Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 16. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
367
Et Ægteskab.
Af
Et hel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)
VIII.
Luftkasteller.
ai havde slaaet ind med Kulde og Regn.
Gummy-trærne viftede sørgmodig med sine Arme mod
den skyfulde Himmel. Haven var grøn og vaad
og uden Blomster. Endog Slyngroserne hang
slappe og regntunge og lod visne Blade falde
ned paa den bløde Jord.
For tre Maaneder siden havde Løkken været et herligt Skue,
høie Maisplanter med store, vilde engelske røde Valmuer
indimellem, og de hvide og skarlagensfarvede Afarter ikke at
forglemme En sollys Eftermiddag havde Dot gjemt sig og Baby
mellem Maisen, og Larrie havde ledt efter dem en halv Time,
før han fandt dem, saa tæt stod Ageren. Da han endelig fik
Øie paa hende, havde hun en Krans af Valmuer rundt Hovedet
og Barnet var overdrysset med de skarlagenrøde Blade. De
havde set saa yndige ud, at han havde baaret dem begge to op
til Hængekøien paa Værandaen og med Overbevisning sagt:
„Ingen er lig dig og Baby, ingen i hele Verden!"
Idag var der paa Løkken bare brune Stilker og Blade, brukne
eller bøiede af Begnet. Valmuernes Tid var forbi, og de lyse
Sommeraftener var forsvundne for denne Gang. Selv
Hænge-køierné, der havde været saa indbydende i Solskinnet, laa i en
Haug paa Hylderne, Verandaen var som en Dam, og Vind og
Regn blæste ind i Huset, bare man gløttede paa en Dør.
Der var Zinktag paa Huset, og havde ikke Dots Begeistring
været saa stor netop nu, vilde hun have syntes, at det
evindelige Dryp paa Taget var et altfor ensformigt Akkompagnement
til hendes Sang. Men hun hørte det neppe. Imorgen skulde
hun fortælle Larrie „det."
Morgenposten vilde bringe Programmet, og om to Dage
skulde Slaget staa. I sin Spænding dansede bun Huset rundt
med Baby i sine Arme, saa vanskeligt var det at holde paa
Hemmeligheden, mens der i Ugevis ikke havde været andre
Tanker i hendes Hoved.
Hun udmalte sig et herligt Billede, som skulde virkeliggjøres
imorgen.
Baggrunden var Spisestuen med det røde Forhæng trukket
ned og sprakende Kubber paa Kaminen. Hun tænkte sig
Barnet paa Tæppet iført sin lyseblaa Kjole med korte Ærmer —
og Larrie i den store, magelige Lænestol med Fødderne paa
Fenderen og Piben i Munden. Og siden Fantasien kan male
Tanker ogsaa, mente hun, at han tænkte paa det pludselige
Prisfald paa Landeiendomme hele Kolonien over, og at hun ved
sine Koncerter vilde tjene gode Penge, som i betydelig Grad
vilde forøge hans Indtægter.
Og saa vilde hun bede ham om at tage hende med til den
store Koncerten i Gentennial Hall og ganske skjødesløst vise ham
Navnene paa Programmet.
Han vilde først blive forbauset og siden vilde hans Ansigt
lyse op af Glæde og Stolthed, og Besten af Dagen vilde de
tilbringe med at lægge Planer for sin glimrende Fremtid. ,
Hvor herligt dette skulde blive. Hendes Hjerte bankede af
glad Forventning, og Blodet strømmede hurtig gjennem hendes
Aarer.
Men Baby vilde slet ikke finde sig i at blive husket op og
ned paa denne nervøse Maade. Han udstødte nogle høie, mis-
fornøiede Brøl, saa hun sank ned i sin låve Stol og vugged
ham sagte og beroligende.
Men hun kunde ikke tie stille, naar han med de store,
kloge Øine sagde, at han vidste alting om det Hele og var ligesaa
fornøiet som hun selv.
„Bab-bab", begyndte han opmuntrende og daskede hende
med de søde, smaa Puselankerne.
„Du skal blive en liden Prins," var hendes Svar, stadfæstet
af et Kys paa hans lille Næsetip. „Bab-bab—bab—", han
forsøgte at klatre opover hendes Kjole og holde sig fast i
hendes Haar.
Men hendes korte Krøller gled gjennem hans Fingre, og
han faldt ned paa Fanget hendes igjen, den vesle Deiligheden.
„Lille Gutten min, søde lille Kjælebarnet til Mama,"
hvi-kede hun op og op igjen med Hovedet gjemt borte i hans
tykke Haar. Paa denne Maade fortalte hun ham, hvor herlig
deres Liv skulde blive herefter, en ren Triumfmarsch gjennem
Verden, over rosenbestrødde Tæpper og under en Himmel af
blaaeste Blaat.
Den Maade hvorpaa han svarte sit „Bab—bab", puttede
Fingrene i hendes Mund og blinkede med Øinene, viste tilfulde,
hvor godt han forstod hende og bifaldt alt.
Men saa begyndte han at nikke med Hovedet, og hun
trykkede ham godt ind til sit Bryst og nynnede sagte og lykkelig.
Dryp, dryp! faldt Regnet tungt paa Taget;1 plask, plask!
sagde det i Rendestenen, hvor Rosenbladene druknede og tap,
tap ! lød det paa Vinduesruderne.
Gyngestolen gav et Knirk for hver Gang den gik bagover,
og denne Lyd passede Takten til Dots Sang. Gløderne i
Kaminen sank sammen. Alle Dots Luftkasteller var bygget op i den
røde Glød, nu steg de høiere og høiere med den sidste
Opblussen.
„Bab—bab," mumlede Barnet isøvne og aabnede Øinene
lidt paa Gløt, men den bløde, dæmpede Sang fik ham snart til
at sovne ind igjen.
Dot sang for Barnet alle de gamle kjendte Vuggeviser, mens
Barnet sov, og Drømmene steg. Saa kom et sterkt Vindpust
farende og rystede hele Huset, Haveporten slog op og igjen.
So — ro — liden Tul!–-
Nu aabnedes Entredøren, Regnet hørtes tydeligere — nu
gik det i Spisestudøren.
Dot udstødte et lidet dæmpet Skrig.
„Larrie!" sagde hun overrasket, men saa sagte, at Baby ikke
rørte paa sig.
Han kom flere Timer, før han pleiede, og dette var første
Gang, han forkortede sin Forvisningstid.
Hun opdagede, hvor gjennemvaad han var — der fandtes
ikke en tør Traad paa ham, og Begnet silede ned og dannede
store Damme paa Gulvet. Saa bemerkede hun, at han var hvid
af Sindsbevægelse og havde et frygteligt Udtryk i Øinene. Hun
lagde Barnet paa Sofapuderne og gik langsomt bort til ham.
Hvad for noget skrækkeligt skulde nu ske?
„Larrie!" sagde hun frygtsomt med skjælvende Stemme,
idet hun strakte Armene ud mod ham. Men Vredesglimtet i
hans Øine blev stærkere. Han gik nærmere, greb hende haardt
i Armen og rystede hende.
„Hvordan vovede du ? Hvordan vovede du at gjøre dette?"
sagde han.
Hun stirrede paa ham med aaben Mund og store Øine.
Hun kunde ikke finde Ord, saa stor var hendes Forbauselse.
„Hvordan vovede du dette?" gjentog han. Han rystede
hende igjen som for at paaskynde hendes Svar.
„Jeg tror, du er gal," var hendes eneste Svar, idet hun
snappede efter Veiret.
Han saa, at hendes vakre, røde Kjole blev vaad af hans
Frakke, og tog Hænderne bort. Den tydelige Overraskelse, der
stod at læse paa hendes Ansigt, afvæbnede ham lidt og den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
