Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 29. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
295
Et Ægteskab.
Af
Ethel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
I.
Byrden.
arrie havde baaret Barnet et langt Stykke Vei og
sagde, at det nu var paa Tide, at Dot tog sin Tørn.
Dot gjorde Indvendinger. Hun mindede ham
om al den Sport, han havde deltaget i, og om alle
de Præmier, han havde vundet — spurte ham, hvad
Nj’tte det var at være seks Fod og to Tommer, hvis han ikke
kunde bære et lidet Barn.
Larrie sendte hende et forbauset Blik og flyttede Barnet
over paa den anden Arm; han var varm og følte sig ilde
tilmode. Det forekom ham, at den sandede Vei aldrig tog Ende;
og Dot, som afslog at hjælpe ham, lo spottende, da han sagde,
at Baby var for tung for ham.
„Han er akkurat 21 Pd.", sagde hun, „jeg veiede ham igaar
paa Kjøkkenvegten; jeg skulde tro, at en Mand af din Størrelse
burde være istand til at bære 21 Pd. uden at klage."
„Men han er som Kviksølv, Dot," sagde han. „Se bare paa
ham, han er ikke stille et Minut; tag ham du, indtil
Begyndelsen af Lees Kjøkkenhave, saa skal jeg greie ham Resten af
Veien." Dot rystede paa Hodet.
„Det gjør mig ondt, Larrie, men jeg kan virkelig ikke.
Du ved, at jeg ikke vilde tage Baby med, og da du insisterede,
sagde jeg til mig selv, at du til Straf skulde bære ham Resten
af Veien."
„Men du er Guttens Mor," svarede Larrie.
Han var bleven alvorlig vred, hans Arme ordentlig verkede,
Klæderne klabbede fast til Ryggen, og Rarnet havde to Gange
stukket sin lille lubne Tommelfinger ind i hans Øie, saa det
begyndte at rinde. ’
„Men du er hans Far," svarede Dot blidt.
„Det er lettere for en Kvinde at bære et Barn end for en
Mand," sagde Larrie og tørrede med den ledige Haand Sveden
af sin Pande. „Alle siger saa; vær nu ikke slem, Dot, jeg
begynder at faa Krampe i Armene — for Barmhjertigheds Skyld
tag ham!"
Dot rystede atter paa Hodet.
„Vil du, at jeg skal bryde mit Løfte, Lorentz?" spurgte hun.
Hun saa udfordrende kold og rolig ud, som hun gik videre
ved Siden af ham; hendes Kjole var hvid med gjennemsigtige
Pufærmer, Hatten var hvid og meget stor, hun havde
smaa hvide Lærredssko, lange hvide Gants-de-suéde og hvid
Parasol.
„Det er fortvilet", sagde Larrie og standsede pludselig midt
paa Veien. „Hør min gode Kone, vil du tage Barnet dit
eller ikke?"
Dot svingede Parasollen rundt sit søde lille Ansigt.
„Nei, min gode Mand, jeg har ikke tænkt at bære dit Barn
et eneste Skridt."
„Saa slipper jeg ham!" sagde Larrie og lod som om han
vilde lade ham falde pladask ned — men Dot var gaat
videre.
„Lille Trold," mumlede han mellem Tænderne.
Derpaa kneb han Munden sammen; ialmindelighed var det
en behagelig Mund, som skabt til Latter og Spøg, men naar
den antog et trodsigt Udtryk, kunde man vente sig noget af
hvert.
Han saa sig forskende omkring, Ved Veikanten var der
en liden Plet med blødt, grønt Græs under en smuk liden
Busk med gule Blomster. Her lagde han Barnet ned i Skyggen
og saa omhyggelig efter, at der ikke fandtes Myrer eller andre
Insekter i Nærheden; han trak paa den lille rosenrøde
Fod en bitte liden Sok, som var gledet af og dinglede i et
Baand, og ståk ham Smokken i Munden.
Derefter gik han rolig bort til Dot.
„Naa?" sagde hun, men syntes lidt forbløffet ved at se
hans tomme Arme; hun anbragte Parasollen mellem sig og
ham og kastede et hastigt, speidende Blik tilbage.
Larrie gik videre uden at sige et Ord.
„Du er skrækkelig styg, naar du skruer Munden op paa
den Maade," sagde hun og saa op paa hans opstrammede
Ansigt.
„Du er en unaturlig Moder, Dot; det er hvad du er,"
svarede han hidsig. „Hvis jeg var en Kvinde, vilde jeg skamme
mig ved at handle saaledes, som du gjør. Du blir værre og
værre for hver Dag; jeg har holdt paa at undskylde dig for
mig selv og sige, at du vilde blive fornuftigere, eftersom du
blev ældre, og istedet derfor bliver du mere og mere
barnagtig for hver Dag".
Hun saa virkelig ogsaa meget barnlig ud. Hun var liden
af Vekst og spædbygget. Hendes Haar faldt i bløde, gyldne
Lokker, Øinene var milde, aabne og ømme, ligesom et Barns;
naar hun var lykkelig, var de af den mørke, blaaviolette Farve,
der kaldes Azur, og naar hun var vemodig eller tankefuld,
mindede de^om Hjertet af en stor mørkviolet Stedmorsblomst.
Hun var ikke saa usædvanlig smuk, blot frisk, sød og yndig.
Larrie sagde engang, at hun saa ud som et lidet Barn, der
netop var blevet badet og paaklædt og duftet med fint
Violpulver og sendt ud i Verden for at glæde trætte Øine.
Dette var en af hans Ytringer fra Frierdagene for mer end
et Aar siden, da hun endnu ikke havde fyldt sytten Aar; nu
var hun atten, og han sagde hende, at hun var en unaturlig
Moder.
„Og Baby vilde ha mistet Siklesmækken sin, havde ikke
jeg passet paa," sagde han med en Stemme, der øgede i
Hæftig-hed, mens han nævnte denne uhørte Begivenhed.
„Du store min!" sagde Dot. „Det var meget skjødesløst
af Peggie, jeg maa virkelig tale til hende om det."
„Jeg skal en Dag ryste dig, Dot — ryste dig, saa
Tænderne klaprer i Munden paa dig. Undertiden kan jeg neppe
holde Hænderne mine fra dig".
Hans Mine var mørk, og hans barnlige Ansigt uroligt og
forbitret.
Men Dot bare lo, lænede sig til Gjærdet ved Veikanten og
skoggerlo.
Larrie standsede atter; Ansigtet var meget blegt, Udtrykket
skarpt, og Øinene lynte. Han lagde Hænderne paa hendes
hvide Musselins Bluse og dreiede hende rundt.
„Gaa øieblikkelig tilbage til Foden af Bakken og tag Barnet
op og bring det hid," befalede han.
„Gaa og put dit gamle Tossehode i en Potetesgryde!" var
Dots spidse Svar.
Larries Haand trykkede haardere, og hans Mine blev
barskere.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
