Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 23. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
373
tinget har mest at sige med Hensyn til Bestyrelsen.
Indtil for omtrent ti Aar siden var han endog
eneraadende over fælles Formue, idet den gifte Kvinde
uden Hensyn til Alder i Lovens Øine var umyndig.
Manden kunde derfor styre og stelle med fælles
Midler aldeles som han vilde; han kunde f. Eks.
sælge, pantsætte og bortgive hele Fællesboet uden
at spørge om sin Hustrus Samtykke, og det selv om
al Formue før Ægteskabet havde tilhørt hende.
Vistnok kunde hun ved Øvrighedens Hjælp faa
Manden umyndiggjort, men det var en Udvei, som kun
kunde benyttes i yderliggaaende Tilfælder f. Eks.
ved Sindssygdom.
Denne for Hustruen urimelige Tilstand er nu i
flere Dele forandret. Saaledes er nu baade den gifte
og ugifte Kvinde myndig, naar hun er fyldt 21 Aar.
Hun kan derfor selv bestyre sit Særeie, hvis Særeie
findes, og forpligter ialfald sig selv ved sine
Retshandlinger. Og skjønt Manden fremdeles alene
bestyrer al fælles Formue, er hans Raadighed
derover dog ikke saa ubetinget som før. Loven
foreskriver saaledes, at han ikke uden sin Hustrus
Samtykke maa bortskjænke mere end Tiendeparten
af Boet; heller ikke kan han uden Samtykke fra
hende bortgive, sælge, pantsætte eller bortleie
Jordegods paa Landet, som hans Hustru har bragt med
sig i Ægteskabet. Loven siger videre, at alle
Forpligtelser, som Hustruen indgaar til fælles Nytte
eller Fornødenhed, er bindende for hendes og
Mandens fælles Bo. Hermed tænkes især paa den
Masse større og mindre Handler og Aftaler, som
Hus-væsenets Bestyrelse gjør det nødvendigt for hende
at indlade sig i. Og ved Lovbestemmelsen er der
ogsaa aabnet den gifte Kvinde Ret til paa egen Haand
at træffe videregaaende, mere omfattende og i
økonomisk Hensende mere betydningsfulde Forføininger
over Fællesboet, som f. Eks. at underskrive
Kontrakter etc., naar Manden er hindret fra at optræde
paa Fællesboets Vegne.
Men udenfor saadanne Tilfælder er det altsaa
fremdeles Manden, som raader over Boet og kun
han, som kan paadrage det Forpligtelser. Om
Hustruen f. Eks. stifter Gjæld ved Kjøb, som ikke sker
til „fælles Nytte eller Fornødenhed", er Manden ikke
pligtig til at betale. Sælgeren kan kun holde sig
til Hustruens Særeie, hvis hun har noget, eller til
hendes Del af Fællesboet, naar dette engang skiftes.
Jeg forudsætter da her, at Manden ikke paa
Forhaand har samtykket i eller billiget Hustruens
Handel; thi isaafald er naturligvis Handelen ogsaa
bindende for ham.
En Følge al, at det er Manden, som i
Hovedsagen raader for fælles Midler, er den, at Hustruen
i Tilfælde af Konkurs ikke bliver personlig
ansvarlig med mere, end der findes i Fællesboet. Om
hun f. Eks. senere arver, behøver ikke Arven at
gaa til Kreditorerne. Manden maa derimod isaafald
først og fremst betale sin gamle Gjæld, hvis han da
ikke har faaet Akkord, det vil sige, at Kreditorerne
har fundet sig i kun at faa udbetalt et vist Antal
Procent af sit Tilgodehavende.
Tilsidst bør nævnes, at alt hvad Hustruen
fortjener ved selvstændigt Arbeide, er hun efter Loven
eneberettiget til at raade over. Skjønt hendes
Selverhverv altsaa bliver fælles Eiendom, er det
her hende, ikke Manden, som har Bestyrelsen deraf.
Heller ikke kan der i saadant Gods, saalænge
Hustruen lever, af Kreditorer søges Fyldestgjørelse for
Gjæld, som Manden har stiftet uden sin Hustrus
Samtykke. Denne Regel har Loven opstillet af
Hensyn til de mange Smaafolksfamilier, hvor Konen
ved et eller andet Arbeide bidrager til Familiens
Underhold, og her er den af stor Betydning.
Et Ægteskab.
Af
Et hel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)
IX.
Modst’-ichnde Viljer.
• nsdag og Torsdag var endelig gaaet hen, og saa kom
Fredag. Om en liden Stund vilde det Hele være over
og kunde ikke gjøres om.
Larrie var blevet tyndere i disse faa Dage. Han
satte hele sin Livslykke ind paa Udfaldet af denne
Sag. For ham var Tingen skrækkelig i al sin Ligefremhed.
Han havde drøftet Sagen fra ethvert Synspunkt i to søvnløse
Nætter og lange Dage. Og han kunde bare øine to Veie for
Dot; den ene, som var den rigtige, vilde faa Lykken til at
blomstre igjen, mens den anden var saa feilagtig, at hun ikke kunde
vælge den i Tankeløshed, men af fri Vilje og med aabne Øine.
Det kunde jo bare være Kjærlighed, der kunde bringe hende til
at adlyde en anden Mands Befalinger heller end sin Egtefælles.
Fra denne anden Vei kunde der ikke være tale om
Tilbagevenden.
Dot gik omkring med feberhede Øine og saa ligesaa mørk
ud som Larrie. Hun vilde slaa dette Slag for sine
Menneskerettigheder, og derved i Fremtiden eie den Uafhængighed, som
skyldes Kvinden i det 19de Aarhundrede. Larrie talte om dette
Skridts Uigjenkaldelighed. For ham betød det Liv eller Død.
Men i Dybet af Dots Hjerte laa Visheden om hendes Magt
over ham. Hun gjenkaldte sig alle Vanskelighederne i deres
Ægteskab. Havde han ikke altid tilgivet hende 1 Selv de
Gange, da han ikke var kommen først, havde hendes Sorg og
Taarer straks aabnet hans Arme. Hun hviskede dette for sig
selv, men følte sig dog lidt skamfuld over det.
Men aabenlyst sagde hun til sin Samvittighed, at dette bare
var et af Larries kjedelige Anfald af Oppositionslyst, og naar
han kom over det og forstod, hvilket Navn hun havde skabt
sig, vilde han være glad over at hun ikke havde føiet ham.
Og desuden, naar hun var en saadan Begavelse, var det jo
Synd, at Verden ikke skulde faa nyde godt af den.
For det tredie vilde det være utaknemmeligt mod Wooster
at ødelægge Koncerten for ham nu i sidste Øieblik. For det
fjerde saa tog ingen det Ord „adlyde" i Ægteskabet aldeles bog=
stavelig, nu da Lighedsprincipet var anerkjendt. Det var bare
en Tradition fra hine mørke Tider, da Kvinden ikke var stort
mere værd end et Stykke Kvæg. Om kort Tid vilde
Kvindesagens Fremskridt gjøre Ligestilletheden fuldstændig.
Om Fredagen havde de Eg til sin Frokost; Peggy havde sat frem
baade Brød og Ost og andre gode Sager, men de var alt for oprørte
til at gjøre mere end hugge Toppen af Egget og forsyne sig med Salt.
Idag skulde jo Dot tage sin endelige Beslutning. Peggy tog Baby
bort og saa ængstelig paa sit unge Herskab. Hun var ræd, at
der var noget alvorligt iveien denne Gang, — saa blegt var
Larries Ansigt, og i Modsætning hertil var Dots Øine saa straalende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
