Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 12. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
313
Uge havde jeg 16 Syelever og undertiden er her flere. Jeg er
ikke altid saa sterk, men jeg er glad ved at faa gjøre lidt for
at Kvinderne kan gaa fremad i Lærdom. Jeg blev døbt den
2den April 1870 og er gift med Ranaivo, Lærer i Fisabona hos
Stueland. Hans Hustru og jeg arbeider sammen som Søstre.
Nu hilser jeg Eder og siger Farvel til alle som elsker og beder
for os. Det siger Eders Søster
Radzafy.
Den 17de Juli 1896.
Et Ægteskab.
Af
Et hel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
II.
an havde 4 500 Kroner om Aaret og ingen Forældre
eller Formynder til at give ham uvelkomne Raad.
Saa bestemte han sig til — efter sin Læges Raad —
at tage et Aars Ferie, før han begyndte sin Praksis,
og imidlertid opdrage Dot til at blive et Ideal af
en Hustru. Han havde dannet sig alleslags Ideer om denne
Ting, endskjønt han var saa gutteagtig at se til, og han havde
til Hensigt at indprente hende alle sine Ideer. Men i det første
Aar var han saa straalende lykkelig, at han glemte det
altsammen.
Det var først, da Baby var nogle Maaneder gammel, og
Dot stadig glemte en eller anden liden Ting ved Babys Dragt,
eller naar Pianoet lod hende for en liden Stund glemme
Barnets Tilværelse, at han begyndte at tænke, at han ikke gjorde
sin Pligt mod hende, naar han ikke tog Bladet fra Munden.
III
Dots Hjem.
Dots og Larries Villa var et deiligt Sted. Verandaen var
meget bred og gik rundt hele Huset paa alle fire Sider. Den var
Larries Stolthed, fordi han selv havde ladet den bygge.
„Hvor skulde man røge, naar det var varmt eller vaadt,
naar man ikke havde en skikkelig Veranda," sagde han.
Han og Dot havde spadseret milelangt paa den de første
Maaneder af Aaret; han med sin Pibe i Munden og med en
Mine af yderligt Velbehag, hun med sin Arm fortrolig i hans.
Der var anbragt en Mængde Hængekøier, Sofaer og Stole»
som indbød til Dovenskab. Dette var Dots Stolthed. Den ene
Ydervæg var bedækket med gule og hvide Roser, som stadig
blomstrede; paa den anden Side stod en Wistaria med sine
fine, hængende Blomster. Paa Kjøkkensiden var der
Passions-blomster, den fjerde Side var bar, og derfra havde man den
herligste Udsigt.
Der var en liden Forhal med en dekoreret Indgangsdør og
paa hver Side store Glasdøre, der førte ind til Spisestuen paa
den ene Side og til Dots smukke lille Værelse paa den anden.
Hun havde tilbragt en Uge med at tænke ud, hvorledes
hun skulde møblere dette Rum, og forbrugt næsten hele
Moderens Bryllupspresent dertil.
„Nei, jeg vil ikke have noget Teppe," sagde hun, da hendes
Mor fremhævede Fordelen ved Bryssel i Modsætning til Wilton,
„og — nei, jeg vil ikke have Filt heller, det ser saa tungt ud
— og hvis du kjøber mig et broderet Teppe, tænder jeg Ild
paa det med det samme. Folk i Indien møblerer med Fornuft,
men her i Australien, hvor det vel er ligesaa hedt, møblerer
man efter engelsk Stil."
Den lille Mor ophørte med sine Forslag, og Dot udførte
efter sin egen Vilje Udstyret med en virkelig fortryllende
Effekt.
Værelset var noksaa lavt, Væggene og Taget farvede
lysgrønne. Midt paa Gulvet laa en stor hvid Matte med en
lysgrøn Bord og Fryndser omkring. De tre Vinduer havde lange
Gardiner af et blødt, hvidt Stof med grønne Fryndser. Der var
smaa nette Bambusstole, men to Stole var ikke lige; en havde
fladt sjøgrønt Sæde af Plysch, en et trekantet Sæde af Silke
med koralrøde Fryndser; der var en nydelig Sovesofa, bred og
indbydende, med en Mængde Puder af mat Silke. Pianoet stod
i et Hjørne — smukt, men enkelt udstyret, det var ikke pyntet
med Draperier eller med Fotografier og Nips, som kunde
forstyrre og ødelægge den vidunderlige Musik, som Dot
fremlokkede af det. En stor Lampe med en grøn, kruset Papirskjærm,
der virkede behagelig for Øiet, stod ved Siden af Pianoet.
I et andet Hjørne strakte der sig langs Væggen en stor
Boghylde, og Forfattere som Browning, Tennyson, William
Morris, Shelley, Keats og mange andre Yndlingsdigtere stod der ved
Siden af hinanden.
Der var et Sandeltræs Skrivebord med Sølvkanter og
Sølvbeslag, en Sølvlampe med rosenrød Skjærm og et Fotografi af
Baby i graveret Sølvramme.
Men der var hverken kinesiske Parasoller eller Vifter.
Derimod fandtes et halvt Dusin gode Malerier, fordetmeste i
smale, forgyldte Rammer — en Solnedgang af Manley Lagoon,
et Parti af Kanimbladalen i Sommerbelysning, en Akvarel af
Veien ovenfor Mosmanbugten, et blegt og betagende skjønt
Kvindeansigt, malet mod en Baggrund af purpurfarvet Fløil,
og et Billede med brune og lysegule Chrysantemum.
Der fandtes ogsaa et Par Kobberstik, og over Pianoet „De
Nygifte" i en Egetræs Ramme. Dot sagde, at Manden var
akkurat lig Larrie. Naar hun sang, pleiede hun at se op til
Billedet og føie sig lykkelig over, at Larrie var hendes Mand.
Paa et Staffeli paa Bordet stod „Fredens Engel". Larrie sagde,
den lille Pige var Dot. Der var nogle Smaaborde med Nips og
Porcellæn og nogle faa Fotografier, ikke mange. Blomster var
anbragt paa alle mulige Steder. Liljer i Vinduerne, Roser og
bævende Hjerter paa Bordene, låve Vaser med Primuller og
Violer. Dot tørrede selv Støv her hver Morgen; undertiden,
før hun lagde Støvekluden bort, kunde Pianoet friste hende, og
Resten af Huset blev glemt. Hvis ikke Peggy havde været der,
hvorledes vilde det da gaat med hele Huset!
Peggy var en ren Kjæmpe, sine fulde 5 Fod, og havde
umulige lange Arme og en Masse Fregner. Men hun havde
ogsaa et varmt, ærligt Hjerte, var Dot og Larrie inderlig
hengiven og forgudede fuldstændig Baby. Hvad Arbeidet angik,
var hun hverken værre eller bedre end australske Piger pleier
være; men hun var vidunderlig kyndig i Behandlingen af
Smaabarn og deres Stel, og var saaledes uerstattelig for Dot,
som var. meget uvidende i saadanne Sager. Larrie havde
engageret hende paa et Fæstekontor i Sydney for tolv Maaneder
siden. Han spurgte om hendes Navn. „Mojorie Dorothy
Peg-gerton", sagde hun.
„Aa", svarede Larrie; „det er altfor langt til Hverdags.
Skal vi kalde Dem Marie?"
„Nogle kalder mig Maja," svarede hun, „og andre Dolly,
det er mig det samme. De kan gjerne kalde mig Peg. om De
har Lyst, for — hvad var det Herren sagde Deres Navn var?"
„Armitage,* svarede Larrie. »Og lad os bestemme os for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
