Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 19. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
325
mi.
Den lille Mor.
Det var en uskrevet Lov, at Storme fra Dots og Larries
Hjem ikke skulde naa Morens. Men da Dot skyndte sig op
ad Veien og med blussende Kinder og lynende Øine traadte ind
i Spisestuen, blev Moren bange for, at der var noget galt
paa-færde.
,Aa, det er jo Torsdag, Dot! Jeg skulde netop til at gaa
nedover".
Dot tog af sig sin bredskyggede Hat og viftede sig et
Øieblik med den.
„Peggy kogte Frikassé i Kjøkkenet, og Løg ogsaa — aa!"
„Hvordan har Baby det? Hvorfor bragte du ham ikke med?"
spurgte den lille Bedstemor.
„Aa, Ungen da!" svarede Dot.
„Er Larries Neuralgi bedre?" vovede Moren efter en liden
Pause.
„Aa, Larrie da!" var Dots kjærlige Svar.
Moren tog fat paa det syv og tyvende Par Sokker, som
hun strikkede til Barnet, og strikkede et Par Omgange i
Taushed. Hun undrede paa, om det var Larries Feil eller Dots.
Larries! det var hun sikker paa! Hun ønskede Dot var hendes
egen lille Pige igjen, saa hun kunde tage alle Bekymringer fra
hende.
„Hvorledes likte Peggy den nye Sæbe, jeg gav hende?"
spurgte hun, forladende Emner, der bragte Dots Aasyn til at
lyne af Vrede.
,,Aa, Peggy! Hun vasker Babys Natkjoler med den, og alle
Verdens Aviser er fulde af Avertissementer, som siger „gjør det
ikke". Idioti!"
„Appelsinerne modnes pent ’, sagde den arme lille Mor.
Dot gik hen til hende og kyssede hende lidenskabelig.
„Du er den bedste Mor i Verden!" sagde hun.
Tilfredshedens Taarer trængte sig frem i Morens Øine.
„Min egen lille Pige!" sagde hun ømt.
Hun holdt Dot et Øieblik ud Ira sig og saa forskende ind i
det ophidsede lille Ansigt. *
„Gid jeg var", sagde Dot i en dæmpet Tone, „netop din".
Et vredt Glimt viste sig i Morens Øine. „Har Larrie ?"
spurgte hun. „Larrie — har han, er han — ?" Indignationen
overvældede hende.
„Aa nei!" sagde Dot skamfuld, fordi hun var nær ved at
overtræde Loven. „Der er ingenting iveien med Larrie — hvad
er det du tænker paa, Mama mi?"
„Er han snil mod dig?" kom det mistænksomt.
„Ja, meget snil".
Dot reiste sig og gik bort til Pianoet. „Jeg kom herop for
at øve mig rigtig grundig", sagde hun. „En kan ikke faa gjort
det med Barnet altid om sig".
Hun skruede op Stolen, aabnede Laaget og tog ud en Bunke
Noder. Wagner laa paa Bunden af den, og hun fandt ham frem
og gav sig med rynkede Bryn ikast med ham.
Da hun- havde gjort mindst ti Feil, og den lille Mor havde
faat en dundrende Hodepine, hørtes et Klik af Porten, som
aabnedes.
„Jeg" — sagde Dot, „jeg tror, jeg maa gaa hjem".
Hun sprang op og tittede ud gjennem Yinduet. „Baby kan
vist behøve mig, og — og — hvis Larrie muligens skulde komme
indom, behøver du ikke at fortælle, at jeg har været her; han
tror, jeg spadserer for meget".
Hun gav Moren et hastigt Kys paa Kappen og gik ud al
Bagdøren, tvers over Gaardspladsen og nedover mod Jernbanen.
Larrie kom med langsomme Skridt ind Entréveien. Han
satte sig i Dots gamle Gyngestol.
„God Morgen, Svigermor", sagde han. „Appelsinerne ser
deilige ud". Han holdt paa at spise en, som han havde plukket
tæt ved Porten, men syntes ikke at lægge synderlig Merke til
dens Smag. Moren betragtede ham med et strengt Blik, skjønt
hun søgte at skjule det.
„Dot ser ikke rask ud", sagde hun. „Har du ikke lagt
Merke til det? Vi maa ikke lade hende arbeide for meget. Vi
maa være meget forsigtige med hende, ikke sandt, Larrie?’
Larrie syntes lidt urolig i første Øieblik, men derpaa seirede
hans retfærdige Harme.
„Aa, hun gjør ingenting — absolut ingenting!" sagde han.
„Hun er svært ung!" var Morens Svar.
„Aa, det har da intet at betyde!" sagde Larrie.
„Mange Damer paa atten Aar er da gifte og gjør alting".
,;lkke spæde, smaa Væsener som Dot", indvendte Moren.
„Du maa ikke være haard mod hende, Larrie; hun vil med
Tiden blive alt, hvad hun bør være".
„Ikke uden at jeg lærer hende det", sagde han; „hvorledes
skulde vel det gaa for sig?1’
„Det kommer af sig selv", svarede Moren.
En mørk Sky leirede sig paa Larries Pande.
„Hun glemte Barnets Tandhalsbaand tre Gange forrige Uge
— hun glemmer bestandig noget", sagde han.
Da kom han til at huske Loven og spiste Resten af
Appelsinen i Taushed.
,,Jeg vilde ønske, du ikke kom fuldt saa ofte ned til Villaen",
var den Bemerkning, hvormed han afbrød sin triste Tankegang.
En svag Lyd hørtes fra Morens Læber.
Larrie saa op og bemerkede, at hun var bleven ganske bleg,
og at Øinene havde faat et sørgmodigt Udtryk.
Han skyndte sig med lange Skridt hen til hende, knælte
ned ved Siden af hendes Stol og lagde sine Arme rundt hendes
spæde Skikkelse.
„Hvor tør du — hvor tør du have slige Tanker, Mama!"
sagde han og kyssede hende hjertelig Gang paa Gang. „Du
ved, du kan aldrig komme for ofte for mig; du ved, du er mere
for mig, end min egen Mor har været. Det er bare for Dots
Skyld, forstaar du ? Hun blir altfor afhængig. Vi maa lade
hende staa lidt mere paa egne Ben. Peggy skjæmmer hende
bort, du ligedan — og jeg skjæmmer hende hort, jeg ogsaa. —
Vilde det ikke være fornuftigt at lade hende gjøre lidt selv, alene
— til en Forandring — bare som et Forsøg? Og hun skal
naturligvis komme hid til dig. Lad bare være at komme ned
til os paa en Stund og paa din stilfærdige Maade udføre alt
hendes Arbeide".
„Ikke engang om Søndagene, Larrie ? Det er den værste
Dag-.
„Nei", svarede Larrie. „Vær nu en god liden Mama og
overlad hende til mig".
Han reiste sig i sin fulde Høide, og hans ungdommelige
Ansigt var alvorligt og bestemt.
„Han ser ud som en Mand, der kan betroes sin egen Kone",
sagde den lille Mor ved sig selv, idet hun betragtede ham.
I en resigneret Tone sagde hun høit: „Godt, Larrie, —
du vil være kjærlig mod hende, det ved jeg. Hun er saadan en
svag liden en".
Larrie gik hjem. Paa Veien tænkte han paa den nye Æra,
der nu skulde oprinde. Dot havde opført sig paa en aldeles
utilgivelig Maade. Han maatte optræde bestemt overfor hende,
meget bestemt, sagde han til sig selv. Han var tilbøielig til
at skjæmme hende hort, som han havde sagt, og overse hendes
Feil — men fra nu af maatte ban ogsaa vise hende sit Mishag
over den lidet respektfulde Maade, hun imorges havde behandlet
ham paa. Slaa sin Mand paa Øret!
Rødmen glødede paa hans Ansigt, da han aabnede
Haveporten og tænkte paa Fornærmelsen. Han hørte Dot nynne paa en
Sang af Amiens, mens hun vandede nogle sygelige Pelargonier,
som hun forsøgte at holde Liv i.
„Jeg maa være fast, meget fast," havde Dot sagt til sig
selv. „Ingen Mand har Lov til at „befale" over sin Kone,
saadan som Larrie gjør over mig. Han er nok en liden Smule
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
