- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
375

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 23. September 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

U RD

375

somt. Han følte sig ^is paa, at hun vilde elsket ham mere da.
Han sagde til sig selv, at det nok var mere sandt, end halve
Verden drømte om, at de Mænd der slaar sine Hustruer, er mest
elskede af dem, forudsat, at Mændene ikke drikker eller er
brutale. Men han vidste ogsaa, at han senere vilde foragte sig selv,
hvis han gjorde det, og at Seiren vilde være ufuldkommen.

„Du reiser?" spurgte han, og hun svarte:

„Ja." — Det var alt.

Vognrammel hørtes et Stykke borte, og begge vidste, hvad
det var.

„Saa sandt du gaar, vil du komme til at angre det, Dot."
Larrie talte rolig og distinkt, men var dødbleg.

„Hun skjalv af Bevægelse, og der var et svagt Udtryk af
Rædsel i hendes Øine.

„Hvad vil du gjøre?" sagde hun med en nervøs liden Latter.

„Jeg vil aldrig tilgive dig og aldrig mere have dig til Hustru
igjen." svarte han, og hun kunde paa hans Ansigt se, at han
mente, hvad han sagde. Hun skjalv lidt, men holdt Hovedet høit.

„Kanske du vilde være glad ved at have det til Paaskud,"
sagde hun med et ynkværdig Forsøg paa Foragt.

Han sagde intet. Vognen holdt for Døren, og de hørte
Wooster tale til Hestene, og den lille Mor sige, at hun ikke vilde
stige ud, siden det var blit saa sent.

„Hvorfor gaar du ikke?" sagde Larrie koldt, da han saa, at
hun blev staaende fuldstændig stille.

„Jeg —" det hørtes ud som om hun holdt paa at kvæles
af et dybt Suk.

Han vilde ikke hjælpe hende, uagtet hendes Øine saa
bønfaldende paa ham. Hvis han i dette Øieblik havde slynget sine
Arme om hende og bedt hende blive — som mens de drak The
— da vilde hun opgivet det nu. Men han stod der stiv som en
Støtte, hans Ansigt var haardt, hans Kinder hule, og han havde
et bittert Udtryk om Munden.

Klokken ringte, og Peggys klaprende Sko hørtes i Trappen.

Dot gik et Skridt mod ham.

„Bed mig om at blive hjemme, Lai-rie!" hviskede hun, og
denne Gang fik hun ikke kvalt Sukket.

Men han vendte sig helt bort fra hende.

,,Jeg vilde heller dø end bede dig en Gang til," sagde han
med vred Stemme.

„Hr. Wooster," meldte Peggy fornøiet.

Hun havde næsten hoppet af Glæde ved at se Hr, Wooster,
da hun aabnede Døren. Nu maatte Striden slutte, siden der
kom en Gjæst.

Men fem Minuter efter kom Dot ud i Entreen med
hængende Slæb og en hvid pelsbesat Aftenkaabe om sig. Hun havde
sterk Farve i Kinderne, et trodsigt Glimt i Øinene, men smilende
Ord paa Læberne. Hr. Wooster kom lige bagefter med en Rulle
Noder og en Skindkaabe.

Peggy stod ved Yderdøren; hun saa Dot blive løftet op ved
Siden af Moderen og blive rigtig godt indpakket. Hun stod der
til Lyset fra Vognlygterne forsvandt ved en Dreining af Veien.
Saa gik hun med tungt Hjerte ind for at se, om hendes stakkels
Herre trængte noget. Men han stod midt i Værelset med Armene
overkors og et saadant Udtryk i Ansigtet, at hun sagte lukkede
Døren og gik ud.

(Forts).

Akershus.

j^\_kershus, som staar i Drømme —
gjemt og glemt i hundred Aar —
vaagner halvt — et Hav af
ømme-Minders Bølger om det slaar.

Kan du tro, hvad Øiet. skuer?
Er det Yættespil i Nat?
Har dets Længslers hede Luer
tryllet frem dets rige Skat?

Fruerburet, Riddersalen
straalende i Lys og Blus!
der er Gilde hist i Hallen —
ei du drømmer Akershus.

Ridderfru i Gyldestykke,
Riddere i Brynjer blaa,
Jomfru stolt i Sølversmykke,
Fadeburets Terner smaa.

Alt er som i Haakons Dage!
Høvisk er de Dannis Mænd.
Er da Tiden gaat tilbage —
eller kommer den igjen?

Hør det klirrer — se det skinner,,
her er Ridderleg og Spil.
Se den bolde Ridder vinder
Ære og sin Dames Smil.

Har for hende han brudt Lansen,
stiger han af Gangeren graa,
med skjøn Jomfru han trær Dansen,
let den over Tilje gaa’.

Det blir tyst i høie Haller.
Ind da træder stolten Gjæst.
Giger spiller, Hornet gjaller,
Klokker ringer Bryllupsfest.

Man ham hilser — Hornet fyldes
for den unge Brudgom prud.
Man sig bøier — høvisk hyldes
Hertug Eriks skjønne Brud.

Akershus har staat og bævet —
nu i Angst og Undren spør,
hvorfor Folket dog har hævet
Fligen af Historiens Slør?

Det er Tiden, som har skattet
dine Minder Akershus.
Det er Folket, som har fattet
dig og reiser dig af Grus.

Ima.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0385.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free