Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 1. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
255
imøde! Denne uheldige Sag med Fyrsten, som jeg ved min
Indgriben saa ganske fordærvede! Det er haardt. At have
kjæmpet og stridt i næsten ti Aar, og dog maatte være
forberedt paa det værste. — — —
Han taug udmattet.
— Stakkars Mand! sagde hun ligefrem. De havde sandelig
fortjent bedre! Jeg takker Dem hjertelig for Deres Fortrolighed.
Men De maa ikke være mismodig! Det passer ikke for Dem.
Kun med Møie betvang hun sin egen Bevægelse. Hun følte
saa tydelig at hun tilhørte ham, hvorledes hendes Hjerte slog
med hans, nu efter at han havde givet og vist hende en Del af
sit eget selv.’ Hun kunde have traadt hen til ham og slynget
Armene om hans Hals, sagt ham at han var elsket og ikke stod
alene i Verden.
— De er sterk, Frøken Edda. Alt er saa iorden hos Dem,
at jeg i Deres Nærhed næsten tror jeg kunde — — dog nei!
Jeg gaar idag bort herfra anderledes end jeg kom, og det takker
jeg Dem for. Jeg ved, at det jeg har sagt er ligesaa godt forvaret
hos Dem som hos mig selv. Maa jeg komme igjen ? Jeg føler
selv, at jeg trænger til at være sammen med Mennesker, der
ikke blot staar mig nær i det Ydre.
Hans Stemmes Klang var alvorlig, dyb og til Hjertet
gaaende, og Edda følte denne Tone som en Skjælven trænge gjennem
hendes Indre. Ja gjerne! svarte hun og sænkede Blikket.
De blev en Stund siddende tause ligeoverfor hinanden, saa
sagde Hermann: Det lader til, at Deres Far ikke kommer tilbage
saa snart.
— Godnat Frøken Edda!
Han gik langsomt bort, efter at han havde rakt hende
Haanden, og hun havde aabnet Gadedøren for ham. Godnat,
lød det endnu engang, mens hans Skridt fjernede sig.
Da hun var vendt tilbage til sin Fars Værelse, kastede Edda
sig, sælsomt bevæget ned i en Lænestol. Hvor godt hun forstod
ham, om end ogsaa meget hos ham var anderledes end hos
hende! Og hvor hjertelig og tillidsfuld havde han ikke været!
Var det da tænkelig, at han besvarte hendes Følelse? O, hun
vilde hjælpe ham til at gjenvinde det gamle Livsmod; alt vilde
hun kaste fra sig, sit Kald, selv sine Pligter mod Faren, naar
hun blot kunde leve for ham! Men — tænkte han overhodet
paa denne Maade paa hende ? Var det ikke blot en øieblikkelig
Følelse af indre Hjælpeløshed som drog ham til hende ?
— Hvor er I da? lød pludselig Farens Stemme fra
Sideværelset.
Hun for forskrækket sammen.
— Hvorledes, er Weynitz allerede gaat? Ja det er jo snart
Midnat!
— Saa skal vel ogsaa vi gaa tilro? Godnat Edda!
Hermann benyttede sig straks af den ham givne Tilladelse.
Han kom ofte i Doktorens stille Hjem, i Reglen om Aftenen, og
Timerne tilbragtes i livlig Samtale. Han betoges af en hjemlig
Følelse naar han traadte ind i Stuen, og Doktoren venlig nikkede
til ham som til en gammel Bekjendt, uden at afbryde sit Arbeide,
mens Edda ordnede Aftensbordet hvor hans smaa Yndlingsretter
ofte servertes.
Undertiden var Doktoren borte, naar hans Pligter fordrede
det. Da sad Hermann den hele Aften alene med Edda, og
hemmelighedsfulde Traade spandt sine Baand fra Hjerte til Hjerte.
Saaledes havde Edda aldrig før været, saa munter, saa blid, saa
blomstrende frisk. Selv paa hendes før saa blege Kinder viste
der sig nu en ungdomsfrisk Rødme. Hermann bemerkede med
voksende Deltagelse Forandringen. Hendes kloge, interessante
Ansigt blev ham for hver Dag kjærere og fortroligere, og naar
han var alene, længtes han efter hendes Nærværelse, han drømte
om, hvor herlig det maatte være engang at holde denne trodsige
Pige i sine Arme, og blive kysset af denne bløde Mund, hvorfra
han engang hemmelig havde røvet det første Kys.
Naar Veiret var smukt, foretog de tre Udflugter i Berlins
Omegn. Det var Timer fulde af ren Nydelse. Far og Datter,
der ellers kun var optaget af deres Kalds tunge Pligter, blev ude
i Naturen til to store Børn. Den Gamle plystrede lystige
Studenterviser og gav sig paa sin hnmoristiske Maade i Samtale
med alle han mødte paa sin Vei, især naar det var nogen af
Folket, som han vidste at omgaaes saa fortræffelig. Ofte undrede
Hermann sig over, hvor kjendt denne Fattigdoktor var, hvor
ærbødig Hatte og Huer blev løftet af Hovedet, hvor venlig
Folkene gjorde Plads for den gamle Herre i Trængslen.
En Lørdag Aften havde Hermann aftalt en Udflugt til
Gru-newald sammen med Helms. Han indfandt sig punktlig,
civilklædt; men kun Edda modtog ham.
— Hvor er Deres Hr. Far? spurte han forbauset.
— Han er blevet kaldt til en Syg, det gjælder en svær
Operation. Han bad mig hilse, at vi ikke skulde lade os forstyrre
af hans Fraværelse. Jeg er færdig! Da hun bemerkede Hermanns
forlegne Ansigt, der saa tydelig forraadte hans Tanker, begyndte
hun at le. — De er dog altid den samme! Skulde vi opgive
vor Udflugt i dette herlige Veir bare for en dum Forms Skyld?
— Nei, nei, jeg tænkte kun — —.
— De tænkte, at det ikke var passende for os to at tage
ud i den fri Natur uden nogen Ledsager! Vilde De ikke uden
Betænkeligheder kjøre ud til Grunewald alene med Deres Søster?
Nu maatte ogsaa han le ved at se det uforlignelig godmodig
spottende Udtryk i hendes Ansigt. Men desuagtet saa han sig
noget frygtsom omkring i Sporvognen, om ikke en eller anden
Bekjendt tilfældigvis skulde stige ind, og han aandede først frit
da de efter en længere Spasertur slog ind paa en Skogsti, hvis
Ensomhed syntes tilstrækkelig til at beskytte ham for et
tilfældigt Møde. Det var en varm sollys Maidag, fredelig og stille
var der i Skogen, hvor alt spirede og satte Knop, baade Blomster
og Trær. Hakkespættens muntre Banken paa den raadne
Træstamme hørtes tydelig, og de livlige Meiser fløi lynsnare ud og
ind mellem Grenene. En fugtigvarm Luft laa over Skogen, og
en Duft af Harpiks strømmede ud fra de solbestraalte rødlige
Furutrær. De to ensomme Spaserende blev tause, Ensomheden
og den fredlige Stilhed tvang Ordene tilbage. Edda aandede
dybt og langsomt, begjærlig indsugende den herlige Luft, mens
hendes mørke Øine drømmende dvælte snart ved en Plet, snart
ved en anden. Et Raadyr sprang over Veien; uvilkaarlig stand*
sede Edda sine Skridt og greb sin Ledsagers Haand. De saa
begge efter det bortflygtende Vildt, derpaa fortsatte de sin Vei
hensunket i Tanker.
Da de var kommet op paa en Høide, til hvilken en temmelig
besværlig, løs Sandvei førte op, blev Edda staaende, og idet hun
ophedet af Opstigningen tog den enkle Straahat af Hodet, strøg
hun med begge Hænder henover det over Issen glatliggende Haar.
Som efter Aftale tog de Plads ved en grøn Plet ved Skogens
Udkant, og de følte begge, som var de her alene og ganske skilt
fra den store Verden. En tæt Kratskog omgav dem, der hørtes
ingen Larm af de arbeidende Menneskers Travlhed, og den store
By laa dybt nedsænket under dem. Hermann tørrede langsomt
Svedperlerne af Panden, og Edda, som havde trukket Hanskerne
af, rykkede nogle Planter op af Jorden, mens hun tankefuld
stirrede paa de fine Spirer.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
