Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 12. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
URD
Lidt om norske Ku inders Arbeide paa
Madagaskar.
Af Bolette Gjør.
III
har omtalt de to Grene af Kvindearbeidet paa
Madagaskar, der først springer os i Øinene, men der udføres
dog mangt stille Arbeide rundt om i Menighederne,
der har sin store opdragende Betydning for den
Madagassiske Kvinde og bidrager til at hæve hende;
men fra dette Arbeide har vi saa faa direkte
Meddelelser, saa vi vanskelig vil kunne gjøre andet end pege paa
det-Først vil vi da nævne Hospitalsarbeidet. I Hovedstaden har
der allerede i en Bække af Aar været et norskt Hospital, hvor
mange Syge er gaat helbredet ud, og enkelte har ogsaa faat opladt
Syn for Syndens forfærdelige Sygdom og har søgt Lægedom for den.
Paa dette Hospital er der under Lægerne Doktorerne
Borchgrevink, Guldberg og Thesen med stort Held foretaget en Mængde
Operationer især for Stensmerter og Øiensygdomme. Havde man
kun været henvist til Madagasserkvindens Pleie, vilde neppe
Operationerne havt saa heldigt Udfald, men her er norske
Diakonisser traadt støttende til med sit opofrende og taalmodige
Arbeide. I et Brev fra 1889 skriver Diakonissen:
„Du kan tro, jeg var bedrøvet for en Tid siden, vi mistede
to af vore Operationspatienter, der var opererte for Sten. Den
ene var en svag gammel Kone, den anden en liden Gut paa 6
Aar. Det var en ualmindelig elskelig liden Gut, lydig og snil.
Dagen efter Operationen viste der sig Tegn til Mavebetændelse.
Om Aftenen kom Dr. Borghgrevink, og vi døbte ham da efter
Forældrenes Viljeog inderlig glad var jeg over dette, da han vandred
bort henimod Morgenen. Det er det hyggeligste Dødsleie jeg har
siddet ved her paaMadagaskar;jeg har Følelsen af at have været blandt
Kristne, noget jeg sjelden har her paa Hospitalet. Det var saa
godt at se hans Forældre, der hører til Independenterne, tage
Budskabet som det sømmer sig Kristne. Det gjorde saa godt at
se deres stille Sorg; jeg er jo fordetmeste vant til den hedenske
Fortvilelses Skrig eller Hykleriets Skraal.
Nu har vi atter havt to Operationer ogsaa for Sten, disse
Syge er Gud saa naadig at lade os beholde. Tænk saa mange
som her er opererte, siden vi begyndte Hospitalsgjerniugen, og
alle disse har vi paa de to nær faat se gaa friske ud igjen."
En anden Diakonisse skriver fra Hospitalet 1894.
„Det er virkelig saa gjildt at gaa her og stelle med disse
sorte hjælpeløse Stakler. Og saa alle disse Blinde, som faar sit Syn
tilbage, at se og være Vidne til deres Glæde er storartet." „Jeg skal
give dig mange Penge, siger de gjerne til Dr. Thesen. Det hænder jo,
at Manden ikke har set sin Kone eller Konen sin Mand, de har
giftet sig som Blinde, og da kan man ikke undre sig over at
Glæden blir stor, naar de faar se hinanden. Doktoren benytter
da altid Anledningen til at tale med dem om Jesus. At de nu
maa takke Gud, som har givet dem sit Syn igjen og nu søge
hen til ham. som kan oplade deres aandelige Øine o. s. v.
Gasserne sætter stor Pris paa Lægehjælp og er glad i at faa
Medecin, det faar den erfare, som har med at låve den. Men
havde man ikke Lægehjælp og Medicin kom man ikke saa langt
ind paa disse Folk. De maa føie, at man vil gjøre dem godt.
Nu har jeg snart været et Aar hernede, og jeg maa sige,
Herrens Naade har været stor mod mig, at jeg skal faa Lov
at være med i dette Arbeide, og’at han hjælper saa vel gjennem
alle Vanskeligheder og Prøvelser, som møder. — —
Et Par Gange har jeg været paa Torvet for at se lidt af
Folkelivet, men jeg maa sige, de var ikke saa grove, ialfald i min
Nærværelse, som paa Bergens Fisketorv, og aldrig ser man en
drukken Mand paa Gaderne. Men saa kan de ogsaa slaas og skjændes
rent frygtelig, og saa gjør de ikke mange Omstændigheder med
at slaa en Mand ihjæl".
Et Hospitalsarbeide er ogsaa begyndt paa Sirabé under
Ledelse af Dr. Ebele, ogsaa her udføres Pleien af en Diakonisse.
Men dette Arbeide blev stanset kort efter sin Begyndelse ved
Hospitalets Ødelæggelse af Bøverne. Nu er det atter opført.
I en Række af Aar har Frøken Rasmussen havt en Skole
og et Hjem for voksne Piger i Betsileo, og mange unge Piger
har her faat en god Opdragelse og Paavirkning. Hendes Skole
blev opbrændt af Røverne, og hun maatte flygte til
Fianårant-soa i Sydbetsileo. Nu har hun her begyndt en lignende
Virksomhed.
Flere Kvinder arbeider i Menighederne som Lærerinder eller
Menighedsdiakonisser, og disse har visselig en velsignet
Virksomhed, som sætter meget Spor efter sig blandt Kvinderne.
Paa Sirabé virker Frøken Rosaas i sin Fars Menighed, paa
Betafo Frk. Engh og er sin Far til uvurderlig Hjælp. Ogsaa
derude har de kristne Kvinder samlet sig i Kvindeforeninger
og arbeider til Frelse for sine hedenske Søstre. Det er
Beretninger om Kvindeforeningerne herhjemme og om fattige
Kvinders Gaver til Missionen, som har fremkaldt Lysten derude,
Fru Engh fortæller om Foreningen paa Betafo: „Vi holder vore
Møder i Kirken. Jeg havde ikke stort Haab om Udbytte, da
jeg begyndte med Foreningerne, men jeg er bleven dybt
be-skjæmmet. Jeg gjorde det for at samle Kvinderne lidt om mig.
saa der muligens kunde falde et lidet Ord i deres Hjerter, som
kunde bære Frugt. Kvinderne har omfattet denne Sag med
Kjærlighed og Varme. Man bruger Mattegræs,, Bomuld, Garn,
Tøistykker, gamle Bukser, hvoraf vi syr Huer. Alle Gaver
bringes til mig, saa fordeler jeg Arbeiderne efter enhvers
Dygtighed. Rok og Karder som vi bragte med fra Norge bruger
vi i Foreningen. #
Vi begynder med Sang og Bøn, og naar Arbeidet tillader
det, fortæller jeg lidt om Kvindernes Arbeide i Norge. Saa
synger vi -indimellem og slutter med Bøn. Vi begynder om
Morgenen Kl. 8 og slutter Kl. 3, men da er jeg ogsaa Saa træt.
at jeg ikke orker mere.
Saasnart Døren kommer op, strømmer Folk fra Torvet
udenfor ind for at se paa dette Syn; jeg ved ikke, hvad de
beundrer mest, disse flittig arbeidende Kvinder eller Rokken
og Kårderne. Naar vi har faaet en rigtig stor Tilhørerskare,
reiser en af Kvinderne sig og fortæller Tilskuerne, hvad
Meningen er med vort Arbeide, „og vil ogsaa I være med at sende
Missionærer ned til vore Brødre paa Kysten, saa staar Bøssen
paa Bordet, hvor I kan lægge nogle Penge." Men da kan du
tro. de faar Hast med at komme afsted den ene fortere end
den anden, og snart er Huset tomt for Tilskuere. Vi har efter
nogle Maaneders Arbeide kunnet sende 6 Dollars op til
Borchgrevink."
Saa vil vi afslutte denne lille Beretning om norske
Kvinders Arbeide paa Madagaskar med et Brev fra en af de
indfødte Presters Hustrui Brevet vil vise, hvordan hun følgende
det Eksempel hun har set for sig hos de norske Prestefruer,
efter Evne tager op Arbeidet for Kvinderne. Efterat have
takket for tilsendte Sysager fortæller hun:
Med Hensyn til Gjerningen her, da gaar den fremad
formedelst Guds Velsignelse. Mange er nu de, som kjender den
store Guds Kjærlighed, der har givet sin Søn for at frelse os
Fortabte. Men her er endnu mange som sidder i Mørke, derfor
maa I bede for os, at Guds Rige maa faa Fremgang.
Den 27de Juni blev 61 døbt her i vort Distrikt Ambohipo,
og mange Mænd og Kvinder stræver med at lære Katekismen.
Ogsaa Kvinderne er flittig og vil gjerne lære at sy, og nu syr
vi Daabsklæder, som de Fattige faar laane Daabsdagen. Forrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
