Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 16. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
365
scener, faar ogsaa Wagners Musik flere og flere
for-staaelsesfuldc Tilhørere rundt om i Verden.
Hvor umaadelig langt Interessen for Wagner
allerede er naaet, ser man tydeligt af Publikums
Fysiognomi her i Bayreuth, — romanske, slaviske,
orientalske Typer er her ligesaa almindelige som
Tyskere og Skandinaver, medens de saakaldte
Anti-wagnerianeres Rækker blir saa underlig tynde. Den
gamle Vits, udklækket af Wagners Fiender, at kalde
„Rheingold" „Rheinblech" formedelst den radikale
og uhørte Brug af Blikinstrumenterne, — er
forlængesiden gaaet af Mode, medens
Niebelungen-cyclusen lig Guldet paa Rhinbunden vækker hele
den civiliserede Verdens Attraa og endnu i
Aar-rækker vil lokke Tusinder til Bayreuth. —
Musica.
Et Bergensinteriør.
min Virksomhed for faldne Kvinder havde jeg
mangen Anledning til at se ind i sære Familieforhold og
at sætte mig ind i mange tragikomiske Syn paa Livet,
tragikomiske fordi de vidner om et mageløst let Omslag
i Følelseslivet, fra nedtrykt Stemning til stoisk
Resignation i en Skjæbne, man til syvende og sidst er
magtesløs til at ændre.
Der var saaledes hun Kari ved Nøstet. Nøstet i Bergen er
lig Eastend i London, Vaterland og Pipperviken i Kristiania, den
Bydelf hvor de mindst bemidlede Arbeidere har slaat sig ned.
Nuvel, var ikke Kari rig paa andet, saa var hun rig paa
Børn, syv i Tallet havde hun, og det ottende ventede hun. Den
ældste, Oline, var 18 Aar og allerede taalelig fremskreden paa
den demimondaine Bane. Det var Kari, som ved sit Arbeide
ude i Godtfolks Huse underholdt sin Barneflok og saa at sige
Manden med, der var en forfyldt Løsarbeider.
Idet jeg kommer ind, ligger Kari. og vasker Gulvet; Oline
sidder stram og pyntet paa en Stol.
„Goddag Kari, nu hvorledes lever I?" siger jeg.
„Ok Frøken, kordan ska en leve, der e kje ant en Slit aa
Bal for te holle den Lorten fra seg."
„Ja men i den Forfatning I er, kunde nu gjerne Oline gjøre
det Arbeide der."
„Oline, Mor, aa hun kan no ossaa jerne ha de lit got, de e
no iche bare di fine Frøkner, saa behøver te gaa aa spasere."
Jeg skjønte’, hün var ikke i rette Hjørne, og forat faa løst
Tungebaandet saa sa’e jeg: „Ja, Kari, det var just ikke forat
komme med Bemerkninger, jeg var kommet ind; men jeg,vilde
bringe Jer disse 50 Øre til en Hjælp,"
„Ok Frøken, Di e daa alti snil aa tænker paa Fattigfolk,"
siger Kari, staar op af Gulvet, tørrer Haanden i Vaskeforklædet
forat tage mod Gaven. „Ve Di iche værsgo ta Pias saa simpelt
her e; men ser Di, Lorten maa en holle fra seg, aa hun Oline
kunne no ossaa ji en Hansrækning, men nei, no ska vi være
Dame."
„Hø, Mor! I behøver no slettesiche te skryte saa møkke for
den Lorten I holler fra Jer, for de e no iche alti saa rart bevent
me de."
„Aa dit Skarn! Du vet vel koffor Lorten stundom faar
ligge, naar eg maa ut aa tjene Brøe te di mange Munner."
„Ja men fortjener ikke Jers Mand ogsaa lidt til Familiens
Underholdning?"
„Han! Den Slauren, Mor! Nei Gubære meg for Fuglene
mine, skulle di vente paa de Korn han kommer me. Nei Frøken,
de blir nok meg, saa maa stræve og bæle baatte seint aa tili aa
maa være gla han kommer hem, ful saa en Alke, at han iche
øielægger baatte meg aa Barnene."
„Aa I skjæms no heller iche te snakke saa om Far, han e
no stundaa ful aa galen, det e sant nok de; men saa e I no
iche bli heller, naar han kommer, sku mene, aa Kjækkel aa
Skjænning e no iche alti de minste saa føller paa."
„Ve Du kaste meg i Næsen, at eg no aa daa kan tape
Taal-modigheten? Din infame Onge! Pas paa Deg sjøl, naar Du
renner etter Fyrene om Kvælene!"
„Hø"! Koffor lærte I meg iche nokke bere? Har eg hat
nokke jilt te se paa aa ta etter?
„Ja Oline har kanske nogen Ret deri, at hun ikke har havt
noget godt at se paa, og naar Manden Jers er saa fordrukken
og ikke vil forsørge Jer, saa kunde der kanske være Udvei . . .
„Te ta fra an?? . . . mener Di Frøken! . . . Nei .... det
■
gaar iche, om der iche va ånnen Grun, saa har eg for lang
Hale . . ., aa saa ska eg seie Di, ka skulle der bli a han . . .?
. . i Rennesteinen? . . . paa Tvangen? ... Ja eg hører jo de,
at di kloke Folk, saa skriver Bøker aa dikter Komedier, fortæller
os, at Kaanen kan løpe fra Manen, aa di fine Fruer har tat got
etter, hører eg; men vi Arbeiskaaner e anneries skapt, forstaar
eg, eg kan’che ta etter de, for, ser Di, ......han va no
engang iche saa (og her kom Vaskeforklædet til Øinene) . . han
va engang en staut aa kjæk Kar, aa kem vet, om eg har forstaat
te omgaas ham, eg kan aa ha hat mine Feil, ’Saa eg faar no
drages me han, saa han e no, . . . bite i Bakken aa slite i Sælen
saalænge Tøie holler, aa saa blir der vel en Opløsning for meg
ossaa — — —. . . g. . . n.
Den kvindelige Høiskole.*)
(Tilegnet en Elev).
1876.
I øverst Perspektiv af Toldbodgaden
der staar en Nutidsborg med Speilglasruder.
Du skulde neppe tro, at her i Staden
den Templet var for gamle- Visdomsguder.
Og der en Flok af unge Amazoner
Fru Pallas lærer op med rastløs Iver
til flinke Lærerinder, lærde Koner;
en Pryd for Kjønnet og vor Tid de bliver.
Der Monrad Modersmaalet smukt docerer,
og Damerne for ham maa skrive Stile;
fra Talerstolen høit de deklamerer,
mens han som Censor selv paa Bænk mon hvile.
Og geografisk Kundskab bringer Keyser;
det er jo godt at kjende lidt til Jorden
fra Terra del Fuego indtil Geyser,
fra fjerne Syden op til høie Norden.
Krag læser Fransk saa det har Fynd og Væsen;
det nytter ikke her at bruge Fusken.
Hvo kan som ban vel læse Marseillaisen?
korrekt det være maa og uden Slusken !
Og Christie lærer grundigen Fysiken,
som illustreres ved Experimenter;
men ei der læses over Erotiken,
den kjæreste af Damers Elementer.
Er saa et Kursus endt med Stræv og Møie,
et Testimonium med „Laud" paa Randen
modtar den Hulde da med sænket Øie,
mens Lærdomsglansen skinner over Panden.
Wilh. F.
*) Ovenstaaende Digt, der i 1870 tilegnedes en Elev ved Nissens
„Guver-nanteskole" er os tilsendt som et lidet Pendant lil „Mindebladene" i
vort „Nissennumer" forleden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
