Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. Lørdag 26. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
335
Et Ægteskab.
Af
Ethel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)
IIII.
ot sprang op Verandatrappen og gik ind i
Soveværelset for at lægge Hatten af og vaske usynlige
Havemerker af sine Fingre.
„Jeg vil ikke trætte," hviskede hun ved sig selv,
„men jeg maa virkelig vise ham, at jeg ikke agter
at lade mig kujonere. Jeg vil være meget fast."
„Gogul!" sagde Baby.
Saadan bedrøvet liden ,,gogul"! Der kom endog to smaa
Taarer piplende frem i hans blaa Øine, for han vilde gjerne
blit husket og kjælet for en liden Stund til.
Dot lukkede omhyggelig Døren. Saa løftede hun ham op
og tog ham paa sine Arme, sagde „Baby !" i en øm. bevæget
Tone, mens Taarerne steg frem i hendes egne Øine, og fik til
Svar et klagende lidet „gogul!" Hun satte sig ned paa
Sengekanten med ham og gjorde ham glad igjen ved at kysse og kjæle
for ham og pludre med ham af Hjertens Lyst.
Døren aabnedes paa Klem og sloges saa helt op.
„Karrien blir rent kold, og Herren ser saa vred ud, og-her
sidder De," sagde Peggy. „Giv ham til mig, den søde, deilige
Engelen."
Dot gav ham til Peggy og skyndte sig ind i Spiseværelset.
„Du har Melk i Teen min — hvad er det du tænker paa?"
sagde Larrie i en krænket Tone efterat have siddet taus i nogle
Minuter.
Dot spolerede virkelig hans Kop Te ved at have Melk i den —
han drak den altid brun med bare Sukker i. Peggy havde glemt
Skyllevandskoppen, og Dot reiste sig for at hente den fra Skabet,
der stod nær ved Larries Ende af Bordet.
„Hvis du aldrig vil være uskikkelig mere, saa vil jeg tilgive
dig," hviskede hun sagte og vendte sine fugtige, sørgmodige Øine
bedende mod ham.
,,Min elskede lille Dot!" svarede Larrie — lagde Kniv og
Gaffel fra sig og lagde Armene om hendes Liv. ,,Jeg var en ren
Grobian mod dig! Det var altsammen min Feil!"
„Nei min !" sagde Dot.
„Min!" paastod Larrie.
V.
Flere Rivninger.
Men naturligvis kunde det ikke vare saadan ved bestandig.
Stridigheder med smaa ømme Opgjør lig denne Scene havde
noget vist tiltrækkende ved sig, saalænge de ikke gik for ofte
paa. Men da de blev næsten daglige Begivenheder, mistede
Forsoningerne sin Sødme og blev ikke længer noget hyggeligt Minde.
Larrie var fordringsfuld og tilbøielig til at være en Smule
Tyran. Og Dot var skjødesløs og barnslig og ufornuftig. Den
første Uge, da Moren ikke kom ned for at se efter Peggy og
rydde og greie, var Huset i den deiligste Uorden.
Larrie var af Naturen en Ordensmand og noksaa nøie paa
alting, og han syntes slet ikke om at se Dots yndige smaa Tøfler
ligge slængt hvorsomhelst i Huset eller de forskjelligste af Barnets
Klædningsstykker strøet omkring paa Verandastolene. Han likte
heller ikke, at Frokoststellet blev staaende paa Bordet hele
Morgenen igjennem — og da Dot spurgte ham, hvorledes han
kunde vente, at Peggy skulde kunne klæde paa Barnet, rede
Sengene og ha^e vasket op til Klokken ti, svarede han bare, at
Dot va? en doven liden Sølekop og burde gjøre det selv.
„En Sølekop er et Menneske, der er sjusket med sin egen
Person", svarede Dot, „og du kan ikke sige, at du nogensinde
har set mig sjusket, Laurence Armitage!"
Og det havde han heller ikke; Dot var Dame helt ud til
Fingerspidsene. Uanset hvilken Feil hun ellers kunde have,
vilde hun være ordentlig og net, fri for Knappenaale, selv om
hun kun havde Raad til allerbilligste Bomuldstøi til sine Kjoler.
Udjasket Stas var hendes Skræk; hvor enkel hendes Dragt end
var, saa sad den altid godt, Skoene ligesaa; Krave og Hansker
var rene og uden Flekker, Hattene altid som nye, selv om de
bare havde et Baand rundt Pullen. Men som Husmor.var hun
rent ud skrækkelig. Der var en Mængde Ting at gjøre selv i
dette lille Hus; men Peggy havde fra Begyndelsen af med Glæde
paataget sig altsammen; og de Ting, der burde gjøres, men som
Peggy maatte lade staa hen, de gjorde den lille Mor. Først da
Familien var øget til tre Personer, blev noget Arbeide forsømt.
Saasnart det at stelle og klæde Baby tabte Nyhedens Interesse
for Dot, og Peggy, der forgudede Barnet — bad om Lov til at
udføre ogsaa dette Arbeide, samtykkede Dot med Glæde. Larrie
saa det og sagde daglig til sig selv, at denne Tingenes Tilstand
umulig kunde gaa au.
En Dag kom det til et Udbrud. Peggy havde faat fri hele
Dagen for at gaa til Sydney og kjøbe bort hele Maanedslønnen
sin til en skrækkelig Hat, som hun længe havde havt Lyst paa;
Dot havde altsaa hele Husholdningen alene.
Naar Peggy ellers en sjelden Gang var borte, pleiede den
lille Mor at komme ned og overtage baade Kjøkken og Barn.
Dot havde ikke stort andet at gjøre end at dække Bordet og
at hjælpe til at varte op. Men idag gjorde Larries stygge
Sammensværgelse en Streg i Regningen.
Moren sendte ned et lidet Brev! Det var saa hedt, og hun
haabede, Dot ikke tog det ilde op, at hun ikke kom, hun havde
saadan slein Hodepine. Larrie havde „Forretninger i Byen" og
vilde akkurat kunne række hjem med Middagstoget.
Dot følte sig rent overvældet af sit Ansvar. „Jeg tror, du
bør tage Baby op til Mor først, Larrie", sagde hun, „jeg forstaar
ikke, hvorledes jeg kan række at passe ham og koge Middag og
gjøre alting". „Hvorledes kan Peggy greie det, naar du er borte
da? Kjære dig, Dot, du vil vel ikke faa mig til at tro, at du
er af de Husmødre, der straks staar fast", sagde Larrie; „min
Søster Charlotte —’’ „Kjære, spar mig for at høre op igjen om
alle de Puddinger hun kunde låve, da hun var 16 Aar".
„Jeg vilde bare minde dig om det", sagde Larrie.
Han børstede omhyggelig Støvet af sin Skulder, satte
Straa-hatten tilrette — han pleiede ellers altid at bære den langt bag
paa Skolten her i disse øde Egne — og med et faderligt Kys til
Dot og et bedstefaderligt til Baby gik han afsted. „Jeg skal nok
vise ham, hvad jeg duer til1’, sagde Dot og drog ud i Kjøkkenet.
„Den slemme Gutten!" Klokken var omtrent seks, da „den
slemme Gutten" kom tilbage.
Han var sulten — skrækkelig sulten — og uden Hensyn til
sit Eksperiment haabede han, at der var en god Middag færdig.
Dugen var paa Bordet, Blomsterne sat sammen med udsøgt Smag,
hængende nedover mod en lysegul Silkebordløber. Nogle Knive
og Gafler laa i en Haug, to Saltkar og Sølvklokken var der ogsaa.
Fra Barnekammeret lød Babys klagende Graad og fyldte hele
Huset; fra Kjøkkenet kom en sterk brændt Lugt, „Du godeste
min!" udbrød Peggy. Men „til Bloksberg med altsammen!" var
hendes Herres Bemerkning. Peggy satte ned Hatæsken og fulgte
ham i Hælene ud i Kjøkkenet.
Dot stod ved Ilden. Næsten alle Stenfadene stod brugte
paa Bordet; Eggeskal laa strøet omkring, Sukker kop, Korinter,
Skal, Pepper, Mel, ja hele Spiskammeret stod fremme. Dot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
