- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
241

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 17. Juni 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

URD

241

Først elsker jeg Kvindeforeningerne, fordi de
saa trolig har hjulpet den norske Menighed til at
efterkomme Herrens Befaling: Gaar hen og lærer
alle Folk; — Gud har forunderlig antaget og brugt
de mange flittige Hænders ringe Arbeide og de mange
enkle Øre til at udføre en af de inest
velsignelses-rige Missionsarbeider i vore Dage.

Men ikke alene paa Grund af det direkte
Mis-sionsarbeide Kvindeforeningerne har udført, sætter
jeg dem liøit, meget høit. Jeg tror, at netop vore
Kvindeforeninger paa Landsbygden inere end noget
andet har været til stor Velsignelse for vort Lands
Kvinder, baade for deres Hjerteliv og til at løse dem
ud en Smule fra det daglige Stræv og løfte deres
Interesse og Tanker op over Madgryden og Fjøsstellet,
og derved, tror jeg, Kvindeforeningerne har været
til megen Velsignelse for de tusinde Hjem oppe i
Fjelddalene saavel som langs Norges Strande.

Ingensteds hvor jeg har været, og jeg har været
Prestekone paa forskjellige Steder paa Landet i 23
Aar, har vi været underholdt med Bygdesladder,
Bagtalelser o. 1. Missionsmandagen har været os en
kjær Samlingsdag. Vor Underholdning har
væsentlig været norsk Missionstidende og det dermed
følgende Ivvindebl.; ogsaa andre Bøger af lignende
Indhold har vi læst. Selv har vi ordnet vore
Anliggender og forføiet over Udbyttet af vort Arbeide.
Aldrig var nogen Kvindeforening, jeg har havt med
at gjøre, underordnet nogen Emissær eller stod i
Forbindelse med hans Virksomhed anderledes, end at
en eller anden paa Anmodning kunde holde en
Andagt for os. Stedets Prest saa man selvfølgelig gjerne
i sin Midte, naar dertil gaves Anledning.

At det skulde være et Faatal af vore Foreningers
Kvinder, der skulde være sig den Lykke bevidst, at
de arbeider i sin Herres Tjeneste til sine
Medmenneskers evige Vel, det tror jeg, Gud ske Lov, ikke
efter det Kjendskab jeg har til dem — tvertom;
derfor tror jeg ogsaa, at det vilde være en Skade for
den Gjerning, de udfører, og en Sorg for Kvinderne,
om Underholdningen ikke som hidtil væsentlig skulde
blive Efterretninger om Arbeidets Gang ude og hjemme
og et Guds Ord.

I den Bygd, hvor min Mand sidst var Prest, var
der 14—15 Kvindeforeninger, de fleste for
Hedningemissionen, men enkelte ogsaa for Sømandsmissionen
og den private Fattigpleie, og naar Foreningerne om
Sommeren stundom havde et fælles Festmøde nede
i Hoveddalen, kan I tro der var Fest, og en Lyst
var det at se Kj endinger fra de forskjellige Dele af
Bygden mødes og have en hyggelig Stund sammen.
— Men intet her paa Jord er saa godt, at det ikke
kan blive bedre naturligvis, og jeg er saa enig med
Eva i, at Forbedringen maa udgaa fra hver Kvindes
Hjertegrund, — derfor Blikket dybere ned i os selv
og inderligere opad, saa vil nok vore kjære
Kvinde-foreninger blive mere og mere ideelle og høinende
i Ordets bedste Betydning.

Helga.

særdeles uheldige, siden de kan bedømme vore Kvindeforeninger
paa den Maade, eller jeg forstaar ikke, hvad de mener. For
mig som ældre Prestefrue paa Landet er det, som blev det rørt
ved et kjært Barn; vi ved jo, et kjært Barn ogsaa kan have sine
Feil; men jeg tror slet ikke, det er almindeligt, at vore
Kvinde-foreninger er i Miskredit.

En Landsbygds Kvindeforeninger bestaar jo mest af Koner
og Piger inden Bondestanden; desværre tror jeg, det er sjeldnere,
at nogen af vore Konditionerede gir sig af med Foreninger for
Ydremissionen; med Indremissionen og Sømandsmissionen er det
jo en anden Sag, den samler mere om sig af alle Stænder.

Jeg skal faa Lov at fortælle, hvordan Sagen tages her. Vi
kommer sammen hver fjortende Dag, den første Mandag i
Maaneden for Ydremissionen, den tredige Mandag for Indremissionen.
Jeg synes, vi er i Feststemning hver Gang, vi mødes. Der
begyndes med Bøn og Salmesang, saa læses af Laaches
Husan-dagtsbog et Stykke til Dagen. Derpaa en af Gustav Jensens
Prædikener. Vi kommer sammen Kl. 3. Kl. 5 har vi en
Hvilestund med en Kop Kaffe. Vi gjør os det saa gemytligt som
muligt; en Gang om Maaneden er vi samlet paa Prestegaarden,
°g JeS glæder mig altid ved at dække op med skinnende hvid
Dug, fine Porcelænskopper, pent Stel; idethele gjøre det hyggeligt,
det gjør de andre, som har Foreningen, ogsaa. Medens vi drikker
Kaffe, passiarer vi, ikke om vor Næste uden forsaavidt vi ved
om en eller anden fattig Familje, som skal have Hjælp, ikke
om vore Børn og Tjenere, nei, det er saa meget, som kan tales
om uden at overskride Grænsen, naar der er en Kjærligheds og
Endrægtigheds Aand iblandt én. Naar Kaffen er nydt, og vi
passer altid paa, at ikke den Scene bliver for langvarig, tages
atter fat paa Læsningen. Hverdags-Kristendom af Talmage liar
jeg læst af, Bymissionæren og andre Indremissionsblade, en eller
anden liden Fortælling er man taknemmelig for, saa passiarer
vi om det, som er læst, og har det saa hjertelig hyggeligt. Kl.
6 slutter vi med Salmesang og Bøn. Dette er
Indremissionsmøder; for Ydremissionen tages det paa samme Maade — blot at
vi læser Missionsefterretninger og Fru Gjørs Missionslæsning.
Jeg ved, at Legemet ofte kan være træt, naar jeg begynder et
Møde; men jeg bliver altid oplivet ved at være sammen med
alle de kjære venlige Mennesker, og jeg gaar altid glad og
taknemmelig fra dem; Timerne i vore Kvindeforeninger kunde
jeg nødig undvæie. Jeg tror ikke alene, at det der udrettes for
Ydre og Indremissionen er godt; men jeg tror, at Møderne virker
forædlende, dannende og styrkende paa Medlemmerne. Naar
ikke Presten har det for travlt, kommer han ind, slutter for
os og passiarer lidt med os efterpaa; det er en hyggelig
Afvexling, som vi alle sætter Pris paa. Men som oftest steller vi os selv.

Det vil jeg nok sige, at Ledelsen bør lægges i en dannet
Kvindes Haand; men hvor det ikke er muligt, tror jeg, at der
paa ethvert Sted vil findes en interesseret Kvinde, som vil tage
sig af Ledelsen; vi har mange interesserede Kvinder i vort Land,
mange hjertedannede. Urds Redaktion ønskede at høre
Udtalelser i denne Sag, hvorfor jeg i al Beskedenhed kommer med
min Jeg tror, jeg trygt tør sige, at de færreste af vort Lands
Kvindejoreninger er Sladreforeninger, at der findes slige kan
vel desværre være ’sandt, men gjennemgaaende er de visselig
besjælet af den rette Aand, ellers tror jeg neppe, Udbyttet vilde
være saa storartet, som det altid viser sig at være. Vore
Kvindeforeninger bærer jo for en stor Del vore Missioner.

r.

V

Jeg kan ikke andet end faa være med at svare paa eller
rettere skrive lidt om vore Kvindeforeninger, da jeg synes, at
„Letta" og „Eva" har en merkelig Maade at omtale vore
Foreningsmøder paa. Jeg tror, at de begge har maattet være

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0251.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free