Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 1. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
URD
modstaa Fristelsen. Han, som var saa slagfærdig’]] ligeoverfor
alle andre, blev taus og forlegen ligeoverfor mig, ja lian kunde
blive rød som en ung Pige!
Dette syntes jeg var saa latterligt! En Mand skulde ikke
blive rød!
Aa, bvor jeg kunde plage ham. Men havde han bare taget
Mod til sig og talt, saa var alt gaaet godt.
Dagene gik, og Sommeren med. Hoserne visned, og Ordet,
der ikke blev udtalt, la sig som en Mur mellen to Hjerter.
Han reiste, og jeg blev igjen, og tilslut blev Drømmen bare
til en Drøm, og Virkeligheden kom med alle sine Krav.
Jeg leved lykkelig med din Bedstefar i mange Aar. Gud
velsigne hans Minde!
Men nu, 50 Aar bagefter, siger jeg til Ungdommen: Kan
nogen af dere gjøre Livets første Kjærlighedsdrøm til
Virkelighed, da har dere fundet Lykken!"
Det blev saa stilt, saa stilt. Katy forsvandt for at skjule
sine Taarer, og lidt efter blev Løitnanten ogsaa borte.
Jeg længes efter min Middagslur, sa Bedstemor til Majoren,
„gaa De hen og læg Dem paa Sofaen i Spisestuen, saa forstyrrer
vi ikke hinanden".
Ude i Haven havde den yngste Ungdom utrættelig drevet
paa med Sidsten og Tvibrændt; — men de Store var saa ækle:
de vilde slet ikke være med.
De unge Piger gik hviskende Arm i Arm i Gangene,
plukkede Boser og kasted paa hverandre, la sig i Græsset og holdt
Leven.
Men hvor var Katy og Løitnanten? Ingen havde set dem
paa længe.
Det var ingen, som vidste, at disse to fra gammel Tid havde
en Hemmelighed sammen, et Gjemmested, som de alene kjendte.
Da Katy for paa Dør, vidste Løitnanten godt, hvor han
skulde finde hende.
Men hvis nogen havde set dem nu, som de sad der paa
Græsbænken, godt gjemt af Bosenhækken bagenfor
Syrinlyst-huset!
Bedstemor sov i Lænestolen, Morgenbladet var faldt ud af
Iiendes skjælvende Fingre. Paa det første Blad stod der et
berømt Navn med sort Sørgerand omkring.
Da hørtes lette Skridt udenfor, to ungdomsfriske Skikkelser
næsten Høi ind gjennem Havestuedøren, kasted sig ned foran
Bedstemor og greb begge hendes Hænder.
„Bedstemor, vi holder saa af hinanden /"
„Bedstemor, Bedstemor!"
Men hun rørte sig ikke. Hænderne kj endtes saa
forunderlig livløse. Øinene var lukkede og Ansigtet blegt.
„Bedstemor, Bedstemor! Er du syg?" jamrede Katy.
Da førte hendes Forlovede hende lempelig, men bestemt ud
af Havestuen.
„Hvad er det? Aa, hvad er det?" sa hun forskrækket.
Men da Løitnanten og Majoren en Stund efter forsigtig og
stille gik hen til den døde Gamle i Lænestolen, faldt deres Øine
paa Morgenbladet, der laa foran hende.
„Her er de sidste Ord, Bedstemor læste i denne Verden",
sa Løitnanten.
„En af vort Lands største Mænd er nu gaaet bort. Han faldt
død om paa Gaden, 75 Aar gammel. I hans Uhrkjæde fandtes
en Medaljon med Billede af en tyshaaret ung Pige.
Mon dette skulde være Opløsningen paa den Gaade, at denne
i sin Ungdom saa feterede Mand aldrig havde giftet sig?
Løitnanten saa bort paa Bedstemor. Hun laa der, som om
hun sov, med sit lyseste Smil om Munden.
Mon det kom af, at hun nu havde gjenfundet sin Ungdoms
Elskede?
G. G.
idrætskvinden.
ed at læse Slutningen af „Kvindeliygiene"
i Urd No. 22, hvor den kvindelige Læge
(svenske) anbefaler Bevægelse og priser
Sporten, kommer jeg til at tænke paa
et Stykke omhandlende „Idrætskvinden",
skrevet af en engelsk kvindelig Læge, som
jeg skal faa gjengive saa kort, som det lader sig gjøre.
Dr. Arabella Kenealy har i „Nineteenth Century"
skrevet endel herom, hvoraf der findes Referat i
»Kringsjaa" No. 8.
Det lader til, at hun føler sig forarget over den
idelige Lovprisning af Idrætten, som det eneste
saliggjørende Middel ogsaa for Kvinden. Hun vover at
hævde, at efter hendes Erfaring som Læge tjener
ikke Idræt til at fremme Sundheden og endda mindre
til at udvikle Kvinden for hendes egentlige Opgave
som Kvinde. Hun fremhæver ogsaa, at hvis man
øder med Kraft til Muskelarbeide, blir der mindre
tilovers for Tanke og Følelse. Selv hvor Idrætten
drives inden rimelige Grænser, kan Forfatterinden
ikke andet end anse den blotte Udvikling af
Muskelkraften for at have mindre Værdi end Arbeidet
med at fremme Aandens Liv. — Videre skriver
Forfatterinden: Slemmere er det at Overlegenhed
i Muskelkraft og Muskeldygtighed vanskelig kan
erhverves uden at den Harmoni i Personligheden,
som betinger menneskelig Fuldkommenhed,
efterhaanden gaar til spilde. Ganske særlig gjælder delte
for Kvindens vedkommende. Ingen tør vel negte,
at Begrebet Kvindelighed er en Egenskab, der ikke
bør fattes en frisk, ung Kvinde. Hendes Væsens
Eiendommelighed udirykkes ved Ordet „Ynde1’; en
ung Kvinde uden Ynde er som et Landskabsbillede
uden Luft, som et Digt uden Stemning. Nu er der
vistnok intet i Veien for, at den Kvinde, som lever
for Idræt, bevarer og endog paa en Vis øger sin
legemlige Skjønhed; men hvor hendes Blik er fast,
hvor hendes Hudfarve er kraftig, hvor hendes
Bevægelser er bestemte og kjække, hvor hendes Stemme
lyder sterk, hvor hendes Tale er resolut i Tonen!
Muskulaturens Spændstighed og Styrke har bragt
den bløde Afrunding af Leddene til at forsvinde, og
skal hun trække i Baldragt, maa denne med Puffer
og Folder bøde paa Bygningens Mandhaftighed.
Idrætskvinder paastaar sig altid at have faaet
„ny Kraft", siden de tog fat paa at dyrke sineMuskler.
Pleier denne Kraft at gjøre dem til nyttigere
Væsener? I gamle Dage kunde duelige unge Piger finde
Tid til saa meget, som nu Idrætten tager dem bort
fra; slåp de at tjene for sit Brød, var de i al Fald
„til Nytte og Hygge i Huset" som Hjemmets gode
Feer. Rigtignok hændte det, at de kjendte sig lidt
træt efter en Tur paa en Fjerding; til Gjengjæld
havde de Stunder at ofre paa en syg Venindes
Underholdning. Nu gjælder det, at „Udelivet er del
eneste Liv, som er værd at leve", medens det bare
er Tidsspilde at pusle „i Huset" og gaa Mor tilhaande.
Mor faar trøste sig over det Tab, Hjemmet paa
denne Vis lider, ved Tanken paa, hvor godt hendes
Datter ser ud, og hvor kjæk hun er til at taale
Friluftsstrabatser. Blir Pigebarnet syg, merkes det
nok snart, at disse Strabatser, som har styrket hendes
Muskler, derfor ikke har øget hendes Evne til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
