Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 9. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
URD
Frøknerne: Fredriksen, Lous,
Parelius og Reimers.
Skuespillere: Asmundsen, Jean
Rerg, Ludv. Rergh, Rlich, Rrun,
Christensen, Eide, Fahlstrøm,
Gar-mann, Hansson, Klausen, Løvaas,
Müller, Oddvar, Schanche, Selmer,
Stormoen, Voss.
Theatermaler: Jens Wang.
Inspektrice: Fru Inga Lund.
Sufflører: Hr. og Fru Mørck.
Maskinmester: Wedén.
Korformand: Jacob Berg.
Inspicient: Kjeldstad.
Garderobierer: Caroline Mørk
og Emma Silva.
Kapelmester: Halvorsen.
Koncertmestre: Bøhn og Lange.
Det forekommer os saa
vakkert, at Bjørn Bjørnson nu skal
indtage den Plads hans Far,
Bjørnstjerne Bjørnson, engang og
vistnok med Smerte forlod. Det
norske Folk har sikkerlig her
paadraget sig en Skyld og lidt et
Tab som maaske først nu skal
finde sin Forsoning og Erstatning.
Og er det saa, da har Faderens
Lidelse jevnet Veien for Sønnen,
og hvad deiligere kan en Far
ønske sig, og hvilken bedre Arv
kan en Søn begjære?
I Bjørn Bjørnson har vor
nationale Scene ogsaa sikkerlig faat
en Leder som den er tjent med.
Han er en fremragende
Skuespiller, en Sceneinstruktør af Rang,
er meget literært begavet og er
hjemme i alt Scenen vedrørende.
Han har sin Fars urokkelige
Energi og ubøielige Kraft og er
vel den af Bjørnstjerne Bjørnsons
Børn der i Begavelse og
Udvikling staar sin Far nærmest.
Fru Laura Gundersen er gaat
bort, endnu inden den nye norske
Scenes Platform var reist, men
som hendes Buste hæver sig, stolt
og ren i den hvide Marmor i
Theatrets store Foyer, saaledes
maner og lyser hendes Minde og
hendes Arbeide; lyser af Tro og af
Skjønhed, maner til som hun at
tage Arbeidet op med et rent og
ydmygt Sind. Og Roald er gaat
bort, den unge, talentfulde Roald,
og Johannes Bruuns og Fru Rei-
Fru Gyda Monrad-Krohn-
Frøken Astrid Lous«
mers’ Pladse staar endnu tomme,
men en ny Trop af unge
arbeids-lystne Talenter er kommet til, de
fylker sig om Veteranerne, de
gamle, prøvede Veteraner med
Fru Wolf, Frk. Parelius, Frk.
Reimers og Henrik Klausen i
Spidsen, og Toget vil skride fremad,
ikke for at erobre, men for at
give, for afhjælpe, forathøine,
for at adle Sindene og aabne
Blikket for videre Udsyn.
Om det skal lykkes, vil for en
stor Del bero paa Skuespillerne
selv. Staar de høit nok, ikke
alene som Kunstnere, men ogsaa
som Mennesker, i moralsk
Henseende, i ethisk Henseende, saa
skal Kunsten, den sceniske Kunst
bære sine rige Frugter blandt det
norske Folk. Er det ikke blot
Ære og Glimmer Skuespillerne
søger, men længes de i sin
inderste Sjæl, som „Fiskerjenten"
efter at
— — vise Verden en Kvinde,
hvordan hun lider, hvordan hun ler,
hvordan hun elsker, hvordan hun be’r,
hvordan hun er, naar hun er yndig,
hvordan hun er, naar hun er syndig,–
da skal Scenen blive en
Prækestol, hvorfra de guddommelige
Sandheder forkyndes. Eller, som
Jacob B. Bull saa sandt og saa
vakkert udtrykker det:
„Skuespilkunsten maa rykke op og
erobre sin Stilling som
Aandsfor-kyndelse ved Videnskabens og
Kirkens Side. Der ligger
Fremtiden, der ligger Arbeidet, der den
vidt bærende Begeistring og det
stolte, ubetvingelige Mod.
Det kan indvendes, at saa høit
et Maal har endnu ingen Scene
sat sig, ikke ude, ikke her hjemme.
Det kan være sandt; men jeg
svarer: saa høit Maal har enhver
virkelig stor og genial Kunstner
sat sig, og det Maal er det, som
giver ham Vingefang og Høide,
høit over Flokken og Tiden. Det
Maal giver Nuets Kunst sin
Evig-hedsvidde, sin varige Betydning.
Og har endnu Udlandets store
Scener ikke. vovet at tænke denne
Tanke og at se sig selv som
jevnlig med de to andre største Kul-
Fru Johanne Voss,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
