- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
348

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 35. Lørdag 2. September 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

1548

URD

rakt op imod Himlen: slidte Arbeidshænder og juvelsmykkede
Fingre om hverandre.

Og alle disse bedende Hænder var rene: der fandtes ikke
Blod paa dem!

Da smilte Freden saa skjønt, saa skjønt. Solen gjennembrød
de tykke Skyer og viste den, at alle Verdens Kvinder laa i Bøn
for dens Fødder.

I den klare Luft svæved den skinnende Engel langsomt ned.
Millioner af Kvinder og Børn tog jublende imod den, da dens
Fødder første Gang rørte ved Jorden.

Og se: Alverdens Krigere kom og nedlagde sine Vaaben for
Fredens Fødder. Den rørte ved dem med sin hvide Haand - .

Da sank alle de blanke Vaaben sammen til Støv —.

Og af Støvet mylred der frem Millioner af de deiligste
Blomster, som fandtes paa Jorden —.

Fuglene sang, og de fine, duftende Blomsterklokker ringte
til Høitid i Naturens store Kirke, hvor Friheden stod ved
Høi-alteret —.

For nu var Freden kommen ned til Jorden !

S. G.

Et Ægteskab.

Af

Et hel Turner.

Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)

eg burde været otte Aar ældre", sagde hun til sig selv,
„femogtyve er den passe Alder, da vilde hall ogsaa
været ældre og mere taalmodig, og jeg havde ikke følt
det slig": Hun lagde Hovedet ned mod den gamle
Bænken og græd igjen, som hendes Hjerte skulde briste,
for med „slig" mente hun, at Kjærligheden holdt paa
at dø. Vinden tørrede atter hendes Taarer, og hun stirrede paa
en Lysstribe, som Spisestulampen kastede paa Plænen. Hun
undredes med tungt Hjerte paa, hvorledes hun skulde holde ud
at leve herefter.

Larrie gik ud paa Verandaen ; hun kunde se den røde Spids
af Cigaren og det mørke Omrids af hans Figur.

„Dot!" raabte han. Vinden førte hans Stemme hen over
de sovende Blomster hen til Bænken, hvor hun sad.

Hun smuttede væk fra Bænken hen til et Sted, hvor der
endnu var tæt Vildnis. Hun kunde ikke orke at træffe ham
netop nu. Men han saa et Glimt af hendes hvide, flagrende
Kjole og fulgte efter.

„Det dugger saa sterkt, og du vil blive forkjølet igjen."
sagde han. „Kom ind."

Hun rystede paa Hovedet uden at se paa ham.

„Kom ind, og vær ikke saa barnagtig," sagde han.

Hun rystede igjen paa Hovedet og gik videre Men han
greb hendes Arni og vendte hende rundt, mildt men bestemt.

„Jeg ønsker ikke at bære dig," sagde han; derpaa kasted
han Cigaren væk og sagde alvorlig: „Hør her, Dot, jeg skal
ikke tale mere om dette idag; alt hvad jeg vil, .er, at du skal
forstaa, at du maa holde op at være barnagtig og opføre
dig som det sømmer sig for en gift Kone Jeg er træt af
dette her."

Dot sagde intet. Hun havde neppe hørt Ordene, men kun
den kolde Tone de blev sagt i. Hun studerede paa, om
Kjæi’-ligheden længe havde holdt paa at dø, eller om dette bare var
Begyndelsen. Hun haabede, at hun ikke skulde leve længe og

var glad ved at tænke paa, at Doktoren havde sagt, at hun ikke
var sterk; hvordan kunde hun leve, hvis kold ligegyldig
Hengivenhed skulde komme istedenfor den vidunderlige Kjærlighed,
som havde gjort hver Time fortryllende. Ingen af dem havde
tænkt, at et Samliv kunde blive saa sørgeligt — var de
alle-rede naaet saa langt — „Nu", lød det fra Larrie, „jeg veiiter
paa Svar; vil du lade det være ?"

Hun gjorde en pludselig Bevægelse. „Hvad mener du?"

„Lade være at være isaa barnagtig; vil du forsøge?" „Ja,"
sagde hun mismodig Det var meget let at love, hun følte sig
saa gammel, saa svært koneagtig i Aften.

Larrie var bare halvt tilfredsstillet ved dette stille „Ja".
Hvor var det blevet af hans kjærlige og ivrige lille Pige, der
vilde have gjort hvadsomhelst han havde bedt om, gjort det
gjerne og glædet sig over Vanskelighederne, slynget Armene om
Halsen paa ham og bedt om at blive prøvet lidt til?

Dette aandløse „Ja" var hendes eneste Svar i Aften. Han
kvalte et lidet Skuffelsens Suk. Saadant var Egteskabet,
mente han.

„Det begynder at regne," sagde han tungt, „gaa nu ind!"

Hun vendte sig for at gaa; de havde nu en Stund staaet
ved den gamle Bænken.

Aldrig før havde de sluttet en Strid uden med et Kys, og
han vilde ikke lade det være nu. Men han kom næsten
klodset mod hendes bøiede Hoved, og det var ikke en Elskers
Kys. Hun bare gav ham et sænket Kind og gik alene opover
mod Huset.

VII.

Lediggjængeren Larrie.

Larrie og Dot var kommen til den Sten, som ligger ved
Begyndelsen af Ægteskabets Vei, Anstødsstenen for alle; som gifter
sig af Kjærlighed.

Hvilken forunderlig Evne de havde til at plage hinanden
selv i denne Tid. Larrie grublede bestandig i al Hemmelighed
over den Forandring, der var kommet i deres Liv; hans
Manerer blev kolde og ligegyldige, han røgte som en der aarevis
havde været i Ødemarken, og Dot pleiede at udøse hede Taarer,
naar hun var for sig selv, og ofre Husvæsenet og Baby al den
Tid, hun ellers pleiede at afse for sin Mand. Engang efter
et heftigt Udbrud mod hende bebreidede Dot Larrie hans
Dovenskab.

„Det er ikke noget rart i, at du finder saamange Feil, du
som sidder herhjemme Dag eftér Dag akkurat som en gammel
Jomfru. Andre Ægtemænd hænger ikke slig i sin Kones
For-klædebaand som du."

Dette var lidt uretfærdigt af Dot, men, hun var jo blevet
noget opegget.

Larrie havde været meget syg — havt en Slags
Hjernebetændelse — straks efter sin Embedseksamen og var af
Doktoren beordret at tage sig en lang Ferie. „De er en Mand med
nogen Formue," havde Doktoren sagt; „reis omkring, dovn Dem
et Aar eller to, gjør hvad De vil, men undgaa regelmæssigt
Hjernearbeide."

Som et første Skridt til en fuldstændig Ferie havde han
giftet sig med Dot, og da hans Midler ei forslog til at reise,
slog han sig med rolig Samvittighed ned for at dovne sig.

Han pleiede at ride, fiske, skyde, ro, læse, spadsere og
imellem arbeide i Haven; men at’ og til havde han Anfald af
Dovenskab og gjorde absolut ingenting uden at ligge i
Hænge-køien og røge eller vandre omkring efter Dot.

I Begyndelsen havde denne Tingenes Tilstand været herlig
og idyllisk, men efter atten Maaneders Forløb fandt Dot det
meget trættende og ønskede for Alvor, at Larrie vilde drage
afsted i Forretninger som andre Mænd og blive borte indtil Mid-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0358.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free