Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 29. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
293
Lidt om norske Ku inders Arbeide paa
Madagaskar.
Af Bolette Gjør.
II
andet betydningsfuldt Kvindearbeide paa
Madagaskar maa vi ogsaa dvæle lidt ved; det er
Virksomheden for de Spedalske. Mange af disse
ulykkelige Syge, som udstødes og foragtes af sine egne,
blir kjærlig pleiet af norske Kvinder, og det
frelsens Ord som bringes dem ved Siden af den
legemlige Pleie, har sænket sin Trøst og sit Haab ned i mange af
disse Elendiges Hjerter. Skjønt der nu ogsaa er mindre Hjem
for Spedalske paa flere Stationer, er dog det første og største
Hjem Ambohipiantrana — Barmhjertighedens By — paa
Sirabé. Der var mange Vanskeligheder inden man kunde faa
Byggeplads til disse Syge, man frygtede Smitten, men omsider
lykkedes det at faa denne i Nærheden af Missionær Rosaases
Station Sirabé, og under hans dygtige Tilsyn blev Spedalskbyen
bygget og befolket. Saa vendte man sig til Diakonissehuset
herinde, om en Søster kunde være villig til at tage op denne
alvorlige Gjerning.
Søster Marie Føreid havde længe følt Kald til at virke paa
Missionsmarken, men hun ventede paa et tydeligt Vink fra Gud,
naar og paa hvilken Maade, han vilde bruge hende. Da derfor
Anmodningen kom, var hun straks beredt. „Har De betænkt
at denne Sygdom er mere smitsom i Syden end her i Norge?"
spurgte man hende. „Det har jeg ikke vidst, men det gjør
ingen Forandring, jeg tror dette er et Guds Kald til mig."
Og saa reiste hun trøstig.
Om sit første Besøg paa Ambohipiantrana 1890 fortæller hun
selv i et Brev 1894.
Aldrig vil jeg glemme første Gang jeg i Følge med Pastor
Rosaas og Frue besøgte Byen. Medlidenhed ligeoverfor disse
Elendige fyldte min Sjæl og et inderligt Ønske om at faa bli
dem til Velsignelse baade aandelig og legemlig. Dengang
varder 60 Spedalske, som boede i 22 smaa Huse. Stadig kom der
Spedalske og bad om Optagelse, saa inden kort Tid havde vi
ikke mere Plads, men maatte bygge nye Huse. Snart blev ogsaa
disse optagne og vi maatte, omend med tungt Hjerte, forsøge
at faa dem til at gaa hjem igjen. Men dette er ingen let Sag.
Hør her et Eksempel.
Dét var for et Par Aar siden, at her kom en Kvinde l1^
Dagsreise herfra og bad om Optagelse. Jeg sagde hende, at det
var umuligt, vi kunde ikke tage mod flere nu; men vi skulde
hjælpe hende at naa hen til et Hjem, som den engelske
Mission nu har bygget for Spedalske. Aldrig glemmer jeg det
haabløse i hendes Ansigt da hun grædende bad: „Gid jeg maa
faa dø her hos dig". Lidet anede jeg, at hendes Ønske saa
snart skulde opfyldes. Hun fik Ris og Kjød som alle andre
Nyankomne, men hun var utrøstelig over ikke at faa bli hos
os. Næste Dag spurgte jeg efter hende, hun var bra, lød
Svaret, men var gaaet ud paa Marken. Søndag var jeg hjemme
paa Stationen, men Mandag var Rasoa den første jeg spurgte
efter. „Hun er meget syg, vi vilde netop gaa og hente dig."
Jeg ilede til hende, men kom for sent, hun laa og kjæmpede
med Døden, som efter en Time endte hendes sørgelige
Tilværelse. De to sidste Døgn havde hun bare grædt, fordi hun
ikke kunde bli optaget her. Efter dette var det os næsten en
Umulighed at sende Syge tilbage, der blev bygget nye Huse,
og vi tog imod alle de Elendigste.
Men nu har vi faaet Paalæg af Hovedbestyrelsen om ikke
at udvide Gjerningen, da Selskabet er i Underbalance. Vi maa
nu for Alvor begynde at sige nei, men hvem har vel Hjerte til
dette? Deres hele Udseende beder en om Hjælp. Naar man
saa i disse Arme ser sin Næste, som man skal hjælpe, ser et
Menneske skabt af den samme Gud som vi og dyrekjøbt med
Guds Søns Blod, da blir det en stor Glæde, en hellig Pligt at
kunne faa hjælpe dem baade legemlig og aandelig. Og hvilken
Glæde er det ikke ofte at se, hvor det sløve, haabløse Udtryk
i deres Ansigter kan forsvinde, og Tilfredshed lyse dem ud af
Øinene.
Saa er det igjen de smaa friske Børn af spedalske Forældre.
Gid en eller anden Rigmand vilde forbarme sig over dem og
give os saa meget, at vi kunde faa et eget Hjem til dem. Skal
de i Aarrækker bli boende paa Ambohipiantrana, saa vil vel de
fleste bli smittet af Sygdommen. Kjære kom dem ihu !
Denne Søster Maries Yndlingstanke er bragt i Udførelse;
allerede i flere Aar har der været et Hjem for de friske Børn
af spedalske Forældre. Her trives Børnene godt og ingen af
dem har endnu faaet Sygdommen.
Hjemmet vil nu kunne udvides; thi der er en Rigmand,
som har taget sig af dem, nemlig: Norges Søndagsskolebørn.
Disse mange smaa glade Givere har allerede samlet over 3000
Kr. De har taget Barnehjemmet som sin Missionsgjerning.
Skjønt Søster Marie er altfor sparsom med sine Breve og
Beretninger, saa har vi dog et og andet fra hende, som kan gi
os et Indblik i denne alvorlige Gjerning; den 14—9-94
skriver hun:
De beder mig skrive noget om Gjerningen her, gaa da med
mig i Tankerne til Spedalskbyen, der ligger en 20 Minutters
Vei herfra. Vi kan ikke se Byen fra Sirabé, en liden Høideryg
ligger imellem. I Midten har vi Kirken, to Rishuse, til at
opbevare Risen i, samt et Sygehus. Der er plantet et Par Alleer
vekselvis Voandalakatrær og Rosentrær, samt en Del Chinin
og Morbær.
Lad os nu gjøre nogle Besøg. Vi kommer da ind til Petera,
han ligger der paa sin Matte, hans Ansigt er fuldt af Knuder,
men for Tiden er Hænderne det værste, de er aldeles hovne.
Der er kun lidet at gjøre for ham, da Sygdommen maa have
sin Gang. Lidt Jod paa Hænderne gjør godt, og saa sørger vi
for, at han faar lidt ekstra at spise, Eg eller Kjød, da Appetiten
er daarlig. Saa er det Maria, hans Hustru. Hendes Fingre og
Tæer er for længe siden borte, men hun kan alligevel pleie
sin Mand. Saa vender vi os til det andet Hjørne i Værelset,
hvor Manoela ligger. Nei hvor han ser ud, er en af dem som
Sygdommen har faret værst med i Ansigtet. Han er 17 Aar
men af Vekst som en 12 Aars gammel Gut. Idag har han
Feber og maa ligge.
„Naar du paa Søndag skal læse Fortællinger for os, kan du
da ikke læse her, saa jeg kan faa høre," beder han.
„Nei det gaar ikke an, men du skal faa en liden Bog og
læse selv." Dermed er Gutten inderlig fornøiet, vi er alle saa
glad i Manoela, han har været her i fem Aar.
Vi ser ind til Elias, han er meget syg stakkar. Igaar fik
han ren Matte og for et Par Dage siden ny Skjorte og Lamba.
Nu maa vi bytte igjen og vaske ham med varmt Vand. Nyt
Græs, ren Matte og rent Lamba, saa nu ligger han godt, og saa
maa han forsøge at spise lidt varm Kjødsuppe og Ris. Han
taler lidt i Vildelse, men imellem er han klar. Han hvisker
noget, vi bøier os ned til ham: »Alle mine har forstødt mig."
„Har du atter glemt, at Gud er de Faderløses Fader?"
„Jo, Gud er min Fader."
Han længes efter sin Hustru og vi trøster ham med, at vi
skal skrive til hans Hustrus Herre og bede om, at hun maa
faa være hos ham et Par Dage.
Rajoanarivony maa vi endnu se ind til. Der ligger han
paa sit Smertes Leie, hans Hustru sidder ved Siden af, ikke
stort bedre. Han er afmagret, har været syg snart to Aar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
