Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 3. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
URD
lavt, at de ikke kan tænke sig, at Kvinder kan komme
sammen, uden at de i Kraft af en
Naturnødvendig-hed altid maa sladre.
Ovenfor er nævnt, hvad der i Almindelighed
læses i vore Kvindeforeninger. Jeg vil spørge: Vil
nogen med Kjendskab til vore mest udbredte og
anseede religiøse Blade og Missionstidsskrifter
paastaa, at de ikke byder Stof til Forædling af Kvindens
Aandsliv? Skulde nogen nære den Mening, da turde
det være værd en Overveielse, om man ikke er
hildet i en Aversion mod eller dog lider af
Interes-seløshed ligeoverfor det religiøse. Jeg vil vove den
Paastand, at mere end noget andet i vore Dage har
netop det Læsestof, vore Kvindeforeninger i det store
og hele taget hidtil har budt paa, bidraget til at
hæve Niveauet i de brede Lag blandt Landsbygdens
Kvinder. Det har givet dem noget baade for Hoved
og Hjerte.
Disse Foreningers Rolle er endnu ikke udspillet.
De har fremdeles en Opgave at løse baade i de
enkeltes Liv og for det hele Samfund. En ganske
anden Sag er det, om nogen ønsker at samle Kvinder
paa Landsbygden til Samtale om og Udredning af
„de Spørgsmaal, som er oppe i Tiden". De, som
føler sig kaldede til det, har jo Frihed til at gaa
igang. Men agter man at gjøre det, burde man først
betænke, om det vilde være en heldig Begyndelse
at kaste Stænk paa de Foreninger, som nu allerede
i Aartier, ofte under Modstand og med smaa Midler,
men alligevel med Troskab og ikke uden Held har
søgt at holde en Side af Aandslivet, den religiøse,
oppe blandt Kvinderne.
De religiøse Kvindeforeninger er henvist til at
arbeide for sine Særformaal og tiltales vanskelig af
den Opgave at indlemme Behandlingen af
udenforliggende Spørgsmaal i sine Møder. Det faar Lov
til at gjelde her ogsaa : „In der beschränkung zeigt
sich der Meister".
Endnu et: „Letta" fortæller, at
Kvindeforeningerne „oftest har en Mand til Bestyrer og Kasserer".
Dette stemmer ikke med min Erfaiing. Det er saa
stik imod denne, at jeg ikke kjender en eneste
Forening, uden at det er en af og blandt Medlemmerne
valgt Bestyrelse, som leder Anliggenderne. Mænd
træder kun leilighedsvis hjælpende til, fornemmelig
med at holde Andagt. Da Foreningernes Antal er
saa stort, er det en selvsagt Ting, at de kun sjelden
faar Besøg af Emissærer. Gaar en Forening ikke i
det rette Spor, kan denne Klasse af Medborgere neppe
lægges noget tillast derfor mere end andre.
„Lad hende med Fred", sagde vor Frelser om
hin Kvinde, som salvede ham i Bethania.
Kunde vi ikke blive enige om at mindes dette
Ord i denne Sag?
En Landsprest.
Husk Kontingenten!
Madame Severine,
La F rondes Redaktør.
(Oversat fra „Idun").
(Slutn.)
En Morgen var den lille Pige forsvundet. Hun var draget .
afsted for at søge efter sin Zigeuner og sin’Prins. Der var
tilfældigvis stor f o i r e paa den anden Side Seinen. Hvordan
hun fandt frem til Omegnen af Luxemburg, er hende endnu
idag en Gaade. Men derborte var et broget Markedsliv og ingen
Mangel paa Cirkustelte. Den lille Pige sprang fra det ene til
det andet. Endelig naaede hun et Telt der slog an i hendes
eventyropfyldte Sind. En gammel hyggelig Kvinde stod lige
ved Siden af og solgte Blomster. Til hende vendte Barnet sig.
— Kan De sige mig nogen Zigeuner som vil kjøbe et
Barn?
Blomsterkvinden tog sin Kurv i den ene Haand og Barnet
i den anden, og havde Hjerte nok til at gjeunemstøve Paris’
Labyrinter indtil det lykkedes hende, veiledet af Barnets lidet
udviklede Lokalsans, at finde hendes Hjem og overantvorde
Prinsessen for en Dag til sin Mors Omsorg.
Det var M.me Severines første Flugt fra Forhold i
Samfundet som syntes hende trange.
Det andet Forsøg paa at naa Frihedens forjættede Land
lykkedes bedre. Men paa denne Tid var hun ogsaa i fuld
Besiddelse af en sjelden Viljekraft og relativ Selvbestemmelsesret.
Faren havde, som en Modvægt mod Morens Ammestuhistorier
og Barnets stadig sterkere udviklede Fantasi søgt en Regulator,
i den Undervisning han om Aftenerne, efter endt Arbeide,
kunde meddele Pigen i Latin, Græsk, Mathematik og —
Pianospil, en ganske kuriøs Blanding af Undervisningsemner. Kuren
virkede ogsaa, thi istedetfor at opsøge Zigeunere, Cirkustelte og
Eventyrprinser bøiede hun sig i Lydighed for Familiens Ønsker
ved tidlig at havne paa Ægteskabets lune Bred. Et Øieblik
tænkte hun vist paa den himmelske Brudgom, thi hun havde
straks før sit Giftemaal søgt og faat Løfte om at blive optaget
i et Kloster, og Søstrene havde forsikret hende, at om hun
vilde stanse hos dem, skulde hun inden kort blive Ordenens
hellige Theresia; men hvordan det nu end var, saa syntes
Helgenglorien at have fristet hende mindre end Udsigten til at
kunne sætte eget Bo.
Var hun, den senere saa udprægede Fritænkerske, paa den
Tid en Troende? Hun har selv den Opfatning. Kanske hun
er det idag, sig selv uafvidende. Kanske er hendes Tro kun
overflyttet fra Gud til Folket, der for hende udgjør Indbegrebet
af det menneskeligt sunde og sande, det som representerer
Slægtens Fremtid.
Men vi maa vende tilbage til det andet Forsøg paa at
komme i Frihed.
M.me Severine var allerde gift da hun Aar 1880 opholdt
sig i Bryssel med sin Familie. Der traf hun en af Kommunens
Helte, Valles, som blot ved en Tilfældighed undgik at blive
nedskudt da Versaillearmeen efter den lange Beleiring i 1871
trængte ind i Paris og som legitim Herre tog den franske
Hovedstad i Besiddelse. Den forhenværende
Kommunisthøvding var blevet meget forandret, ikke mindst af Ydre. Han
var et Billede paa en nedbrudt Mand, en Olding, men fra hans
Sjæl lød et sælsomt forføriskt Ekko af den store Revolutions
Ungdomstanker. Hans Ideer var den store Filosofs; hans
Drømme Seirens. Han følte sit Aarhundredes Hjerte slaa; han
hørte dets sagteste Hvisken. Og uden at hun vidste det, havde
den unge Kvinde hørt hans Hjertes Røst: Og saa Medfølelsen!
Havde han ikke lidt saa uudsigelig, denne Folkets Høvding og
Ven! Havde han ikke, mens en halvmonarkisk Republik tog
Massernes Interesser om Haand, under sin Landflygtighed ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
