- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
317

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 12. August 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

URD

317

Brødrene.

(Oversat fra Tysk).
(Slutn.)

er kom et Udtryk af Trods i Brunos Ansigt, men
det forsvandt hurtig for Hermanns kolde Blik,* og
han satte sig viljeløs ved Skrivebordet. Hvad skal
jeg skrive? Jeg ved ikke hvilken Grund jeg skal
anføre.

— Skriv! og idet Hermann gik op og ned i Værelset
dikterte han ham Ansøgningen. — Saa, nu er det færdig; jeg vil
besørge alt det andet selv — jeg reiser imorgen til Berlin. Tag
dine Penge, maaske kan de hjælpe dig til at begynde et andet
Liv et eller andet Sted.

Brunos Vilje var som brudt. Han lagde hurtig Papirerne
sammen i den lille Haandkuffert og satte Hatten paa Hodet.

— Lev vel Hermann!

Denne saa ikke den skjælvende Broderhaand som straktes
mod ham; Bruno for gysende sammen, et Udtryk af vild Trods
kom tilsyne i hans Ansigt. Han vendte sig rask om — og var
borte.

— Bruno! stønnede Hermann ; den gamle Kjærlighed til
Broren vaagnede endnu engang. Han sprang hen til Vinduet,
hvorfra han saa en mørk Skikkelse forsvinde mellem Trærne i
det Fjerne. Han vilde rive Vinduet op og raabe — dog nei, nei,
hvortil skulde det føre ? og hans Haand faldt slapt ned.

Næste Dag reiste Hermann til Berlin; han indleverte Brorens
Ansøgning om Afsked og overdrog en Bank at udbetale treti

tusind Mark til Doktor Helm i sit Navn.

* *

*



Der var blevet stille paa Weynitz; selv Edgar sneg sig ud
af det øde Hus og og ned til Kusken og Staldgutterne. Der nede
hørtes dog af og til en Sang, ora den end lød dæmpet; det var
som laa der at tungt Tryk over alle. Nogen af Tjenestefolkene
havde ikke set Godsets Herre efter at han var kommet tilbage
fra Berlin. Kun den gamle Johan betjente ham, og denne taug
til alle nysgjerrige Spørsmaal.

For tre Dage siden var Bankieren kommet derhen og var
blevet modtaget.

— Altsaa, Hr. von Weynitz,’De giver Afkald paa enhver
mulig Hjælp? De vil lade Godset gaa? Det er Skade, thi det
vilde kunne reddes — ved Arbeide, strengt Arbeide.

— Ja, jeg giver Afkald paa alt, ogsaa paa Deres udmerkede
Hjælp Hr. Weber! Dette Haandtryk maa være min Tak; jeg
kan ikke give mere. Jeg lægger Salget af Godset og Auktionen
over Inventariet i Deres Hænder. Maaske bliver der saameget
tilovers at jeg dermed kan sikre min Nevø en god Opdragelse.

— Vil De ikke atter træde ind i Armeen?

— Nei! svarte Hermann, idet der gled et uhyggeligt Smil
over hans Læber. Min Konge behøver andre Slags Mænd.

Bankieren saa med en bekymret Mine paa ham.

— Jeg vil give Dem en Frist paa tre Aar med Hensyn til
det sidste Laans Renter, Hr. von Weynitz.

— Nei, nei — jeg vil ikke! for Hermann op, som vilde han
skyde en Fristelse fra sig.

Saa var den gamle Herre gaat hovedrysende bort. —

Rullegardinerne var altid nedrullet i Hermanns Værelse, og
i dette kunstige Tusmørke tilbragte han sine Dage, enten
vandrende hvileløs om eller siddende grublende i en læderbetrukket
Lænestol. Taus grundede han over Fremtiden ; en uovervindelig
Apathi syntes at have lammet alle hans Nerver og at have
berøvet ham Kraft til at fatte nogensomhelst Beslutning.

Folk, der havde hørt tale om at Godset skulde sælges, og
som tænkte at kjøbe, kom for at tale med Eieren selv; men
han modtog ’ingen. Saaledes forløb en Uge efter at Bruno var
gaat bort. Det var Søndag; alle Tjenerne var gaat til Kirken i
Nabolandsbyen, kun den gamle Johan var blevet hjemme.

Det var bitterlig koldt ude, og nysgjerrig tittede den Gamle
ud af Gadedøren da han hørte Bjældeklang og Piskesmeld. En
Slæde svingede op foran Stentrappen, og en Dame klædt i Sort
steg ud og gik langsomt opad Trappen.

— Er Hr. von Weynitz hjemme? spurte hun kort.

— Herren har ikke modtaget Besøg de sidste otte Dage.

— Hvor er han?

— Paa sit Værelse.

— Saa før mig ind til ham! Det lød som en Befaling.

— Jeg kan ikke. Min Herre er — —

— Jeg vil ind til ham. Vis mig hans Værelse; han maa
modtage mig. Tjeneren adlød modvillig og aabnede forsigtig
Døren, da de var kommet op.

Rask gik Damen forbi ham og ind i det dunkle Værelse,
hvor hun lukkede Døren efter sig.

— Hvad vil du Johan? spurte Hermann træt.

— Det er mig — Edda! og hendes Stemme skjalv.

Der indtraadte en dyb Stilhed, da lød det som et Suk:
Edda! Rask traadte denne hen til Vinduet og trak Gardinet op,
saa det klare Solskin strømmede ind i Værelset, mens Hermann
blændet stirrede ud ’i det sterke Lys og paa den mørke Skikkelse
omgivet af de glitrende Solstraaler. Edda for gysende sammen
ved Synet af det blege Ansigt og den bøiede, sammensunkne
Skikkelse, over hvis forgræmmede Træk der laa en dødelig
Træthed.

— Ja, jeg, jeg er her, Hermann, sagde hun, støttende den
høire Haand mod Vinduskarmen, jeg er kommet, fordi jeg
maatte se hvorledes du havde det.

Han brød ud i en skjærende Latter. Mig vilde du se, mig?
Det var sandelig ikke Reisen værdt! Var det din Far som sendte
dig?

— Jeg kommer ogsaa i hans Navn. Jeg vilde have reist
herhen straks efter Modtagelsen af dit Rrev, men en høiere Pligt
holdt mig tilbage — jeg maatte først lukke min syge Fars Øine.

— Er ogsaa han død? og gysende for han sammen.

— Ja, han er død, og den Døde sender mig til dig.

— Som Anklagerinde?

— Nei for at sige dig, at han tilgav din Far.

— Hvoraf døde han? fremstønnede Hermann.

— Af Blodforgiftning efter en Operation.

— Hvor godt han har det. O, at sove saa stille og fredelig
i evig Ro underjorden!

— Vil du høre paa mig? spurte Edda.

Han svarte hende ikke, men hun begyndte dog at tale, uden
at tage Hensyn hertil. — Da jeg dengang læste dit Brev til min
Far, afskyede jeg dig, kaldte dig ufri, uretfærdig og feig, og
vilde rive dig ud af mit Hjerte. Jeg troede, at alt hvad jeg
havde følt for dig var kvalt og dødt for bestandig — hun taug
en Stund, derpaa fortsatte hun, idet hun langsomt strøg med
Haanden henover Øinene: Saa kom dit sidste Brev, Hermann !
Min Far laa allerede dengang syg, haabløs syg Havde ikke min
Kjærlighed holdt mig tilbage ved min Fars Leie, havde jeg
allerede staat her for otte Dage siden. Kald det Mangel paa
Selvbevidsthed, paa Stolthed — kald det, hvad du vil — men efter
Modtagelsen af hint Brev, havde jeg kun et Ønske, hørte jeg
kun en Stemme: nu trængte han dig, han behøver et Hjerte
som elsker — din Plads er ved hans Side!

Hun havde udtalt de sidste Ord ganske lavt.

— Og nu, da jeg har begravet min Far, nu er jeg her —
og ser, at jeg er kommet forsent!

Det arbeidede i Hermanns Ansigt, og der viste sig nogle
Trækninger om hans fast sammenpressede Læber, mens hans
Øine udvidede sig som om der lidt efter lidt kom et straalende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0327.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free