- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
237

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 17. Juni 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

URD

237

Vort Liu.

y

ort Liv er en Bog med Billeder i,
som Virkeligheden beskriver.
Jo længre vi lever og blader deri,
des større vor Billedbog bliver;
men læs den forsigtig, blad ikke for fort.
Husk, du kan den ei repetere.
Snart ta’er Gud den fra dig og lægger den bort,
da kan du ei se i den mere.

Naar Veslegut blader igjennem sin Bog,

han Billeder kun vil betragte,

men af selve Texten han blir lige klog,

den er ham for intet at agte.

Slig henlever mange letsindig sit Liv.

De lever, men ei for at lære.

De lever sit Liv kun til Tidsfordriv

for Lyster og Indfald at nære.

Vort Liv er en Bog med Billeder i
af os selv, vore Tanker og Minder,
og alt, hvad der lever og rører sig i
og omkring os vi der igjenfinder.
Men læs selve Texten, og lad dens Moral
sig dybt i dit Hjerte indprente,
saa faar du en aandelig Driftskapital,
som gi’er dig en rigelig Rente!

Harald Olstad.

Interiør.

|>et var blevet saa mørkt i Stuen, at man ikke godt
kunde skjelne hverandre. —

Lysskjæret fra Ovnen havde dog en vis „røntgensk"
Tilbøjelighed til at bringe et og andet for Dagen. —
— Det streifede den store, gamle Lænestol, hvor
Fru Agathe sad, og viste et ungdommeligt Pigehoved,
som havde lagt sig godt tilrette i hendes Skjød. Det borede sig
videre ind i Dunkelheden mod et Par spænstige, korslagte Arme,
som tydeligvis maatte tilhøre en ung Mand i graa Skidress, og
faldt dernæst henover to lange, halvvoksne Gutteben, som strakte
sig nonchalant fremover Gulvteppet.

Det gjorde en hel Del ud af Prismerne paa de to
Kandelabre ved Speilet, mens det kun gav en meget
mangelfuld Fremstilling af Familiens ærværdige
Bestefar i forgyldt Ramme paa Væggen, for saa endelig at
gjemme sig inde mellem Bladplanterne i Hjørnet, hvor
Pianoet stod.

Fru Agathe fortalte, fortalte noget fra sine
Pigedage, og dette noget lod til at være overmaade
interessant for de Individer, vi delvis har gjort
Bekjendtskab med: — hendes tre lyttende Børn.

„Jeg var bare sytten Aar dengang", sagde Fru
Agathe, Far og jeg, vi omgikkes som gamle, gode
Venner, vi havde jo ogsaa kjendt hinanden fra Børn
af, og mange havde det naturligvis travlt med, at vi
var forlovet. Det var dog ikke Tilfældet; men mit Hjerte
sagde mig altid: „Det blir nok engang". Forresten, der var
de tusinde Ting, ja hele hans Væsen mod mig, som ogsaa sagde
det samme. At han havde det paa lignende Vis, vil I forstaa,
naar han engang i et Selskab til de opgivne Rim: Ring —
Ting, — vige — svige, — skrev følgende Vers og rakte mig:

„Tag ingen Ring!
Sig ingen Ting,
da kan ingen vige,
dig langt mindre svige.

„Ja, men hvorfor forlovede I Eder ikke?" kom det fra
Børnene. —

„Det havde nok sine Grunde", svarede Fru Agathe. Først
tror jeg, han ikke var saa sikker paa, hvordan hans Sager stod
hos mig. Dernæst vidste han, at enkelte af vore gamle havde
sine Betænkeligheder. Kort sagt, Aar og Dag gik hen, vi skiltes
og mødtes og skiltes igjen i lange Tider, — men engang, en
Sommer, jeg fik vide, at han var ventendes til et Sted, hvor jeg
midlertidig opholdt mig, da troede jeg fuldt og fast at Gud havde
laget det saa, at vi der skulde mødes for at blive rigtig
Hjertensvenner. — Jeg drømte mangen deilig Drøm, mens jeg streifede
om i Mark og Skov de velsignede, lyse Solskinsdage, der fløi saa
hurtigt afsted. Afreisens Dag kom, jeg havde endnu ikke
opgivet Haabet; hver Gang Døren gik, troede jeg det var ham; men
— nei, — han kom ikke.

Og da jeg saa maatte reise (siden fik jeg høre, at han var
kommet Dagen efter min Afreise), da kan I tro, det var ikke
rart med Mor. Det kan nok hænde, jeg græd, og Livet, det var
tungt at leve.

Men en Tid efter skede der noget, noget underligt for mig.
Det var hjemme i Stuen i Skumringstimen, jeg stod just og
lænede mig til denne gamle Stolen, som I ved har fulgt mig
hjemmefra; — da følte jeg saadan en forunderlig Lyst og Kraft til
at lægge hele min Sorg frem for Gud, og jeg fortalte ham
altsammen og bad ham af hele min Sjæl om at give mig mit
Hjertes Begjæring. — I samme nu fik jeg Følelsen af, at Gud
havde hørt min Bøn, en Forvisning, som gjorde mig usigelig
tryg og glad, og skjønt jeg endnu maatte lære at bie paa hans
Time, var jeg fra den Stund altid vis paa Guds Mening med os.

— En vakker Midsommerdag fandt saa Ungdomsvennerne
hinanden, for aldrig mer at skilles ad.

— Og saadan har de gamle Hjerter rundt om i Verden
allesammen hver sin Sommersaga at fortælle. For mange kan det
nok hænde, at Høst og Vinter følger altfor hurtigt paa, og aldrig
blir det nogen rigtig Vaar igjen ; men Gudskelov, der er da
ogsaa Hjerter, som i sin Sommersaga ikke bare eier et graadfyldt
Minde, men som meget mere lytter til den, omigjen og omigjen
som til det varme, forjættende Indvielsesord over sit
Ægteskabs-liv. -

Døren til Stuen gaar op. —

„Hvad er det for dybsindige Sager, her debatteres?" høres
Fars Stemme at spørge gjennem Mørket.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0247.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free