Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 29. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
299
Hermann listede sig forsigtig og paa Tærne ind i
Sygeværelset, hvor Lyset kun dæmpet trængte sig ind, da Gardinerne
var rullet ned for Vinduerne.
— Er det dig Hermann? og en liden tynd Haand blev strakt
ud imod ham.
— Ja, svarte han, idet han trykkede et Kys paa den
fremrakte Haand.
— Nei gjør ikke det! Ikke’Haanden — kys mig paa Munden,
eller paa Panden, som vi gjorde da vi var Børn!
Han opfyldte hendes Ønske, og hun smilte tilfreds.
— Jeg er saa forvirret i mit Hode Hermann! Hvoraf
kommer det? Føl hvor mine Hænder brænder; det syder i Aarerne,
som var der hældt flydende Bly i dem.
— Du har Feber, Lore!
— Ja Feber! Doktoren sagde, at jeg var meget syg; men
jeg føler mig dog slet ikke saa daarlig nu. Er Pengene sendt
afsted? spurte hun pludselig aandeløs.
— Ja, der er telegrafert, hvor de kan hæves.
— Altsaa et ærligt Navn! og hun lukkede Øinene, mens det
forekom Hermann som kunde han se Blodet banke under den
fine Hud i Tindingerne.
— Lore I
— Ja?
— Skal jeg kalde Bruno hid? Du er meget syg.
— Tror du at jeg skal dø?
— Nei, nei — ikke det —
— Jeg frygter ikke for Døden — det var maaske det bedste
som kunde hænde, og der gled et sørgmodigt Smil over hendes
Læber.
Derpaa rynkede hun eftertænksomt Panden, saa de skarpt
tegnede Bryn gik lige op til de krusede Lokker. En Sitren
gjennemfor hendes Legeme da hun svarte: Nei, nei, kald ham
helst ikke! Jeg kan ikke se ham, aldrig, aldrig se ham igjen!
Pludselig for hun op, og idet hun med skjælvende Fingre
strakte Armene ud, skreg hun: Hjælp, Hjælp! Der staar han!
Blod, Blod! Rødt Blod lige ved Tindingen! Weynitz, Weynitz!
Hermann tvang med Magt den Rasende ned i Puderne og
tilkaldte Pigen. Derpaa gik han bort. Der forløb nogle
kvalfulde Timer, af og til blev han længe staaende foran det gamle
Væguhr i sit Værelse, idet han med Blikket ubevidst fulgte
Minutviseren, der næsten umerkelig gled fremad. Saaledes
fortsatte Tiden sit Løb, ustanselig, ubekymret om Menneskers Ve
og Vel, om Død eller Liv — hvorhen? Skridt for Skridt, fra
første Aandedrag, Døden imøde! Og mellem de første og sidste
Minuter laa et Menneskeliv, der havde kjæmpet, arbeidet og lidt!
For hvad? For intet!
Lille Edgar sad ved Bordet foran Sofaen og byggede
Korthuse ; raslende ramlede det store Hus sammen, som Barnet med
Møie havde faaet bygget op. Taus saa Hermann paa Legen og
kom saa til at tænke paa Bruno. Skulde han alligevel ikke
telegrafere efter ham? Men hvorfor? Lore længtede visselig
ikke efter at se hans troløse Ansigt. Og dog, der maatte da
iallefald skrives til ham.
Hermann tog Plads ved Skrivebordet: Til Bruno von
Weynitz! — forsætlig undgik han nogen Titel.
Lore ligger heftig syg af Nervefeber. For dig er der intet
tilbage end straks at indsende din Afskedsansøgning. Jeg ved
det, jeg har Ret til at fordre det, og det er din Pligt at tage
Hensyn til og opfylde mit Ønske. I Tilfælde af at du vægrer
dig, sætter jeg alle Hensyn tilside og lader dig falde. Vi har
fra nu af intet mere med hinanden at gjøre. Send mig
Jern-korset! Du forstaar mig nok!
Hermann.
Faste og tydelige stod Bogstaverne der paa Papiret. Henad
Aften lod Lore endnu engang Svogeren kalde ind til sig. Hun
havde kun været ved fuld Bevidsthed i nogle Øieblikke.
— Hvorledes har Edda det? Hvorfor er alt forbi? Hun er
saa sterk og klog, og hun vilde være en Moder for min Edgar.
Bring mit Barn til hende, naar jeg — —
— Du maa ikke dø, Lore! En usigelig Angst overfaldt ham.
Saa megen Ungdom og Skjønhed, saa megen Kjærlighed skulde
dø? Det kunde ikke være saa!
Lore bad om at faa se sit Barn, og hun trykkede den lille
Edgar ind til sig, da han blev bragt hen til hende. Derpaa tog
hun Hermanns Haand og lagde den paa Guttens Hoved. — Det
er herefter din Far! Sværg mig, Hermann, at du ikke vil
give Barnet tilbage til hans Far — bring ham til Edda, eller
behold ham hos dig!
— Ja, det vil jeg, sagde Hermann med smertelig
sammentrukne Bryn.
Da Lægen^atter indfandt sig, lød hans Dom: høist nogle
Timer endnu.
Lore havde mistet Bevidstheden, hendes Aandedræt lød som
en Stønnen, der trængte sig ud gjennem de hvide Tænder, fra
hvilke Overlæben var trukket krampagtig tilbage. Hermann sad
ved hendes Side og stirrede ufravendt paa det af Feber
for-dreiede Ansigt, medens Taarerne fyldte hans Øine.
Det var Midnat.
Da begyndte hun endnu engang at tale, lavt, neppe hørlig:
Paa Kirkegaarden, under Lindetrærne, ved Siden af din Mor
— da vil alt — alt blive godt — ganske — ganske — godt —
Hendes Legeme straktes ud — hun var indslumret.
Morgenen begyndte at dæmre, og Hermann saa med trætte,
forvaa-gede Øine ud i den nye Dags matte Lysning. Saa mumlede han:
Lev vel Lore! og forlod Dødsværelset — — — —.
Den Afdødes Legeme var bleven baaret hen under de gamle
Linde og sænket ned i den kolde, stivfrosne Jord; men Bruno
var ikke kommet til Begravelsen. Adresaten afreiste igaar uden
at opgive sit Opholdssted, havde man svart fra Brüssel paa
Hermanns Telegram, der meldte Dødsfaldet.
Da Hermann nogle Dage efter Begravelsen traadte ind i sit
Værelse, faldt hans Blikke tilfældig paa Kalenderen, som viste
den første December.
Idag altsaa, idag turde han aabne og læse det Brev hvis
Segl indtil nu havde holdt den afdøde Fars Vilje skjult. Han
tog den store Konvulut med den tydelige Skrift frem, og vendte
den eftertænksomt frem og tilbage iuden han langsomt
aabnede den.
Til min Søn, Hermann, Arving til Weynitz.
Det maa synes dig underlig, min kjære Søn, at jeg først
saa længe efter min Død tillader Aabningen af dette Brev; men
jeg vilde først vide Jorden fast over min Grav og give dig Tid
til at ordne alt; jeg vilde, et svagt Menneske som jeg er, være
vis paa, at du i et Aar bar et pletfrit Minde om din Far i dit
Bryst. I Smerten over min Død skulde der ikke indblandes
noget hæsligt.
Hermann standsede med Læsningen, idet han følte en Gysen
fare gjennem sit Legeme; han anede noget skrækkeligt.
(Forts).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
