Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 30. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
385
Hun græd som om Hjertet skulde briste, og der kom store
vaade Pletter paa den grønne Puden, og hun skjalv af nervøs
Ophidselse og Sorg.
Der fulgte igjen en lang Pause, kun afbrudt af hendes Hulken.
Saa løftede hun Hovedet op.
„Jeg holder det ikke ud," raabte hun vildt, „for Guds
Skyld sig noget, Larrie, jeg blir gal, hvis du staar slig længer!
Hvor umandig du er, Larrie — aa hvor grusom, Larrie; kys
mig! Elskede tilgiv mig, min Elskede, kys mig — kys mig, kys
mig!"
De sidste Ord lød næsten som et Skrig; for uagtet Larrie
saa paa hende hele Tiden, rørte han sig ikke, og der kom ikke
noget blødere Udtryk i hans Øine.
Da puttede hun Hovedet ned i Puden igjen og krammede
den mellem Fingrene. Han stod fremdeles og saa paa hende,
mens Stjernerne slukkedes i Øst, og Dagslyset brød frem.
Da Dot reiste sig op, var hun stiv og kold som Is. Hun
var ikke bedrøvet mere — al hendes Længsel efter Kys og
kjærlige Ord var borte; hun følte sig bare saa træt, saa træt og saa
kold. Hun saa paa Larrie med tunge, ligegyldige Øine; hvis
han havde kysset hende nu, kunde hun ikke gjengjældt det eller
bleyet den mindste Smule varmere.
Hun tog Kaaben bedre omkring den bare Hals og Skuldrene
og rystede af Kulde.
„Nu vel," sagde hun tungt.
Men han gik bare ud i Entréen og hentede et Plaid, som
han lagde om hende, før han talte.
„Jeg tror, du burde gaa til Sengs nu; vi kan tale sammen
imorgen."
„Nei nu," svarte hun.
„Det er meget sent," sagde han og rullede op Gardinet, saa
Graalysningen strømmede ind.
„Klokken er fire, det er bedre at vente til imorgen."
Men hun satte sig ned paa Sofaen. „Hvis du har noget at
sige, saa sig det nu," sagde hun; „det er for sent at gaa til
Sengs alligevel; hvad agter du at gjøre1?"
Der kom et forunderlig sørgmodigt Udtryk over hans Ansigt
og i hans Øine.
„Jeg tænker, det er bedst, jeg reiser bort," sagde han.
Dot bare stirrede paa ham.
„Der synes ikke at være nogen anden Udvei, jeg har tænkt
over det Hele; der er ikke andet at gjøre."
„Du mener, at vi skal separeres?"
Han nikkede. Hun bed sig i Læben, men var forbauset
over, hvor let det faldt hende at være rolig. Hun ventede, at
han skulde fortsætte.
Du kunde blive her — det behøvede ikke at blive snakket
om — din Mor vilde drage Omsorg for dig. Jeg vil reise til
Melbourne eller til Coolgardie eller hvorsomhelst."
„Mener du for bestandig?"
„Vi faar se, kanske vil det tage sig anderledes ud senere —
i Fremtiden mener jeg — som Sagerne nu staar — kan vi ikke
leve sammen — og jeg ser ingen bedre Udvei."
Dots Øine blev haarde og kolde. „Hvis du reiser, vil jeg
aldrig mere leve sammen med dig igjen; men jeg beder dig ikke
om at lade være at reise."
„Ja, det er det bedste," sagde han, snarere som Svar til sine
egne Tanker end til hendes Ord.
Dot betragtede ham med et eget Blik.
„Naar tænker du at reise?"
„Imorgen — eller snarere idag. Det er ikke værd at nøie,
jeg ordnede alt inat — igaar Aftes."
„Nu vel — saa er det afgjort da," sagde Dot.
Hun trak Kaaben godt om sig og reiste sig — løsnede den
igjen og satte sig atter ned. Øinene var kolde, og Læberne fast
sammenpressede.
„Husk," sagde hun, „dette er bestemmende for altid. Jeg
har gjort galt — kanske —; jeg kan ikke gjøre mere end bede
om Tilgivelse. Tro ikke, at du kan støde mig bort og tage mig
til Naade igjen efter eget Forgodtbefindende. Gaa —jeg vil ikke
strække ud en Finger for at holde fast paa dig, men aldrig mere,
saalænge vi lever, vil jeg være din Hustru i andet end i Navnet."
Han satte sig ned paa Stolen ved det lille Skrivebord, Lyset
faldt ret paa hans dødblege Ansigt.
„Jeg kan bare se saa kort ind i Fremtiden. Senere — om
nogle Maaneder kan vi afgjøre alt nærmere; Følelser forandres
merkelig; kanske jeg kan komme til at se din Handling i et
andet Lys, men hvis vi lever sammen, vil jeg ikke kunne det;
det vilde altid se ligedan ud.
Jeg tror, at det er det bedste. Vi kunde ikke
fortsætte at leve som før — jeg ikke i det mindste; derfor vil jeg
reise bort for en Tid — i al Fald, og du — du vil blive glad
over at blive alene, det ved jeg."
„Ja, jeg vil blive glad," sagde Dot meget bestemt.
Babys Ansigt smilede til ham fra Stativet paa Bordet.
„Ja, saa er det naturligvis Barnet," sagde han tungt.
Dot sprang op. Manden havde været saa langt mere i
Forgrunden end Barnet, at hun rent havde glemt, at der fandtes
noget andet i hele Verden. Men nu huskede hun det.
„Han er min," sagde hun, „naturligvis er han min, der kan
ikke være Spørgsmaal om andet. Hvad tænker du paa? Du
kan reise, hvis du vil; men han tilhører mig." Hendes Øine lynte.
Han havde vidst, at dette vilde blive det værste; ham gav
hun let, endog med Glæde slip paa, men for Barnet vilde hun
kjæmpe til det sidste.
Hans Vrede kom igjen med fordoblet Styrke.
„Jeg skal beholde Barnet," sagde han langsomt; „han er
ligesaameget min som din, og han vil faa det bedre hos mig."
Dot lo krampagtigt. „Moren beholder altid Barnet i
saadanne Tilfælde. Jeg tror, du er blit gal, Larrie!"
„Jeg er vist det," kom det meget rolig.
Han rullede Gardinerne helt op i Mangel af noget andet at
gjøre, og Dagslyset brød ind og fordunklede Lampelyset.
Det var først nu faldt ham ind at beholde Barnet, han
havde bare tænkt at reise bort og lade dem begge blive igjen,
kanske ikke for bestandig, havde han sagt til sig selv, men indtil
han atter kunde finde Livet udholdeligt at leve.
Men nu da han saa, hvor let hun samtykkede i Skilsmissen
og bare ønskede at beholde Barnet, saa vilde han sætte Himmel og
Jord i Bevægelse, for at hun ikke skulde faa beholde ham.
„Jeg vil beholde ham," gjentog han. „Her er ikke
Spørgsmaal om en Mors Omsorg; enhver Barnepige, jeg vilde leie, ved
mere om Barnestel, end du gjør. — Jeg vil beholde ham. Du
har valgt dit Liv, du kan helt og holdent gaa til Scenen, hvis
du vil; men jeg overlader dig ikke Barnet."
Han vilde ikke nedværdige sig og hende ved at nævne
Woosters Navn, men han tænkte den hele Tid paa ham; mens
intet var længere borte fra Dots Tanker.
En overvældende Træthed kom over hende; hun følte sig
træt af Livet. Hun hvilte Hovedet i Hænderne og stirrede ud
i Luften. Hendes Hjerte var som sis, og hun syntes ikke at
bryde sig om nogenting i hele Verden. Hun saa hen paa Larrie
og bort fra ham igjen. En fin liden Stopning paa Kjolen fan»
gede hendes Blik, og hun stirrede stivt paa den.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
