Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 24. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
URD
heden af Fontainebleau. Siden den Tid har en af
Republikens Præsidenter ophøiet Rosa Ronheur til
Medlem af Æreslegionen. En Hæder der, saavidt
os bekjendt, ikke er blevet nogen anden fransk
Dame tildel.
Rosa Bonheur har de sidste femti Aar af sit Liv
trukket sig fuldstændig tilbage til Ensomheden. I
1850 lod hun bryde Grund i en af Skogene ved
Fontainebleau, hvor hun lod reise et Hus eller
rettere Slot, og her levede hun i idyllisk Ro alene for
sin Kunst. Hun havde ogsaa en liden Leilighed i
Paris; men man saa hende kun yderst sjelden i
Hovedstaden. I sit vakre Hjem mellem Bjergene
førte hun en næsten klosteragtig Tilværelse. Kun
hendes allerintimeste Venner flk Lov til at komme
indenfor Chateau de Bys Porte. „Jeg har ingen Tid
at tabe", sagde hun paa sin aller elskværdigste
Maade, naar der kom nysgjerrige Besøgende. En
saadan Maade
at tage det paa
kan maaske
synes en
Smule haard,
særlig naar man
tager i
Betragtning, hvormeget rart der
virkelig var
indenfor. Der
var f. Eksp.
et helt Galleri
af alle de
Studier hun
havde taget det •
sidste halve
Aarhundrede,
og som i og
for sig var af
overordentlig
stor Interesse.
Saa var der
hendes Ar-
beidsrum,
hvor Digteren
vilde have en [-glimrendeAn-ledning-]
{+glimrendeAn-
ledning+} til at gjøre Studier over den menneskelige
Natur. Her var ikke alene Pallet og Pensel* men
Tømmerværktøi, Haveredskaber, Sysager,
Fotografiapparater, ja sikkert „hundrede og en" af alle de
Redskaber som findes mellem Himmel og Jord, og
der fandt man Madame Bonheur selv, klædt i
Mands-klæder, som hun altid var naar hun arbeidede. Og
saa Menageriet, med dets Heste, Hunde, Æsler, Duer
og Dyr af alle Slags! Ja, her var nok at se, men —
Rosa Bonheur havde det for travlt, og elskede
Ensomheden for høit til at lade sig forstyrre af
nysgjerrige Gjester.
A propos Heste, saa var Rosa Bonheur en
Mester til at tøile selv den vildeste Hest, og det
vaiet stolteligt Skue, som mangen Turist har talt om
med Begeistring, at se hende ude i Skogene ved
Fontainebleau, ridende en af sine kjække Fuldblods.
Da hendes bedste og ældste Veninde,
Mademoi-selle Micas, døde 1893, trak Rosa Bonheur sig endnu
mere tilbage til Ensomheden. I fem og firti Aar
havde de to Veninder holdt sammen, og da M.lle
Micas’ Helbred blev nedbrudt, pleiede hendes gamle
Veninde, den store Kunstnerinde, hende til det sidste.
Tabet af denne Veninde var det største Slag der
havde rammet Rosa Bonheur siden hendes Fars
Død, og hun forvandt det aldrig. Hun trak sig,
som sagt, endnu mere tilbage til Ensomheden og
tilbragte sine sidste Aar alene med sin Kunst, sine
Dyr og den skjønne Natur hun elskede saa høit.
Rosa Bonheur var et talende Bevis paa, at en
Kvinde kan være Kunstner, og en stor Kunstner
ogsaa, og dog helt ud forblive Kvinde. Med sit
rige, varme Hjertecog sit ædle, opofrende Sind levede
hun altid for andre, lige fra hun som femten Aars
gammel Skolepige overtog Husholdningen i Hjemmet
til hun, selv gammel og træt, lukkede sin Venindes
Øine i Døden. Hun var sine Søskendes Mor, sin
Fars Medhjælp, Hjemmets Støtte og sine Venners
gode, trofaste Raadgiver. Enstemmig lyder her
Vidnesbyrdet om
RosaBon heur.
Selv gjemte
hun sig bort
fra Verden og
dens Larm,
men Gang paa
Gang
afpressede hun den
samme
Verden et
Beundringens
Raab, naar
hun sendte ud
til dem det
hun i
Ensomheden havde
fremelsket.
Og mon ikke
den samme
travle Verden
mangen Gang
stansede foran
disse Billeder
med en
Følelse af Ro og
Hvile, som
bragte de Bud
fra den store, skjønne Ensomhed de selv var saa
afstængt fra?
— Det er ikke de Mennesker som hænger oppe
paa Dækket, der styrer de store Oceandampere,
pleiede Rosa Bonheur at sige naar hun talte om Paris.
De virkelige Arbeidere er de som er nedenunder,
de som man ikke ser.
En træffende Bemerkning, der passer ikke alene
paa Paris men ogsaa paa Rosa Bonheur selv.
>Vandingstedet. .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>