Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 19. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
URD
havde sagt den Morgen efterat Mordet var skeet, og
det kom ogsaa Politiet for Øre. Hun blev saa
forhørt og spurgt om hun kunde huske, hvorledes
Manden saa ud.
„Ja," siger hun, „saadan og saadan ser han ud."
Efter hendes Beskrivelse troede man, at det var
en Mand, som havde et meget daarligt Ord paa sig.
Han’ blev ført frem for Konen, og Politiet spurgte
hende: „Er det den Mand, du har seet?"
„Ja," siger hun, „det er ham, men han har
ikke de samme Klæder, som han havde den Morgen
jeg mødte ham."
„Jeg har ingen andre Klæder," siger Manden.
„Jo," siger hun, „saadan og saadan var han
klædt. Jeg husker det, for jeg vendte mig om og
saa paa ham, da han var gaaet forbi."
Saa blev da Mandens Hus undersøgt, og de
Klæder blev fundne, som Konen havde sagt, han var
iført. Han blev jo arresteret, men han kunde ikke
fældes paa det, og han nægtede bestemt, skjønt han
modsagde sig selv mange Gange.
Folk i Egnen udpeger ham jo som Morderen.
Da Auktionen skal være efter de stakkels gamle
Folk, er han fræk nok til at gaa did, kan De tænke I
Paa Veien did møder han en af sine Naboer.
„Skal du paa Auktionen?" siger Naboen.
„Ja,"*siger den anden.
„Kanske du vil kjøbe Køllen?" siger hans Nabo.
Det kunde han dog ikke svare paa.
Men vor Husmandskone hun var helt tosset,
mens Manden sad arresteret. Hun var ræd for, at
han skulde misle Hovedet for de Ord hun havde sagt.
Siden den Tid har vi jo skaffet os en stor Hund,
og saa lader vi alle Døre inde i Huset staa aabne
om Natten, saa* den kan gaa rundt, skjønt vi kan
jo ikke tænke at nogen skulde have ondt isinde.
Skulde man ikke blive fredelig paa en saa deilig
Plet af Jorden? „En Kjærminde i Havet" har en
af vore Digtere kaldt vor 0.
Ja vi har det virkelig godt her, og jeg er helt
tilfreds med Livet. Hænder det dog, at jeg er i
daarligt Humør, saa gaar jeg omkring og besøger
Syge. Det er saamænd den bedste Kur. Naar jeg
saa kommer hjem, tænker jeg: Du burde dog skamme
dig, Misse. Du er sund og frisk og alligevel ikke glad.
Jeg er saamænd flink til at kurere Syge.
Doktoren kommer reisende 2 Gange om Ugen til os.
Ellers koster det 4 Kr. at hente ham, men Folk
ligger heller syg nogle Dage og venter til han
kommer, for da koster det bare 2 Kr. Men saa hænder
det jo, at Sygdommen udarter imidlertid. Jeg
hjælper jo vore Folk saa godt jeg kan.
Forleden kommer vor Skovfogeds Kone rendende
og siger: „Ak Frøken, min Mand har hugget sig i
Knæet!"
Jeg forbandt ham jo — det var saamænd en
dyb Flenge. Og Dagen efter saa jeg til ham og
syntes alt saa vel ud. Men næste Dag kommer
Skovfogedkonen og siger at hendes Mand har store
Smerter i Benet.
„Nu skal du se, han har faaet Blodforgiftning!"
tænker jeg og siger, at hun maa hente Doktoren
strax. Men siden falder det mig ind, at det kanske
bare kunde være at Forbindingen var for stram, og
saa kunde de jo slippe at hente Doktor og komme
af med deres 4 Kr. Jeg kiler jo derhen og løsner
paa Forbindingen — det var som jeg havde tænkt.
Og saa kiler jeg tilbage for at sende Afbud til Dok-
toren, men tror De ikke, han allerede er reist en
anden Vei? Han kom til Skovfogden og sagde at
alt var rigtigt, men de kom da af med deres 4 Kr.
Ih bevares! der slaar Klokken 12! Hvor Tiden
dog løber hurtigt, naar man sidder saadan og
passiarer med sine Venner en Aftenstund! Jeg har
ogsaa et Par andre Veninder her i Pensionatet, som
jeg maa have en lille Aftenpassiar med, inden jeg
gaar til Ro. Godnat, Godnat!"
Et lidet Kapitel om vore Stuefugle.
rdet „Stuefugle" lyder næsten en Smule trist nu i den
deilige Sommertid, da alt som kan røre sig skal ud,
og da smaa vævre Fugle jubler ned til os fra hvert
Træ i Skogen. Men naar Høsten og Vinteren
kommer, da har ogsaa Stuefuglene sin Rolle at spille, da
skal de hjælpe til at bringe ,,et lidet Stykke Natur"
ind i vore Hjem, at bringe lidt af Sydens Ynde ind
i Nordens kolde, alvorlige Vinter. En liden Artikel om vore
Stuefugle vil derfor sikkerlig interessere mange, selv om den
ikke er skrevet for „Urd" men hentet fra „Fjærkræbladet I4<
At holde Smaafugle og Papegøier i Fangenskab, skriver det
ærede Blad, er ingenlunde den nyere Tids Opfindelse; allerede
hos de gamle Romere havde man i Begyndelsen af den
kristelige Tidsregning, ja endog tidligere, Eksempler herpaa. Var det
end ofte kun for at tjene til Spise for Datidens Lækkermunde,
at Fuglene holdtes i Fuglehuse, var det dog ogsaa for at fryde
Øiet ved deres smukke Farver. Det var i de nærmest
paafølgende Aarhundreder især Papegøierne, som navnlig paa Grund
af deres smukke Farver og deres Taleevne, var søgte. Der
hengik imidlertid nogle Aarhundreder, hvori Interessen for vore
befjedrede Venner syntes at være, om end maaske ikke
forsvunden, saa dog kun lidet fremtrædende, om man end hist og her
husede saavel indenlandske som udenlandske Fugle. Blandt
disse sidste maa naturligvis Kanariefuglen fremhæves, som for
over halvfjerde Aarhundrede siden indførtes til Europa, hvor
den efterhaanden er udviklet i flere Racer og ved kyndige
Opdrætteres Bestræbelser har opnaaet en vidunderlig Udvikling
af Sangstemmen.
Saavel i forrige som især i nærværende Aarhundrede begyndte
man efterhaanden ogsaa hos os at indfange indenlandske Fugle
og holde dem i Bur for at fryde sig dels ved deres Sang, dels
ved deres smukke Farver. Man lod sig ikke længe nøie med de
indenlandske Arter af Smaafugle, men begyndte ogsaa at indføre
fremmede Arter navnlig fra de andre Verdensdele, mindre for
deres Sangs Skyld end paa Grund af den Fjerdragt, hvormed
mange af dem er udstyrede. Denne Indførsel tiltog
efterhaanden mere og mere, indtil den i de sidste Aartier, med den
voksende Interesse for Dyreverdenen og ved Hjælp af de lettere
Samfærdselsmidler har udviklet sig i høi Grad. Særlig var det
Afrika, senere ogsaa de andre Verdensdele, som sendte os deres
fjedrede Beboere.
Kommen i Besiddelse af disse, maatte man have sin
Opmerksomhed henvendt paa at skaffe dem et passende Opholdssted og
passende Føde. I begge Retninger har der ofte været feilet meget.
At Fuglene befinder sig bedst ved at kunne bevæge sig frit i et
Værelse eller andet større Rum, er en Selvfølge, og at dette bør
gjøres til et saa behageligt Opholdssted for dem som muligt,
f. Eks. ved Indsættelse af smaa Grantrær o. lign, turde ogsaa
være indlysende; men de færreste Fugleyndere har Leilighed til
at afse saa megen Plads og maa derfor nøies med at anvende
Bure. Det gjælder her, at disse ikke er for smaa; de maa
helst være aflang-firkantede; en passende Størrelse for de fleste
Smaafugle vil være: Længde 12 — 16 Tommer, Bredde 8—10
Tommer, Høide 16—18 Tommer. De bør være af sterk
Staaltraad, den nederste Del af Metal eller Træ og forsynet med en
Skuffe, saa at de let kan rengjøres, hvorfor ogsaa Skuffens Bund
gjerne maa være beklædt med en tynd Zinkplade; Rengjøringen
bør ske mindst 2 Gange om Ugen. Siddepindene maa ikke være
for tynde og heller ikke for glatte; Grene af f. Eks. Pil, Poppel,
Lind, Hyld o. fl., med paasiddende Bark kan anbefales.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
