Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 23. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
URD
,Nu!" sagde Larrie tungt.
„Jeg vil optræde," svarte Dot; „jeg har allerede min Dragt
færdig og alting er ordnet, det er forsent at stanse nu."
Larrie ’svælgede lidt kThe og blev om mulig endnu blegerec
Dette var den endelige Ødelæggelse af deres Lykke. „Dot, jeg
bønfalder dig om at tænke over det endnu en Gang," sagde han.
Hun reiste sig fra sin Stol og gik bort til Larries Ende af
Bordet. „Kjære dig, lad mig faa synge," sagde hun; „se, jeg
ber, jeg tigger dig om at give efter, og da — da blev det ikke
nogen Ulydighed." Hun lagde sine bløde Arme rundt hans Hals
og sit brændende Kind ind til hans. „Kjære gamle, søde Larrie,
gjør det! Jeg har sat mit Hjerte ind paa dette, glædet mig saa
til at gjøre det. Lad mig gaa glad og lykkelig, kjære dig, lad mig!"
Hvis hun nu i dette Øieblik havde sagt, at hun vilde opgive det
Hele, kunde han næsten ladet hende faa Lov at gaa, hvor meget
han end havde imod, at hun optraadte offentlig eller at hun
havde noget at gjøre med Wooster. Men han kunde ikke andet
end i sit stille Sind fuldende hendes Sætning til: „Hvis ikke maa
jeg gaa ulykkelig."
„Jeg kan ikke — du maa indse, at jeg ikke kan, hvorledes
skulde jeg kunne, Dot? Det er umuligt," sagde han. Men hun
bare klyngede sig fastere til ham.
„Engang var du altfor glad i mig til at negte mig noget
saadant, lad mig ikke tro, at jeg er saa lidet for dig nu." Han
forsøgte at skyve hende bort, men hun holdt ham fast.
„Kjære, lad mig faa Lov, lad mig gaa," bad hun, mens
Taarerne randt ned over hendes Kinder. „Jeg skal blive saa
god og snil senei’e, aa! dette er alt for mig, Larrie, — Larrie,
vær ikke saa grusom mod mig, jeg maa gaa, lad mig faa Lov,
lad mig gaa, lad mig gaa !"
Da Larrie saa, hvor meget det var for hende, gav han sig
selv et Løfte, som han trofast vilde holde. Hvis hun vilde give
sig nu og sige, at hun opgav det Hele, som det sømmede sig
for en trofast Hustru overfor sin Mand, da vilde han lade hende
gaa, han vilde endogsaa selv følge hende; for hendes
Eftergivenhed vilde vise, at hun brød sig mere om sin Ægtefælle end om
hin Person.
„Dot," sagde han, løftede hende op paa sit Knæ og holdt
hendes Hænder kjærlig mellem sine, „du maa lvde mig i dette,
kan du ikke forstaa, at du maa det, kjæreste? Kanske har jeg
været for haard og u — kjærlig. Igaar sagde jeg, at du skulde
lyde mig, idag ber jeg dig, min Elskling, min lille Pige, Dot,
min lille lille Hustru! Sig at du vil!"
Men hun bare stirrede urolig frem for sig.
Han lagde sit Ansigt ind mod hendes.
„Elskede, tænk paa vor Lykke, hvorledes kan vi fortsætte
at leve Livet, hvis du er fast bestemt paa at rive alle Baand itu
paa denne Maade. Der maa være et Hoved, Dot, overalt maa
der være Lydighed. Hvad vilde Skibet være uden Kapteinen,
Hæren uden Overhoved, Forretningen uden Chefen? Og Manden
maa være Kvindens Hoved. Elskede, sig at du vil lyde mig i
dette."
Men Dot kunde ikke. — Alt hvad hun havde sagt havde
intet udrettet, hvorfor skulde saa hun høre paa Larries Tale ?
Hun tog hans Arm væk og reiste sig op med tørre, brændende
Øine.
„Du har negtet mig den eneste Ting, jeg har bedt dig om,
siden vi blev gifte," sagde hun.
„Vil du bli hjemme?"
„Du siger, at du elsker mig, men opfører dig som en Tyran.
Hvorfor skal du altid have din Vilje frem?" Der var røde
Pletter paa hendes Kinder.
„Vil du adlyde mig, Dot?"
Hun gik urolig op og ned i Værelset, puslede saa lidt paa
Smaatingene paa Etageren og rettede lidt paa Gardinerne; hun
tænkte paa, at hun maatte klæde sig nu. Om to Timer skulde
Koncerten begynde, "og hvis hun opgav det nu, vilde det være
for bestandig, og det bare fordi Larrie var saa dum og trodsig I
Babys Rangle laa paa Sofaen, endnu fugtig efter Barnets
Læber; hun puttede den i sin Sykurv. Saa rettede hun paa to
Fotografirammer og flyttede en af Larries Sølvkrus; i det laa et
grønt sammenkrøllet Program.
„Dot, vil du lyde mig?"
„Nei, jeg vil ikke!" kom det lidenskabeligt. „Jeg er træt
af at blive befalet alting. Jeg vil have min Frihed ligesaavel
som du! Jeg vil ikke ødelægge min Fremtid, bare fordi du vil
være en Pascha — Enehersker!"
Hun gik bort til Døren. Larries Øine gnistrede.
„Du vil angre det hele Livet igjennem, hvis du gaar,"
sagde han.
„Nei, jeg vil blive glad," svarte Dot.
Peggy kom ind for at høre, om de vilde have mere varmt
Vand, eller om Herren vilde have et Eg til. Hun var i
Virkeligheden altfor ængstelig til at blive ude,
^ „Jeg har saadant et deiligt brunt et," sagde hun.
Han rystede utaalmodig paa Hovedet.
Peggy ~saa^over til Dot, der stod med Haanden paa
Dørlaa-sen. „Skal jeg hente Baby^til Dem?" spurgte hun.
„Nei," sagde Dot heftig.
Saa gik hun ud i Kjøkkenet igjen og saa svært alvorlig ud,
mens hun tog Barnet op af den høie Stol, hvor han vel fornøiet
legte med en Ske og et Bliklaag.
„For et Lux-veleven," sagde Peggy, „stakkars Mand."
Merkelig nok stod hun i Almindelighed paa Larries Side,
endda hun var saa uendelig glad i Dot.
„Jeg maa gaa og klæde mig," sagde Dot i Døraabningen.
„Hvordan tænker du at komme did?J Han saa ikke op,
mens han talte.
Hun dreiede paa Laasen.
„Jeg havde naturligvis ventet, at du vilde fulgt mig. Men
som Sagerne staar, har jeg sendt Bud til Mor, at hun skal hente
mig i Trillen Klokken syv. Hr. Wooster skal spise Middag hos
hende, han skal kjøre os Nei, Mor ved ingenting. Jeg bare
sagde, at du ikke kunde følge med."
Larrie gik bort til Vinduet. Han kunde ikke svare hende.
Hun saa en Stund paa hans brede Ryg og paa hans vakre,
kortklippede Haar; saa vendte hun sig hort og gik for at klæde
sig om.
Der var bare en tynd Breddevæg mellem Værelserne, saa
han kunde skjelne hver Lyd, mens han stod ved Vinduet; han
hørte hende lukke op og igjen Skuffer, hørte Vandets Plasken,
hendes raske Skridt over Gulvet, Knirkningen i. Skabdøren.
Hele Tiden troede han, at hun skulde angre det Hele og komme
ind til ham som hans søde lille Hustru igjen; saa blev Tanken
til Haab, men da Skabdøren knirkede, døde Haabet, og der kom
næsten en Bøn istedenfor. Men Døren aabnedes, og hun kom
ind færdig klædt Hun havde sin Brudekjole paa, den hvide,
bløde, fine Silkekjole, i "hvilken hun havde knælet ved hans
Side foran Alteret bare for atten Maaneder siden. Den var lidt
nedringet nu og viste hendes hvide, bløde Hals og Nakke;
hendes Arme var bare mellem Pufferne ved Skulderen og Handskerne.
„Larrie,« raabte hun. „aa lad mig faa Lov til at optræde!"
Men han stod stille, aldeles urørlig.
„I den Dragt," sagde han hæst.
Hun havde ikke tænkt paa, at det var Brudedragten, mens
hun ophidset og vred havde taget den paa.
„Ja — du — ved, at jeg fik den forandret til Selskabskjole,"
stammede hun.
„Men til dette!"
„Jeg havde ikke noget andet at tage paa."
Han vendte sig et Øieblik bort, saa derpaa igjen paa hende
med et vredt Glimt i Øinene. Han havde det vilde Ønske at
kunne tvinge hende til at blive hjemme, tvinge hende ved Hjælp
af sin overlegne Styrke. Var hun ikke hans Hustru, lians
Eiendom, tilhørte hun ikke ham helt til Døden? Han syntes næsten,
at han kunde taget en Pisk og slaat hende, slaat hende vold-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
