- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
284

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 29. Lørdag 22. Juli 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

284

URD

Han rækker hende Blomst og Gren
og holder over Traaden Tugt,
og mens hun binder en for en,
han gaar med Pegasus paa Flugt.

;1Du Astrid, det er ganske sandt,
at dette Sted er Huldren kjær;
ved Gry, naar Morgentaagen svandt,
se’s hendes Buskab græsse her.
I Spidsen for de digre Dyr
med gyldne Horn staar Huldrens Tyr.
Hun gaar ved Siden, gjæter selv,
og vander dem ved Svarteelv.
Thi er det rigtigt varmt og tørt,
og Elven rinder som en Bæk,
man Fligen ser af-hendes Skjørt
bag Elvebreddens Siljehæk.
Henover Skovens Teppe blødt
hun glider lig en Agerriks,
og Bundingen hun bærer støt,
thi just i Strikning er hun fiks.
Men kommer der en vakker Kar,
saa kaster hun sit Nøste frem,
af hendes Garn han ei blir klar,
før hun har bragt ham til sit Hjem.
Da ringer man hver Torsdagskvæld
af Kirkeklokkens fulde Væld,"

„Mjen Nøkken, Sigurd, værre er
end Huldrestak bag Skovens Trær.
Jeg gik fra Viddet, om jeg saa
ham sidde her i Maanens Glans
en Aftenstund og Harpen slaa.
Han kværver øiet, Sind og Sans,
og med en Røst snart fin snart grov
— en rigtig ægte Lokkemund —
han dra’r og saa trods Ret og Lov
af Klippen ned paa Dybets Grund."

„Ja Astrid, slem er denne Egn,
men glem blot ei dit Fadervor
og husk, at ogsaa Korsets Tegn
kan redde dem, som derpaa tror.
Og gir blot Troldskabet os Taal,
saa kan man ogsaa kaste Staal.

Vi to’ skal bli’ et Par engang,
naar jeg faar Gaarden efter Far;
da skal der staa et Bryllupslag
trods Huldrens Lok og Nøkkens Sang,
og du skal skinne som en Dag
med Arvesølvets Dingeldang.
Ja, Brudekronen efter Mor,
af Stjerners Sølv og Solens Guld,
saa tung som du er lang og stor,
vil smykke dig saa underfuld;
og Perlebæltet lukkes skal
med Spænder af et dyrt Metal."

,,Men tænk om Huldren først dig tog,"

gjensvared Astrid skjælmsk i Spøg,

„og Nøkken dig i Dybet drog,"

sa’ Sigurd — „op gik alt i Røg."

,,Ja, vogt dig blot for hendes Svans,"

„og du for Nøkkens Felespil;"

„hun stryger om ved St. Hans,"

„han spiller op og synger til."

„Aa pyt, hans Sang er brum, brum, brum,

og Nøkken selv — blot Fossens Skum."

„Og Huldrens Ståk — en Haandfuld Grønt,

men Eventyret er dog skjønt.’’

^t^

Brødrene.

(Oversat fra Tysk).
(Forts.)

er var sket noget forfærdeligt, noget skammeligt, og
han skulde hjælpe! Hjælpe, bestandig hjælpe!
Ikke med Haand eller Hjerte, nei med Guld, med
elendigt rullende Guld! Hvad skulde ellers drive
Lore til uden forud at melde sin Ankomst at
trodse Sne og Storm for at kaste sig for hans Fødder ?

— Hermann!

Han følte hvorledes hun lænte sig tungt mod hans Knæ.
mens Barnet forsigtig rørte ved Moren. Han bøiede sig langsomt
ned mod hende og løftede hende op.

Hvor let hun var, da han bar hende hen paa Sofaen! Her
sank hendes Hode tungt ned paa de stoppede Puder.

Var dette den samme Lore, som i fordums Dage — dette
udtærede Ansigt med de udstaaende Kindben og de mange
Rynker over Panden ?

Han gav hende et Glas Vin, og idet han med sin haarde
Haand strøg hende blidt henover Panden, som var hun et Barji,
sagde han: Vær rolig, Lore, du er hos mig! Hvad har han
gjort? Hvad er der sket*?

Tal dog Lore, til mig, din Bror!

— Hvad lian har gjort? udbrød hun, idet en lettende
Taare-strøm flød nedad hendes Kinder. Skal jeg, hans Hustru, sige
det — til hans Bror — at min Mand er en — en Bedrager?

Hermann formelig tumlede tilbage.

— Det — det er umuligt! Min Bror en Bedrager?

— Ja, din Bror! For to Dage siden tilstod han alt for mig.
Han har spillet! Spillet i to Aar! Deraf har vi levet — af de
Syndepenge har vi levet. Saa lod Lykken ham en Dag ganske
i Stikken. Men Bruno fandt paa Udvei. Fra Spiller blev han
til Falskner! En Veksel, kun en elendig Lap, men Navnet Wey-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0294.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free