Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 9. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
359
Børnenes Spalte.
En gammel Historie.
("ere har vel hørt Historien om Haren og Ekornet?
Endskjønt det er en gammel Beretning, er den ganske
god at høre endnu. Den passer for alle Tider, thi
den er en saakaldt klassisk Historie, som lærde Folk
pleier at sige.
r- ~ ,
se det var nu saa, at Sommeren var inde med Varme i
Grønt paa alle Trær og Buske, Græs paa Marken og
Grøde paa Akerne. Det var en Glæde og Lyst at være til, saa
syntes Myg og Bier, Fugl og Fisk, ja alle levende Væsener.
Haren med sin Familie, og den er som enhver ved ikke saa
liden, skumpede omkring i Mark og Skov og havde det. godt,
for Føden rakte dem op til Hagen og iblandt endnu længere.
Gamle Harefar blev rund, Mor blev rund og alle Ungerne blev
ogsa^ runde i Ryggen. Naar de nu havde spist i nogle Timer,
lagde de sig under en Buske for at sove, og naar de havde sovet,
spiste de igjen, og saa gik Tiden.
Men oppe i Træet hoppede Ekornet med sin Husstand fra
Gren til Gren, fra Træ til Træ, og bra gik det, om Ungerne
hoppede Feil en Gang i blandt. Men de lærte sig snart Kunsten,
for de havde Arten, og da er Kunsten ikke saa svær.
I en stor, udhulet Eg havde Familien sit Tilhold. De
gna-gede ud noget Aar for Aar, saa nu var Rummet ganske bekvemt.
Det var et ganske tungt Arbeide, men saa havde de det til
Gjengjæld hyggeligt i Vintertiden; og i de mange Smaahuller i
Eken og i Trærne rundt om lagde de ind Nødder, Grankongler
og andet saadant, som hører til et velforsynt Ekornsstabur.
Men Ekornet og Haren er i Slægtskab med hinanden,
Søskenbarn siges’’ der, hvordan det nu kan være, og derfor kommer de
nu iblandt til at tale om baade det ene og det andet, som
kommer dem nærmere ved.
„Naa," sagde Ekornfar, „skal du nu ikke til at bygge dig et
Hus til Vinteren og samle dig noget Forraad til dig og din
Familit?"
„Hus, Forraad," sagde Haren og lo saa det gjorde ondt i
den sprukne Læben. „Mad overalt og Hus i hver Buske, Hus i
hver Buske!"
„Jo, I er lik Eder selve," sagde Ekornmor og viftede med
Halen, og saa blev der ikke talt mere om den Sag; thi Ekornet
vidste af gammel Erfaring, at det var rent faafængt at lære Haren
noget.
Men Sommeren tog slut og saa blev det Høst — og saa blev
det Vinter med Kulde og store Snedriver.
Da drog Ekornet ind i sit Bo med hele sin Familie, og ingen
gik ud, uden naar Solen skinnede eller Staburene skulde besøges.
Ja, det ved enhver, som har vanket noget i Skoven, at det er
sjelden at se noget til Ekornet om Vinteren.
De, som derimod sled ondt, det var Harens. Stakkars Kræk,
de flk drage sig fra Buske til Buske, ud af Drive og i Drive^
og havde det ilde saa det forslog. Der frøs en Unge ihjel, der
sultede en anden tildøde — det var en stor Elendighed.
„Naar det blir Sommeren, bygger jeg mig et Hus," sagde
den gamle Haren.
„Ja, naar det blir Sommeren, bygger vi os et Hus," sagde
Mor og Ungerne. Men gamle Far — dog saa gammel var han
ikke, i sin bedste Harealder, han frøs ihjel, da den værste
Vin-terknipen kom, i Begyndelsen af Februar. Han var ude og skulde
skaffe lidt Føde til Mor og Ungerne, som havde gjemt sig i en
Snedrive. Det var svært for ham at tænke paa hvordan det nu
skulde gaa, thi den Berømmelse for man give ham — for sandt
skal være sandt — at han havde Hjerte for sine; det kjendtes
saa svært at tænke paa dem, der de sad hungrige i Sneen. Ilde
gik det ogsaa, for da Vaaren kom var bare et Par af Ungerne
ilive, foruden Gamlemor, som var blevet gift paany med en
Hare fra Presteskoven lige ved. Han var kommet igjenem med
Livet, om det end havde knebet, som man nok kan tænke.
Nu var det atter Sommer, med stor Fryd i Naturen, og saa
træffedes begge Familierne igjen og talte om hvordan de havde
havt det. Hvordan det havde været for Harens, ved vi, men
Ekornfamilien havde staaet sig godt.
„Naa, bygger I vel et Hus til Vinteren," sagde gamle Ekornfar.
„Bygge? Hus i hver Buske, Hus i hver Buske," sagde
Harefamilien, og saa levede den sorgløst vidre.
Og nu kan du selv skrive Fortsættelsen paa denne Historien,
thi om du nogengang har været i Skoven, ved du nok hvordan
det gaar til. Hver Vinter siger Haren:
„Naar det blir Sommeren, bygger jeg mig et Hus.V
Men om Sommeren heder det:
„Hus i hver Buske, Hus i hver Buske."
Men Ekornet, den er andet til Kar!
Carl Tlieo Lie.
Gutten.
Og var jeg en Rose, fuld og rød,
jeg vugged mig blidt i Vinden,
jeg duftede sødt i Solens Glød,
med Duggens Taarer paa Kinden.
Og var jeg en liden og munter Fugl,
da fløi jeg saa langt, jeg vilde,
jeg bygged mig Rede i Skogens Skjul
og drak af den klare Kilde.
Men helst vil jeg være en liden Gut,
som kan baade klatre og svømme,
for Rosen, den finder jeg nok tilslut,
og flyve det kan jeg — i Drømme.
W.
Oplosning
paa Rebus i No. 32.
I Kristiania spekulerer man fortiden i Gaarde.
NB. Til rette Vedkommende!
Nei, Latteren besørger „Kua."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
