Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 29. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
URD
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ermann tilbragte Natten i et koldt Værelse i
Værtshuset; Slæden havde han overladt Doktoren, som
var kjørt til Weynitz, mens Pligten og den kvælende
Bekymring for hvorledes han skulde kunne skaffe
Broren de fornødne Penge holdt ham selv tilbage i
Byen.
Saa tidlig som det gik an opsøgte han sin Bankier.
— Hvorledes er det De ser ud, Hr. von Weynitz! udbrød
denne hans Fars gamle Raadgiver ved Synet af Hermann. De
er syg! Hvad fører Dem saa tidlig til mig?
Hermann sank tungt ned paa en Stol og gjorde en
afværgende Bevægelse med Haanden.
— Jeg maa have treti tusind Mark straks, Hr Weber!
Udbetalt til et Hus i Briissel for min Bror.
— Treti tusind Mark? Nu straks? Det er umuligt.
— Jeg maa have Pengene! Enten paa den ene eller anden
Maade! Find en Udvei! Tøv ikke, De maa kunne skaffe dem
tilveie.
— Hvorfra skal de tages Hr. von Weynitz? Jeg har ikke
netop nu en saa stor Sum i min Kasse. Selv om jeg altsaa
vilde hjælpe — hvorfra skulde jeg saa tage det manglende i en
saadan Fart, og hvilken Garanti kunde jeg stille?
— Et nyt Pant i Weynitz!
— Det gaar ikke an! Der kan ikke laanes mere paa Weynitz.
— Ligemeget, Pengene maa skaffes tilveie!
Den gamle Bankier sprang op og gik med hurtige Skridt op
og ned i Værelset. — Er der nogen Mulighed for at Pengene
kan blive tilbagebetalt inden seks Maaneder?
Som Svar lød der en haard, lydelig Latter fra Hermanns
Læber.
— Hr. von Weynitz, jeg har ofte bragt Deres Far Hjælp —
han var en Hædersmand, og D-e er hans Søn! Men jeg er en
gammel Mand og har Børn. Godset kan ikke taale nye Byrder.
— Skaf Pengene, Weber!
Den gamle Mand stirrede en Stund taus ind i Hermanns
farveløse, fortvilede Ansigt, og han gyste næsten tilbage for det
kvalfulde, smertelige Udtryk. — Paa Betingelse af høie Renter,
Hr. von Weynitz?
— Det er ligemeget! Det fører alligevel alt til Fattigdom.
Bankieren sukkede, og idet han hurtig forlod Værelset, sagde
han: Saa vil jeg forsøge at skaffe Pengene tilveie.
Da han efter en Times Forløb vendte tilbage, fandt han
Hermann siddende paa samme Plads, som da han forlod ham.
— Hav Fortrolighed til mig, Hr. von Weynitz! Er det atter
Deres Bror det gjælder. Han er en Kavaler, men letsindig, meget
letsindig! Alle Penge altsaa opbrugte?
— Ja.
— Da kan De ikke beholde Weynitz!
— Jeg ved det, hvis Gud ikke hjælper !
Den gamle Forretningsmand smilte. Jeg vil sige Dem noget,
Hr. von Weynitz, tag det ikke ilde op — der gives endnu et
Middel. Gjør et rigt Parti! Det lod sig nok arrangere.
— Heller tigge! Heller sælge Weynitz!
— Nuvel, altsaa ikkei-det! Jeg har gjort Udvei til at skaffe
Pengene; det retslige ved Sagen skal jeg ordne; men en Ting
maa De love mig Hr. Baron, kom endnu engang hen til mig om
otte Dage, førend De foretager nogetsomhelst Skridt med Hensyn
til Salget af Godset.
Hermann reiste sig uden at svare, og den gamle Mands
Haand skjalv da han rakte den frem til Afsked.
— Lov mig det, Hr. von Weynitz! gjentog han endnu en
Gang. Jeg ved hvorledes De har arbeidet i det sidste Aar, ja
som et Lastdyr.
— Her har De min Haand! og Hermann lagde sine kolde,,
fugtige Fingre i Bankierens høire. Tak!
— Pengene skal straks blive anvist pr. Telegraf.
— Godt! Endnu engang Tak! Derpaa vaklede han ud af
Værelset som en Beruset, og efter at have sendt Broren et kort
Telegram, hvori han meddelte ham Pengenes Ankomst, vandrede
han hen gjennem Byens Gader, ud af Porten, vadende i Sne til
Knæriie. Anstrengelsen gjorde ham imidlertid godt; han befandt
sig ganske alene paa Landeveien, hvis Sider var beplantet méd
snorlige Trærækker. Kunde man dog altid gaa saaledes lige
fremad! Bestandig lige ud uden Kroge og Hindringer, den samme
lige Vei indtil Enden! Saaledes vilde han have ønsket at kunne
gaa hele Livet igjennem.
Pludselig stansede han nogle Skridt, foran ham havde
Stormen kastet et stort Træ tværs over Veien, og han blev
tankefuld staaende stille foran den brede Stamme. Ja, ja, saaledes
gaar det, mumlede han. Han vilde gaa udenom Træet, men
havde ikke lagt Merke til den tilsneede Grøft og sank ned i
denne lige til under Armene. Der gled et træt Smil over hans
Læber, idet han med en vis behagelig Følelse strakte sig i den
bløde Sne, som sluttede sig omkring hans Legeme. At sove her
blot i nogle faa Timer, og saa vilde alt være forbi. Alt, alt vilde
være forbi!
I det fjerne saa han Weynitz’ Taarn vinke sig imøde, og.
han kom til at tænke paa, hvor otte hans Far, kraftig og
selvbevidst, havde gaat henad denne Vei paa sine vanlige Spaserture,
en gammel Kjæmpe paa sin egen Grund og Eiendom. Hermann
støttede pludselig Hænderne mod Grøftekanten og svang sig op.
Han fortsatte atter sin Vei, mens Tanken paa Lore krydsede
hans Hode. Hvorledes havde hun havt det i denne lange,
angstfulde Nat? Han paaskyndede sine Skridt, og Sveddraaberne
traadte, trods Kulden, frem paa hans Pande. Fremad! Fremad!
Lægen var endnu ikke taget bort, da Hermann naaede
Weynitz.
— Det er Tyfus, sagde han. Og intet Under, saa svag som
hun er og saa foretage denne ubesindige Reise! Damerne bliver
dog aldrig kloge!
— Nei, aldrig kloge! gjentog Hermann, idet han saa paa
Doktoren med et besynderligt Blik. Hvorledes finder De den
Syges Tilstand?
— Næsten haabløs !
— Doktor! udbrød Hermann, idet hans Fingre omklamrede
Lægens Arm saa haardt at denne for sammen.
— De tror —
— Jeg tror intet, Hr. von Weynitz! Men der maatte ske et
Under — —
Hermann vendte sig taus bort.
— Jeg kommer igjen iaften Klokken ni, før behøves jeg ikke
— kan De sende en Vogn efter mig?
— Ja visselig!
— Hvad var det jeg endnu vilde sige Hr. von Weynitz —
hvorledes gaar det Deres Bror?
— O han — Hermann svælgede et Par Gange inden han.
tilføiede — ham gaar det godt.
— Nuvel, saa send ham telegrafisk Underretning.
— Jeg skal gjøre det. Kan jeg se min Svigerinde? Er hun
ved Bevidsthed?
Hun er ganske klar, og Feberen vil først atter indfinde sig
om nogle Timer.
Saa undskylder De mig nok! Jeg har noget jeg maa tale
med hende om.
— Jeg beder — altsaa Klokken ni iaften!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
