Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 23. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
ü K i)
Skisse.
Af X.
t blafrende, flakkende, uroligt Gasblus oplyser
Trappeopgangen, denne Trappeopgang, hvis Løbere er slidte af
Regningsbud og Sælgekoner, hvis polerede Rækværk
forgjæves bestæber sig for at se fornemt ud, hvis
Vinduer med de dunkle, blaa, gule og røde Glas vender ud
til et trangt, mørkt Gaardsrum med høie, skidne Mure paa alle
Kanter, og hvor en Søplekasse med opslaaetjLaag skimtes nede paa
Bunden, — Trappeopgangen i et Hus, hvor der bor fattige
Embedsmænd tilleie. —
Ind gjennem Porten og op Trappen stormer en ung Mand.
– Hans Ansigt er ret vakkert og hans Figur ligesaa; men han
skjæmmes af denne tynde, gule Vaarfrak med den opslagne
Krave og dette røde Slips, der lægger lidt [af det forlorne
Subjekt over ham. —
Ved anden Etage stanser han, ringer og lukkes ind af en
Pige med et plettet, hvidt Forklæde.
Han hænger Hat og Frak fra sig i Entréen og træder ind i
Spisestuen, der gjør et lidet Tilløb til Eleganse med
Kopper og Thefade opstillede paa Hylder langs Væggene og den
sølvprydede Buffet; men dette modsiges igjen saa fuldstændigt
af det dækkede Aftensbord med den ikke ganske rene Dug, og
hvor Anretningen bestaar af Grød, mens ved Farens ’Plads et
indskrumpet stykke Hvidost forsøger at se saa delikat ud som
muligt, et Forsøg der ogsaa gjøres af et Stykke kold Beaf i
størknet Sauce. —
Rundt Bordet er Familien samlet.
Øverst’ ved Bordenden Husherren, duknakket, bøiet af den
aarlange Bekymring for ubetalte Regninger, og ligeoverfor ham
Husfruen med det blege Ansigt og den sammenknebne Mund*
udslidt og tidlig graanet i Kampen for Mad til disse mange
Munde, for nogenlunde standsmæssige Klæder til disse smaa
Legemer, der vokser saa hurtigt, nervøs af denne stadige Angst
for at bevare Skinnet, forat dække over og skjule og sørge for,
at det Hele ser saa velstandsmæssigt og velordnet ud som
muligt. —
Imellem dem, paa hver Side af Bordet, sidder Børnene. Den
halvvoksne Backfisch med kruset Pandehaar, den slampede
Skolegut i Fjortenaarsalderen, der, bøiet langt ud over
Tallerkenen, slubrer Maden i sig uden at se til høire eller venstre,
og saa de Smaa nedover til den mindste, der blir madet af sin
ældste Søster. „En Ske for Bedstemor — en Ske for Bedstefar"
— lokker hun.
Der hersker øiensynlig den allerstørste Misstemning. Derom
fortæller Faderens rynkede Pande og den kjølige Tone, hvori
han beder sin Hustru om Melkemuggen, derom fortæller det
næsten fiendtlige Blik, hvormed hun rækker ham den, derom
fortæller endelig alle disse blege, bøiede Barneansigter, der ikke
vover at se op.
Ingen hæver Hovedet, da den ældste Broder træder ind.
Kun den ældste Søster reiser sig stilfærdig og skaffer ham
Tallerken og Kop, mens Backfischen buser ud : Gid saa sent, du
kommer! —
Ellers er alt stille.
Endelig er Aftensmaaltidet endt; den ældste Søster sætter,
assisteret af Tjenestepigen, Tallerknerne sammen, Faderen
stopper en Pibe ved Røgebordet i Hjørnet og forsvinder i sit
Kontor, en pjaskende Lyd inde fra Sideværelset forkynder, at
Moderen allerede er ifærd med at vaske og afklæde de mindste
Børn. — Broderen staar lidt med Hænderne i Bukselommerne
og ser tankefuld frem for sig. Han ryster paa Hovedet. —
Saa gaar han ud i Entréen og begynder foran Speilet at
ordne sit røde Slips. —
Der rører en ved hans Arni, ganske let. Han ser tilside. Der
staar hans ældste Søster. Hun vil sige noget, men er forlegen
for at faa det frem.
„Skal du ud i Aften ogsaa, Erik?" kommer det endelig.
„Ja — Pokker skulde være hjemme, saa uhyggeligt som
heier — hvad er der nu igjen paafærde?"
„Aa — det var Skomagerens Regning. Og saa ved du —"
„Stor Scene ja! Naturligvis! — At ikke Gamlingen engang
kan vænne sig til at ta’ det med Ro, den Slags Ting — og Mor
— ja hun ser jo surt, bare han lader den mindste Ytring
falde–"
„Erik!" en liden Haand lægges bønlig over hans Mund,
„husk, det er om Far og Mor, du taler!"
Han ser et Øieblik skamfuld ud.
„Jaja, men du maa nu ogsaa indrømme —u
„Erik, kunde du ikke bli hjemme i Aften?"
„He—nei, aldeles umulig, ser du," han klapper hende over
Kindet, „aftalt Møde med nogle Venner, ser du, vi skal i
Tivoli — den smaa M:lle Claire optræder for sidste Gang iaften
— men det forstaar nu ikke du —"
„Erik, vi kunde faat det saa hyggeligt! Naar jeg havde
lagt Barna tilsengs, saa kunde vi —"
„Ja, ja, Bassen min — saa gjerne jeg vilde," afbryder han
lidt nervøst, „en anden Aften — imorgen Aften kanske, men
ikke nu. Ganske umulig, ser du — aftalt Møde —" han ser
paa Uhret, — „Død og Pine, nu maa jeg skynde mig — aa vil
du være saa snil?" Han holder Frakken frem mod hende, og
hun hjæiper ham den paa. „Saa, tusen Takl Ja Godaften da,
lille Søster, lad mig nu se, du ser lidt mindre tungsindig ud
da" —■ han kysser hende hastig paa Panden og styrter ned ad
Trappen. — Hun staar lidt og famler ved Rækverket, han er
allerede langt nede i Trappen, da hun med et bøier sig ud og
raaber efter ham:
„Aa Erik! — vi skulde faa det saa hyggeligt!"
Det lyder næsten som et Nødskrig i den kolde, øde
Trappeopgang.
Saa kommer hans Stemme helt nede fra Porten: „Jamen,
aftalt Møde, hører du. Jeg kan ikke — umulig — men gaa nu
ind da — staa ikke der i Trækken da — —"
Resten hører hun ikke. Hun hører bare de ilsomme Skridt
ud gjennem Porten og Lyden af hans Stok paa Stenene
udenfor, og saa blir det stille.
Han er gaaet — og denne Aften skal gaa som alle de andre
Aftener. Hun skal høre Børnene i Lekserne og mægle i deres
Skjænderier og hjælpe dem i Seng, og naar hun har gjort det,
saa skal hun gaa op paa sit lille Kvistværelse og skynde sig i
Seng for at bruge saa lidet Lys som muligt og krybe sammen
under det tynde, stukne Tæppe, skjælvende af Kulde. —
Slig som alle de andre Aftener — —
Hun staar lidt derude ved Rækverket. Hendes Haand
hviler paa det, og med et falder der ved Siden af Haanden en stor,
varm Taare. Den blinker et Øieblik fugtigt i Skjæret fra
Gasblusset, saa glider den langsomt ud over Kanten af Rækverket —
Hun bøier sig frem, som for at se efter den.
„Anna!" lyder en skarp Stemme, ,,Anna! nu faar du værsgo
komme og høre Hans Petter i Geografien. Gud ved, om han
kan den. — Staa herude og drive! — jo, det er en deilig Hjælp,
jeg har af dig. —"
Døren derude smældes i. — Den unge Pige sukker dybt og
langt — saa gaar hun ind.
Entredøren smældes i — en skingrende Barnestemme
høres fjernt indefra, saa blir alt stille. —
Kun Gasblusset brænder med en uhyggelig, sugende,
pibende Lyd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
