Sofaen.
Han saa ud som en Smaagut der spiller „Sorte-Per". Han led
aldrig /ved Spillets vekslende Held. Hvad gjaldt det for ham
enten han tabte eller vandt Tusinder! Han satte dog af egen Drift
aldrig høiere Indsats, men spillede kun høit nok til at have
Fornøielse af Spillet.
Fyrsten havde i dette Øieblik overtaget Banken. Ligeoverfor
ham sad Bruno, skjødesløst henslængt paa sin Stol; han satte
sin Indsats^ind med en elegant Bevægelse. Han kastede aldrig
Kortene hurtig, men med en øvet Spillers Ro, langsomt, med
halvt tillukkede Øine uden et nysgjerrigt Blik paa Bordet, og
først naar alle de andre allerede havde gjennemseet sine Kort.
Men en skarp Iagttager vilde dog have bemerket, at Spillet
optog ham sterkt, at hver Nerve var spændt for at udnytte den
mindste Fordel, og at en neppe merkbar Rødme nu og da for
over hans blege Træk.
Hans Medspiller var en ung Assessor, som for seks Uger
siden havde ægtet en Datter af en Kommerceraad. De øvrige
Tilstedeværende tog kun Del i Spillet ved nu og da at sætte en
liden Indsats paa et eller andet Kort.
Hermann traadte hen bag Brunos Stol for at afvente et
gunstigt Øieblik til at opfylde Lores Bøn.
Fyrst Si»si nikkede smilende til ham. — Frøken Helm saa
fortryllende ud, sagde han, uden at tage Cigaretten ud af Munden,
idet han rakte Kortene frem og bad en af Herrerne tage af. I
det samme faldt hans Blik paa en ung Løitnant, som stod lidt
afsides, træt og misfornøiet, og som paa Grund af fortsat Uheld
havde hørt op at spille. — Men, kjære Baron, De spiller jo ikke
mere med’!
Denne trak paa Skuldrene og gjorde en afværgende
Bevægelse med Haanden.
— Løb blot ikke bort! udbrød Russeren. Kom, jeg giver
Dem tusinde Mark! Man maa tiltvinge sig Lykken!
— Jeg vilde heller lade være, svarte Løitnanten, men han
følte sig dog øiensynlig smigret ved Fyrstens Opmerksomhed.
— Gjør nu ingen Omstændigheder! De kan for min Skyld
gjerne betale mig det tilbage efter Forgodtbefindende, naar De er
blevet Kaptein! Kom her, jeg giver Banken fra mig. Sæt Dem
kun — jeg vædder, at paa en halv Time har De vundet igjen
hvad De har tabt.
Hermann ærgrede sig over Russerens Opførsel; men han var
klog nok til at tie.
Fyrsten reiste sig, drak et Glas Seltersvand og saa derpaa
smilende paa, hvoriede« Officeren atter deltog i Spillet og efter
en Begynders Sædvane regelmæssig satte et Tyvemarksstykke
ind. — Det er ligefrem Selvmord, kjære Ven! De kan paa den
Maade ikke vinde ordentlig. Hundrede Mark! Saa, det var ret!
Ser De, det var et stort Slag ! Og lad nu Gevinsten blive
staaende! Godt gjort — saaledes fanger man Lykken! raabte han
leende, mens han for egen Regning satte en Guldmynt ind paa
et Kort. (Forts.)
Landsbygdens Kuindeforeninger
for Missionen flk en mindre hæderlig Omtale i Urd
forleden Uge. De har kun „et Skin af Religiøsitet",
sagdes der; „Rygdesladder, Ragtalelser" underholder
Kvinderne sig med i sine Møder. Tonen i disse
skal overhovedet ligge lavt, lader man saa forstaa.
Der indbydes til en Reformation paa Hoved og
Lemmer for at hæve Niveauet.
Hvilket udstrakt Kjendskab til Personer og
Forhold det hele Land over den dog maa have, som
kan tillade sig at udtale en slig generel Dom om
en Række af Foreninger, som tælles ikke i Hundreder,
men i Tusinder! Den ærede Indsenderinde „Letta"
skjærer alle Foreninger over en Kam. Redaktionen
er en Smule forsigtigere. Den tager et svagt
Forbehold og indrømmer Muligheden af, at bedre Forhold
eksisterer sommesteds. Jeg takker for denne af
Redaktionen udviste Hensynsfuldhed, men kan dog ikke
lade være at bemerke, at det vistnok havde været
mere overensstemmende med de virkelige Forhold,
om der var bleven sagt, at den af „Letta" givne
Skildring maaske kunde passe paa nogle enkelte
Foreninger hist og her, men at den som gjældende
de Tusinder af Foreninger Landet udover var
misvisende. En saadan Indsigelse maa det være tilladt
nærværende Indsender at fremkomme med. Spørger
man om min Rerettigelse hertil, og hvilket
Kjendskab til de omhandlede Foreninger, jeg sidder inde
med, da kan jeg vistnok ikke paaberaabe mig at
have stiftet Bekjendtskab med mere end en liden
Brøkdel af dem; men jeg har dog i Embeds Medfør
i en Række af Aar havt Anledning til at lære at
kjende saadanne Foreninger i henved et Snes Bygder.
Og naar man ved, at der i hver Bygd gjerne er flere
Kvindeforeninger for Missionen, saa vil man nok
være saa venlig at indrømme mig, at jeg er i
Besiddelse af saapas Kjendskab til disse Forhold, at
min Dom dog har noget Værd. Og jeg maa rent
ud sige, at jeg ikke har lært at kjende nogen
Forening, paa hvilken „Letta"s Skildring passer. Jeg
ved mig at være Sandheden tro i dette Punkt. Fra
det kjendte slutter jeg til det ubekjendte. Det skulde
da være underligt, at Forholdene i den Landsdel,
hvor min Virksomhed har faldt, skulde udmerke sig
saa meget fremfor andre Dele af vort Land. I det
store og hele taget gaar man frem paa samme
Maade i alle disse Foreninger. Møderne begynder
og slutter med Læsning af et Skriftstykke, Bøn og
Sang. De ledes vistnok hyppigst af en Kvinde, i
Regelen en ældre Missionsveninde. Vil en kristelig
Lægmand eller Bygdens Prest lede Mødet, modtages
det med Taknemmelighed. Der læses høit af
Mis-sionsbladene eller andre religiøse Tidsskrifter.
Oplæsning af anden religiøs Literatur finder ogsaa Sted.
Eksempelvis kan nævnes, at Funckes og vor egen
Forfatterinde „Margrethe"s Bøger benyttes i noksaa
stor Udstrækning, foruden vistnok flere andre. At
der indimellem falder Samtale er en selvsagt Ting.
Men at denne dreier sig om „Næstens Anliggender"
og er præget af pietistisk Intollerance, tillader jeg
mig at betegne som en beklagelig Overdrivelse.
Lei-lighedsvis kan man støde paa saadanne Domme.
Men paa Landsbygden iethvertfald har jeg neppe
hørt lignende af andre end af–Mænd. Og det af
slige Mænd, hvis Opfatning af Kvinden ligger saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
